622 / 695
612
Vald. Møller
så på Hans Bendtsen fra Emdrup og sagde: Kommer,
lader os gå, kanske vi kommer til vidnesbyrd en anden
dag!Ridefogden formanede Anders Sandersen til at sige sin
sandhed: Om der hin dag på marken blev ønsket noget
ondt eller bandet over gunstig øvrighed. Vidnet svor ved
sin saligheds ed, at han ikke hørte, at gunstig øvrighed
blev bandet.
Bertel Lauridsen påstod, at han ikke havde ment andet
med den banden end Markus Sølfester for den ulidelige
tyngen, som er pålagt dem, siden han blev ladegårdsfoged, både om høsten og om våren, dertil kom, at Markus ladefoged slog ham på hans mund — uden al skyld
og brøde.
Laurids Andersen havde heller ikke ment øvrigheden
med det, at han sagde amen — han mente Markus.
Tingbogen oplyser ikke videre om sagens udfald; den
er nok bleven ordnet stilfærdigt af lensherren. Men hele
affæren giver et godt tidsbillede af de fortrykte forhold,
bønderne levede under, og af den fortvivlelse, der kunne
give så drastiske udslag.
Det fejler næppe, at der på ladegården har været en
dek sladder — menneskene var vel ikke dengang bedre
end nu.
1641 var der gået en del snak om en bestemt affære,
så ridefogden stævnede Markus, mejeripigerne, tærskerne, foledrengene m. fl. til tings.
Her fortalte Karen Ghristensdatter fra gårdens malkestue: For 14 dage siden stod hun og mejersken, Bodel
Hansdatter, i kælderen på ladegården. Da sagde Bodel:
Karen, haver du hørt, hvor nær at lille Anna var død for
os i nat? Karen svarede: Jeg hørte ikke synderligt dertil,
fordi jeg sov. Bodel fortsatte: Jeg ved ikke, hvor det går
til; Susanne giver hende de mange stærke drikke ind,
bliver hun død derover, vil jeg ingen skyld have deri. Det
er svært stærke drikke, hun giver hende ind, jeg har
skændt på hende derfor, at hun ikke skulle give hende
dem. Det må være en underlig kolde (koldfeber), hun
har, når hun giver hende så stærk en drik. Markus må vel
give Susanne et klædemon, for at hun skulle skille hende