M E S T E R E O G F R I M E S T E R E
1 8 1
og et Sukkerraffinaderi og fra 1792 en Hjornegaard med et komplet Farveri,
altsaa i og for sig store og svære Opgaver. Men de bleve vel løste helt
skabelonmæssigt. Ingen af dem synes opbevarede, saaledes at de kunne
gjengives her. Efter Banner-Matthiesens Død (1771) var G. E. Rosenberg
(f 1788) bleven Stadsbygmester, og efter ham kom P. Meyn (f 1808) .
Som ovenfor nævnt hørte Stenhuggerne til Murerlavet; de havde hørt til
det fra 1734 ligesom Gibserne fra 1750, men herom og om deres Forhold
til Murerne skulle vi høre i et senere Kapitel. Her skal endnu kun nævnes,
hvad nogle"Murmestere fra denne Tid betalte ved deres Indskrivning i Lavet.
Den ovennævnte Carl Christian Mårtens betalte i 1 //7 12 Rd. til Lavskassen,
2 Rd. til Ligklædet og 40 Rd. til de Fattige eller i Alt 54 Rd., ja Peter
Johan Holst i 1781 endda 74 Rd., idet han gav 60 Rd. til de Fattige. Det
Normale paa denne Tid og Aarhundredet ud var 12 Rd. til Lavskassen ellei
Lavets Inventarium og 2 Rd. til Ligklædet i Forbindelse med en stæikt
svingende Gave til de Fattige, som oftest 10 Rd., men der ei Tilfælde hvoi
den er baade 20, 30, 40, 50 og 60 Rd. Kun en ganske Enkelt blev staaende
ved de 14 Rd. uden noget Tillæg, nemlig Stukkatøren eller Gibseren Hans
Christian Ondrup i 1787.
Der er ingen Tvivl om, at i alt Fald en Del af de kjøbenhavnske Mur
mestere paa denne Tid sad langt bedre i det end nogensinde for. 1774 fik
Lavet som Gave efter den afdøde Murmester Soren Pedersen en Obliga
tion paa 1000 Rd. Pengene stod i et Hus i Peter Madsens Gang, Renterne
skulde komme fattige Svendes Enker tilgode. Hvor daarligt det var efter
Branden i 1728, have vi hørt ovenfor, og Svendene, der paa den Tid
synes at have haft det bedre end Mesterne, bleve ogsaa naaede a fd e tia n g e
Tider. Mursvendenes Formand Hans Børge Walter klagede i 1743 sammen
med Tømmersvendenes Formand over, at der Intet var at tjene ved deies
Professioner; de søgte derfor om, at de Svende, der virkelig stod undei
Brandordningen, trods Frd. 3. December 1742 fremdeles maatte h a \e Let
til at udskjænke 01 og Brændevin, naar de vandt Borgerskab paa Øltapperi1.
Det synes imidlertid, som om Udviklingen i Murerlavet stadig ei gaaet i Ret
ning af Stordrift for nogle af Lavsmedlemmerne, medens de andre kun have
haft ringe Virksomhed. Det kan muligvis allerede ses, naar Oldermanden
Christen Jensen i 1748 udtaler, åt Murerlavet har mange fattige Mestere, der
ikke altid kunne yde Lavet, hvad de skulle, hvorfor han ansøger om, og