50 / 470
SYMBOLIK OG FRIMURERI
37
1806 kunde Opgaven for Stenhuggernes Mesterstykke i Nürnberg lyde paa
at gjöre et Udkast til en Kirke »nach dem Grunde des Achtecks oder nach
dem Achtort und Achtuhr«.1 Men Ottekanten var ikke eneherskende.
Kejser Avgustus’ Bygmester Vitruvius skrev en mærkelig Bog »De archi-
tectura«, der i Tidernes Løb er bleven omplantet fra Sprog til Sprog. 1521
blev den oversat paa Italiensk af Cesar Cesariano, der tilføjede en Bække
Oplysninger om Domkirken i Milano, som han kaldte et Besultat af tysk
Symmetri, af de tyske Bygmesteres Begel. Den saaledes skabte italienske
Vitruv blev i 1548 oversat paa Tysk af Lægen og Matematikeren Walter
Bivius, der tog Milano-Oplysningerne med, og han bruger Udtrykket »der
deutschen Steinmetzen Grund« om det Baadende og Bærende i Milano-Kir-
kens Konstruktioner. Han kalder særlig den fra en ligesidet Triangel ud
springende Konstruktion for »der vornehmste und höchste Steinmetz-Grund«,
idet han i Modsætning til den tænker paa Konstruktioner, der ere grundede
paa Kvadraten, der selvfølgelig maa betragtes som det Tilgrundliggende for
den ovenfor nævnte, ved to Kvadraters Skjæringslinier fremkaldte Ottekant.
Paa ganske lignende Maade kan der af to Trekanter dannes en Sexkant, og
saa staa vi da ved de to Grundformer, »jene beiden Grundformen des Acht
ecks und Sechsecks, worin das ganze Geheimniss der alten Steinmetzen
kunst enthalten war«, saaledes som en nyere tysk Forfatter siger.2
Her er to forskj eilige Systemer, Sexkantens og Ottekantens eller Tre
kantens og Firkantens, der broderligt rakte hinanden Haanden. Den nævnte
Forfatter, en af Köln-Domkirkens Historieskrivere, mener at kunne efter
vise, at Kirkens slanke Höjdeforhold ere byggede efter Love hentede fra
i
20. Konstruktion paa cn Ottekant.
21. Konstruktion paa en Firkant,