116 / 295
15. MAJ 1916
FØR OG NU
2. AARGANG N
r
. l
F regatten hejser Kongeflag,
Den stolt vor Stolthed bringer,
Den gynger sig med Velbehag,
Den slaar med sine Vinger.
Og Nereus’ Døttre titte frem
Af Søens dybe Vande,
For ham at se, som, skjult for dem,
Kan deres Billed danne.
Hin gamle, gyldne Morgenstund
De drage sig til Minde,
Da Skønhed steg fra Havets Bund
Og fødtes som Gudinde.
Og se, paa Havets hvide Skum
Idag med ham de mødes,
Hvis Tanke har for Skønhed Rum,
Og lod dem a tte r fødes.
Og Bølgen jubler anden Gang
Og højt mod Skibet stormer,
Og om dets Concha toner Sang
For ham, den Gudeformer!
Og Danskes Vej til Ros og Magt
Nu fører Danskes Vrimmel
Mod ham, som Danmarks Navn har bragt
Til Glans paa Kunstens Himmel.
E fter Sangen istemmedes et tre Gange gentaget Hurra, og Tlior-
valdsen traad te frem ved Fregattens Ræling og bevidnede dybt
bevæget sin inderlige Tak til Mængden, hvorpaa man i Hurraraab
hyldede først Fregatten, der lykkeligt havde fuldført den lange
Rejse, dernæst Skibets Chef, K aptajn D a h le r u p , og endelig F re
gattens raske Besætning. Saa begav Afsendinge fra Togets for
skellige Korporationer sig ombord i Fregattens festligt smykkede
Storbaad, der under Musik og bestandigt fornyede begejstrede
Tilraab roede Thorvaldsen ind til Toldboden, hvor han steg i Land
under endeløs Jubel. Og alt imedens han var kommen Toldboden
nærmere og nærmere, havde det hørt op med a t regne, og højt
oppe paa Himmelbuen hvælvede sig som en N aturens straalende
Æ resport en dejlig Regnbue. Paa vort Billede, der gengiver det
historiske Øjeblik, da Thorvaldsen i Fregattens Storbaad er
undervejs til Toldboden, ser man hans hvidlokkede Hoved, de
vrimlende Baade, hvorfra man tilv ifter ham „Velkommen hjem “,
og over hele den bevægede Scene Regnbuen, der indrammer Billedet.
Da Dagens Helt var steget i Land og kommen ind i den Vogn,
der skulde føre ham til hans Hjem paa Charlottenborg, spændte
Mængden Hestene fra og trak ham under jublende Tilraab gennem
Byens Gader. Og da han endelig lykkeligt var kommen under
Tag, helmede man ikke, før han gentagne Gange havde vist
sig paa Balkonen.
Men — endnu var der forbeholdt Thorvaldsen en Hyldest,
som maaske har glædet ham allermest, — et Fakkeltog til den
botaniske Have, der jo dengang grænsede op til Charlottenborg,
bragt ham af yngre Kunstbrødre, og ved hvilken Lejlighed man
afsang nedenstaaende, af Chr. W inther forfattede, skønne Sang,
som maaske er ukendt for de fleste af vore Læsere.
Velkommen, o, Mester, tilbage til Nord
Fra Sydens sødtblomstrende Høje, —
Fra Byen, hvor Floden, den gule, sig snor,
Hvor Solen nedsender sit Øje
Til Rankernes Frugt, mens Orangernes Duft
Omsvæver Cypressen i mørkeblaa Luft!
V idt førte Din Hæder, den vældige Ørn,
Dit Navn paa de mægtige Vinger,
At højt den blev nævnet for Jorderigs Børn,
Hvor Kunsten sin Tryllestav svinger.
Nu, Danmark, saa stolt af sin Søn og hans Navn,
Dig aabner huldsaligt sin Moderfavn!
Fra Høje og Sletter, fra grønnende Eng,
Fra Byer og duftende Skove, —
Fra jublende Læber, fra klingende Streng,
Fra Havets højtbrusende Vove, —
Fra Landsbyens Hytte, fra Herskerens Slot
Dig toner: Velkommen, o Kunstens Drot!
Og vi, som endnu kun i Forgaarden staa
Til Musernes straalende Tempel,
Og færdes saa flittigt og godt, vi formaa,
Med Pensel og Mejsel og Stempel, —
Vi kunne ej tæmme Begejstringens Lyst, —
Nej — ud maa den strømme af fulde Bryst!
Du aabned vort Øje, Du vakte vor Sans
For Skønhed og Sandhed, den rene!
Du bærer med R ette den evige Krans
Af Laurens gud viede Grene!
Højt lyder vor Velkomst i jublende Chor:
Hil være vor Mester, vor Stolthed i Nord!
Og som vi nu sidder her og i Tanken lader de henfarne Tide
drage forbi, frem staar et nyt Minde for vor Erindring, et Mind(
som vi selv har oplevet, et stort og festligt Skuespil paa Toldboder
vidt forskelligt ved sin Anledning og i sin K arakter fra det forsti
H int var en Velkomst, dette en Afsked — den unge Prins Vil
helrhs Afrejse, mæ rkeligt nok i selvsamme Maaned og paa seh
samme Datum, den 17de September 1863!
Den 30. Marts 1863 havde N ationalforsam lingen i A th e n ud
stedt et højtideligt Dekret, ifølge hvilket det græske Folk ud
valgte Prins C h r i s t i a n t i l D a n m a r k s næstæ ldste Søn, Prin
V ilh e lm t i l D a n m a rk , til deres Konge og overdrog en Tre
mands-Deputation, under Ledelse af den gamle Admiral K an ari
(de to andre D eltagere var T r a s i b o u lu s Z a im is og Derae
t r i n s G riv a s ), at afsejle til København for a t faa den dansk
Regerings officielle Sam tykke til Valget.
Kanaris — det vidste vi fra Koefoeds H istorie — havde gjor
sig bekendt som en af den store græske Uafhængighedskrigs foi
nemste Ledere. Han var nu en gammel Mand paa 73 Aar. Der
gang hans Fædreland for over 40 Aar siden havde rejst sig f
a t afryste det osmanniske Aag, ombyttede han en Koffardikai
tajns fredelige Tilværelse med Krigerens, og under Kampen me
Tyrkerne, om hvis umenneskelige Grusomheder der ogsaa dengan
fortaltes de forfæ rdeligste Ting, indlagde han sig stor Fortjenesti
Og i Tiden efter Krigen blev han efterhaanden en af de inc
flydelsesrigeste Politikere i Grækenland, og da det ved Valge
af den danske Prins til A theniensernes Konge gjaldt om
finde den værdigste Repræ sentant for det græske Navn i Ud
landet, samlede Stemmerne i N ationalforsam lingen sig om de
gamle Søhelt med de stolte E rindringer. Og overalt, hvor lian
København viste sig for Befolkningen, mødte hans sympatetisk
og fremmedartede Frem toning den største Velvilje.
I Begyndelsen af Sommeren 1863 var Deputationen ankom
men til Danmark, og den 6. Juni skulde den græske Krone unde
stor Højtidelighed tilbydes den unge Prins paa Christiansbor
Slot, og Frederik den 7de skulde som Prinsens høje Monark mod
tage og antage Tilbudet.
Af hine Dages mange Festligheder fik det store Publikum ku
det at se, der foregik paa de flagsmykkede Gader. Man saa me
undrende og glade Øjne „det unge Hof“, som det dengang kald
tes, køre til og fra Kongeborgen, og man saa Galavognen me
det græske Gesandtskab, der var paaklæ dt i sorte, prunkløse Drag
ter, mens T jenerskabet til Gengæld optraadte i hvide, stived
Skørter.
Med Hensyn til selve Hovedhandlingen paa S lottet m aatte ma
nøjes med Referaterne, som Aviserne bragte. Ceremoniellet, de
skulde følges, og hvis hele Anordning efter Sigende var hente
fra den store Ludvig den 14des Dage, dengang denne „allerkriste
ligste Konge“ tog mod Spaniens Krone til sin Æ tling, havde ma
fundet beskrevet i Folianter paa det kgl. Bibliotek.
Appartementssalen paa Christiansborg havde man givet en fo
Lejligheden passende Udstyrelse. Paa en Forhøjning med tr
Trin, dækket med purpurrødt Fløjl, og under et straalende Pur
purdrapperi med Kuppel og Krone, var Tronstolen, hvorpaa Konge
kaaben var anbragt, hensat. P aa et guld- og sølvindvirket Tæpp
neden for Forhøjningens Trin var de tre Sølvløver fra Rosenbor
Slot placerede.
Den Begivenhed, der skulde foregaa, var, baade ved sin Sjelden
hed og sin Betydning for Frem tiden, historisk. Den ydede
rigt Stof baade til Fantasien, Følelsen og Forstanden. Den va
endnu en ny og stor Æ re til det Fyrstehus, til hvilket Lykken
lunefulde Gudinde i Løbet af den sidste Tid allerede havde smi
let saa ganske uventet og saa ganske forunderligt. Og Begiven
heden var tillige en Ære for Danmark, hvor Konge og Folk l
vede i smuk Forstaaelse, og som derfor Grækenland og det øvrig
Europa, der havde godkendt Prinsens Valg til Konge, ansaa sor
en sikker Borgen for Lykke under den nyvalgte Konges Sceptei
Ceremonien begyndte med, at Deputationens Ordfører, Kanarii
henvendte sig med følgende Ord til Kong Frederik den 7de:
„Sire! Grækenlands Nationalforsam ling har i Mødet den li
Marts valgt og proklam eret Hs. Kgl. Højhed Prins Vilhelm Geor
af Danmark til Hellenernes Konge under Navn af Georg den lstt
og den har hædret os med det Hverv at tilbyde Hs. kgl. Højhe
Kronen i det Helleniske Folks Navn.
Idet vi, Sire, nedlægger i Ds. Majestæts Hænder D ekretet a
gaaende Hs. kgl. Højheds Valg, haaber vi, at Ds. Majestæts Sv
vil opfylde det Helleniske Folks Ønsker og Forventning.
D ette Valg, Sire, er saavel en Hyldest af den berømmelige sor
veræne Person, hvem det guddommelige Forsyn har betroet Dar
marks Skæbne, som et Bevis paa Tillid til den unge Fyrstes T
lenter. Det vil, Sire, blive et Baand mellem to Nationer, d
til alle Tider have udmæ rket sig ved deres Dyder og deres P
triotisme.
Grækenland, Sire, der grunder alle sine Forhaabninger paa si
unge Souveræn, og som stoler paa de tre store, beskyttende Magter
Understøttelse, har den faste Overbevisning, at det engang vil
sine nationale Ønskers Opfyldelse.“
Paa denne Henvendelse gav Kong Frederik følgende Svar:
„Vi modtage for vor unge IVænde, Prins Vilhelm Georg, de
Krone, til hvilken han er bleven k aldet af det græske Folk.
Under de Forhandlinger, som er bleven førte i London med
tre Stormagter, som saa mægtigt have bidraget til Kongerige
Grækenlands Tilblivelse, og som have bevaret en usvækket h