378 / 695
3 6 8
H. C. Rosted
terrehaven ved slottet og ø-haven eller „Aufleholmen
“ ,28
som Schroter kalder den. Nu inddrog man også arealerne
øst, syd og vest for slottet i anlægget, idet der her blev
anlagt en plantage.
Dette anlæg betød en afgjort vinding for slotshaven.
Den nye beplantning ville med årene komme til at danne
en virkningsfu ld modsætning til den brede, åbne par
terrehave: det var et udslag af barokkens kunstneriske
behov: kampen mellem det regelbundne og den ubeher
skede kraft. Nu var alle barokkens virkem idler taget i
anvendelse i denne have, der blev vort lands fornemste
og prægtigste barokhave, „en have, som i sin kunstne
riske udformning godt tåler sammenligning med haven
i Versailles, alle slotsparkers oprindelige forbillede gen
nem det attende århundrede; men le Notre’s have synes
stivnet og alt for geometrisk tør mod vor nordiske slo ts
have, der umærkeligt glider sammen med de frodige,
landskabelige omgivelser, som lukker til alle sider med
sine løvkroner, således at parken synes nedsænket mel
lem skråningerne som en juvel i sin rigeste ind fat
n ing
“ .29
Sammenligner man denne plan med haveplanen i „Den
danske V itruvius“, vil man bemærke, at de ændringer,
som Nic. Eigtved foretog 1744, kun er ganske uvæsent
lige. Han, der selv havde fået uddannelse som gartner,
har sikkert forstået at vurdere det mesterværk, Krieger
havde skabt.
Den gam le plan i stadsarkivet er derfor af største in
teresse. Den sætter os i stand til at forstå, hvorledes det
enestående haveanlæg blev skabt, og hvorledes det fra
kunstnerens side var tænkt at skabe en forbindelse mel
lem haven og de bygninger, der på det tidspunkt var op
ført på slotsholm en i Hørsholm.