211 / 295
2. AARGANG N
r
. 18
FØR OG NU
15. SEPTEMBER 1916
A
lle de Lidenskaber, der holdtes i Ave ved Forældrenes Hof un
der Paavirkning af stram Religiøsitet, slog sig, ligesom halvt
paa Trods, løs hos den unge Kronprins Frederik. Daarlige Personer i
hans Omgivelser fik allerede i en tidlig Alder Magt over ham og fik
ham ført ind i Udskejelser af forskellig Art, og ofte af en Natur,
der m aatte vække offentlig Anstød. Nætterne gik hen under Svir
og Drik i løsagtige Fruentimmeres Selskab, og Dagens staaende
Adspredelse var Jagt. Prinsens Virksomhed i Statsraadet var
ham kun til Besvær, og han følte kun liden Trang til at udvikle
sine ret mangelfulde Kundskaber. Faderens og Ungdomsvennen
Adam Moltke’s Formaninger kunde hjælpe for en kort Tid, — saa
faldt han paany tilbage til det slette Selskab, hvis værste E le
menter man til ingen N ytte fjernede.
Kronprinsen elskede sin unge, indtagende Gemalinde, men han
manglede Vilje til at, rive sig ud af det tomme Liv, han førte.
Hun tilgav ham Gang paa Gang og haabede sagtens ligesom Fol
ket paa, at Alt vilde ændres, naar han om længere eller kortere
Det var til Ulykke og Sorg baade for ham og Landet, at den
elskelige Dronning døde under et Svangerskab allerede i sit 27de
Aar. Den Dronning — Juliane Marie, Prinsesse af Braunschweig-
Wolfenbiittel — der allerede Aaret efter traad te i hendes Sted,
var en samvittighedsfuld og pligttro Hustru, men hun evnede
ligesaa lidt som den første a t faa Hold paa den urolige Konge.
Trods Alt bey&rede han til sin Død (17(16) Folkets Kærlighed, og
til Tak for de Fortjenester, han paa forskellig Maade havde, og
ikke mindst fordi han ved sin Besindighed havde forskaanet sit
Land for Krig, opnaaede han endogsaa at faa Tilnavn af den
Ejegode.
Sin ældste Søn Christian, om hvis Opdragelse han havde be
kymret sig altfor lidt, efterlod han en skæbnesvanger Arv, da
han døde. Folket sørgede notorisk, og Johannes Ewalds berømte
K antate „Hold Taare op at trille “ gav Sorgen Udtryk. —- —-
Amalienborg Plads blev virkelig det M idtpunkt i Byens for
nemme Del, hvorom Kong Frederik havde drøm t. Kun paa en
ro t. „Før og N u1, ved Peter E lfelt.
Casino-Theatret i Amaliegade (Nr.
Tid besteg Tronen, og Ansvaret i den ophøjede Stilling blev ham
klart.
I 1746 blev han Konge under de lyseste Auspicier. Ungdom og
Liv holdt deres Indtog ved Hoffet. Den pietistiske Tvang for-
isvandt. Den danske Skueplads, der under Chr. den
6
te havde
'væ ret lukket, aabnedes igen. Regeringen prægedes af en Frisin
dethed, man ikke før havde kendt. Kongen og Dronningen viste
Mildhed og Godgørenhed til alle Sider, og Folket jublede ved
E fterretningen om, at Landets fremmedfødte Dronning havde læ rt
sig selv Dansk. Folket og Kongemagten havde paany fundet h in
anden, og det var et Tidernes Tegn, at Jernkæderne, der havde
afspærret Slotspladsen, blev fjernede. Alt tegnede smukt og
godt.
j\jen _ seiv om Folket vedblivende, ligesom Dronningen, tilgav
Kongens Svaghed, og selv om han indtil sin Død bevarede dets
uskrømtede Kærlighed, skjules kan det ikke, at han i dybeste
Forstand langtfra var en Konges Plads voksen. Regeringens Al
vor var ham til Byrde, og det var kun periodevis, at han for-
maaede at mande sig op til at varetage sin ansvarsfulde Gerning
som Regent. Dog helt tabte han ikke Erkendelsen af sit Ansvar.
Han lod R e r n s t o r f f og M o ltk e , der havde hans Tillid, styre,
og han tillod ikke, at hans Yndlinge ved Hoffet og de letfærdige
[Elskerinder fik nogensomhelst Indflydelse i Statssager.
118 og 119 i 1845, nuværende Nr. 10).
bestem t Tid af Dagen og kun for en Time har den i mange Aar
• afgivet Skuepladsen for et m untert Folkeliv, naar „Vagtparaden“
trak op, og Garden defilerede gennem Byen for at lade Musikens
Toner klinge udover den ellers saa stille og højtidsfulde Amalien
borg Plads. Vagtparaden er i Tidens Løb bleven et populært
Nummer paa Københavns daglige Program. Naar den flotte Tam
burmajor i Spidsen for Musikkorpset og Vagtmandskabet trækkei
gennem Byen ved Middagstid, hviler Arbejdet om end kun for et
Par Minutter. Den knaldende Hornmusik kalder Husenes Beboere
til Vinduerne. Tjenestepigen med Kurven paa sin Arm, Slagte
ren med sit Trug over Nakken og den piftende Bydreng med sine
Pakker; stjæ ler lidt Tid fra Herskabet og fra Mester og ser med
undrende Øjne Gardisterne drager forbi. Og langs med Fortogene
følger Lediggængere af alle Slags med den muntre Musik, og
naar Maalet er naaet, og Toget svinger ind foran Kongens Slot,
modtages det ogsaa dér af en Skare Mennesker, der venter paa
at faa en Times gratis Friluftsmusik. Under stor Højtidelighed
hentes Fanen ud fra det gamle Chr. den 9des Palæ, hvorefter
Kompagniet med Musikkorpset marscherer hen foran Vagten og
tager Opstilling. Og naar Koncerten er sluttet, og Fanen er a f
leveret, er Festen forbi, og Torvet ligger hen i fornem Afsondret-
hed som før. — —
Fra Amalienborg Plads gaar vi nu ind i den Del af Amalie-
205