118 / 295
15. MAJ 1916
FØR OG NU
2. AARGANG N
r
10
vidne et Folks Tro og Kærlighed, livis H istorie og Lidelser gør
det væ rdigt til Ds. Majestæts Sympathi. Ved D ekretet om Ds. Maje
stæ ts Valg har Grækenland lag t hele sin Frem tid og alle sine For-
haabninger i sin Souveræns Haand, overbevist om, at Han, gen-
nem trængt af de store Pligter, Han vil have at opfylde, vil ofre
sig for Landets Vel og for Udviklingen af Nationens frie In stitu
tioner. Hvad mig angaar, Sire, saa har jeg levet længe nok til,
efter at have set denne Dag, a t kunne sige med Simeon: Herre! Nu
lade Du Din T jener fare i F red!“
Herpaa svarede endelig den nyvalgte Konge:
„Med sand Glæde har jeg modtaget den første Hilsen fra det
Helleniske Folks Repræ sentanter, og med inderlig Bevægelse har
jeg hørt den udtale af den Mands Mund, hvis Navn med ufor
gængelig Hæder er k n y ttet til Grækenlands Genfødelse. Jeg
føler det Ansvarsfulde i det Kald, der er faldet i min Lod, —
jeg vil hellige det m it Livs bedste K ræ fter, og jeg stoler paa
det græske Folks loyale Bistand for a t kunne naa vort fælles
Formaal, Grækenlands Lykke. Jeg er opvokset i et Land, hvor
lovlig Orden gaar Haand i Haand med fuld konstitutionel Frihed,
og som derigennem har naaet en stor og velsignelsesrig Ud
vikling. Den Lærdom, som jeg her har modtaget, skal følge og
vundet alle H jerter i sit Hjemland, og han ledsagedes paa Vejen
til sin nye, store Gerning med Befolkningens varmeste Ønsker
om, at Skæbnen vilde blive ham god.
Om trent et halvt Aar før havde hans Forgænger paa den græske
Trone, Kong O t t o , m aattet forlade det Land, hvor man for en
Menneskealder siden havde modtaget ham med Jubel og glade
Forhaabninger, men hvor han nu, efter en svag og daadløs Re
gering, ikke fandt en Arm til sit Forsvar. Hvorledes vilde det
mon gaa Kong Georg den 1ste? Det var det Spørgsmaal, man
med nogen Bekymring nødvendigvis m aatte stille sig.
Forholdene havde forandret sig siden Kong Ottos Abdikation,
og selv om man kendte Hellenernes hastigt opblussende' Be
gejstring, der let kunde slaa om i sin Modsætning, var der dog al
Grund til a t tro paa den nye Konges gode Stjerne. Han var
ung og indtagende af Person, -— han kom som Befrieren og
medbragte til sit Folk en Gave, det længe havde ønsket sig,
Hvorfor skulde Forjæ ttelserne om en lang og lykkelig Fremtid
svigte?
De svigtede, som vi alle nu ved, ikke. Kong Georg vandt, so
Frederik den 7de havde ønsket ham det, sit Folks Kærlighed.
Han styrede sit Land gennem en lang Aarrække baade med
Kong Cieorgs Afrejse; hele København var paa Benene og lejrede sig i Timevis paa Toldboden og paa Langelinje, — ja endog paa Stenene helt ned ti
Vandet for at tilvifte ham et Farvel.
lede mig i m it nye Fædreland, og jeg vil stedse have fer Øje
det Valgsprog, som er Kongen af Danmarks: Folkets Kærlighed
min Styrke.“ —
Den 12. Septbr. afgiver Kong Georg af Grækenland sin Arveret
til Danmarks Trone til Prins Valdemar, og den 14. rejser han til
Slesvig med sin Fader, Prins Christian, der agter a t overvære
Troppesamlingerne ved Dannevirke i Følge med Frederik den 7de,
der allerede Ugen i Forvejen er ankommen til Slesvig, og efter
et Par Dages Forløb drager han a tte r tilbage til Hovedstaden for
at forberede sin endelige Afrejse til sit nye Fædreland.
Den 17. Septbr. 1863 kører han fra det gule Palæ i Amaliegade
til Toldboden, ledsaget af Grev S p o n n e c k og sine Adjudanter.
Paa Gaderne, der er smykkede med danske og græske Flag, dan
ner Folkemasserne Spalier for at hylde ham til Afsked. Han er
iført dansk Admiraluniform, og under Vognens langsomme Kørsel
den korte Vej, gennem Amaliegade til Toldboden, lyder Hurra-
raabene ham ustandseligt i Møde, Paa Toldboden har en talrig
Kreds af Herrer og Damer forsam let sig, og ved Nedgangen til
Baadehavnen er Søkadetkorpset opstillet
en haye,
og alle Flaadens
Officerer med Marineministeren i Spidsen byder ham et bevæget
Farvel. Overpræsidenten .holder Tale, Majestæten takker, og idet
han gaar i Baaden, der skal føre ham ud til Panserfregatten,
vender han sig omkring mod de forsamlede Folkemasser og ud
bryder med høj Stemme: „M it h j e r t e l i g s t e F a r v e l! G lem
m ig ilc k e !“ Under Tonerne af „Vift stolt paa Codans Bølge“
gaar han derpaa ombord i „Esbern Snare“, medens B atteriet Six
tus saluterer.
Ved sin jævne, naturlige Optræden havde den unge Fyrste
Klogskab og en fast Haand, og da Morderkuglen i 1913 traf ha
fra det lumske og skændige Baghold, netop paa en Tid, da ha
mere end nogensinde havde gjort sig fortjent til sit Folks Be
undring, føltes det som en dyb Sorg baade i hans gamle og ny
Fædreland.
Vi opruller d erefter et nyt Billede for vore Læseres Erindring,
det fjerne Minde fra Danmarks tunge Tid: K o n g F re d e rik s
L ig fæ rd .
Da Frederik den 7de i Christiansborgs Appartementssal den 6t
Juni 1863 med K raft og Værdighed indviede Prins Vilhelm ti
Kongegerningen, kunde ingen ane, a t han, inden A aret løb ud
skulde blive et Bytte for Døden. Man havde studset, da han i si
Henvendelse til Prinsen benyttede sig af Vendingen: Modtag
Din gamle Konges Velsignelse, — th i g a m m e l i Ordets gængse
Forstand var Frederik den 7de jo ikke. Han stod tværtimod i si
fulde Kraft, og efter menneskelig Beregning m aatte man vente, a
han endnu havde et langt Liv for sig. Vel vidstes det, at ha
allerede fra Ungdomsaarene hensynsløst havde givet sine Liden
skaber frie Tøjler, men man havde efterhaanden vænnet sig ti
at betragte hans legemlige Modstandsevne som ubrydelig. Dest
større var Bestyrtelsen, da det i Begyndelsen af November he
sig, at Kongen laa farlig syg paa Gliicksborg Slot. Og Bestyr
telsen over Budskabet fik næppe Tid til at fæstne sig i Folkets
Bevidsthed, før Efterretningen om hans Død fulgte efter. Og a
han kaldtes bort netop nu, da Oprøret i Slesvig-Holsten truede,
og en Krig stod for Døren! At han, den folkekære Monark, de
— lad det være med R ette eller ej! — var bleven Samlingsmær
1 1 2