HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn4Række

614

Vald. Møller

men hun havde sagt til Susanne, da Anna havde været

så syg om natten, at det var farligt med den stærke drik,

som hun fik, dersom hun blev død derover. Da var der

flere på gården, som kunne svarlig derom blive fortænkt

(mistænkt), at man ikke havde haft bedre tilsyn med

hende. Derfor rådede hun Susanne til ikke at give Anna

den stærke drik.

Foledrengen Christen Nielsen, som røgtede folerne på

gården, havde aldrig sagt til Bodel eller til noget andet

menneske, at han havde ligget hos Anna, som han også

gav et godt skudsmål.

Fogden Markus nægtede ikke, at han havde bestilt

pulveret hos hr. Antony — det var sket af „kristelig

affektion“, da han så Annas svaghed og sygdom og hørte,

at hr. Antony skulle vide middel og råd for den kolde.

Det var ganske løgnagtigt, når nogen sagde, at han skulle

være en af Annas mænd. Han gav også Anna et godt

vidnesbyrd.

— Ved denne tid fik lenet ny lensherre (Niels Wind)

og ridefoged.

Så blev der strid mellem fogden og portneren, der

sendte en „supplication“ til slotsherren, Niels Wind, angående Markus Sølfester. Derfor blev han stævnet til

tings sammen med det meste af ladegårdens personale.

Hans brev blev læst op og lød således: Gunstige, fromme

Niels Wind, velbårne hr. slotsherre, det jeg, som er ladegårdsporten og nøglen betroet, bemøder eders velbårenhed, er årsagen, at jeg vil lade eder vide, hvorledes det

står til i eders fraværelse, som ulovligt er, hvilket jeg

ikke bør fortie.

At mælkedejen på ladegården tager kongens hovednøgle mig uadspurgt, og lukker ud og ind igennem lønporten, årle og silde, hvo hende lyster, som aldrig tilforn

haver været brugelig, tilmed førte og ledte kongens kalve

ud i byen, som ej heller før haver været skik. Herforuden

hvad tjære, som kommer til ladegården og skal bruges

der, den tager fogdens dreng og fører hen til hans gård

sammen med salt, som tages af mælkedejens kælder og

føres bort med plove og jernharver, og hvad han kan

forbruge til sin gård, og ved jeg ikke, om han dem vil

føre tilbage igen — med flere grove stykker, som de