1. SEPTEMBER 1916
FØR OG NU
2. AARGANG N
r
. 17
Det gule Palæ, Nr. 18 i Amaliegade.
Laant af Raadhusbibliotckel
Al Guld saa ud som Kul, og Sølv som sorte Brande,
Der ellers pryded for Jomfruens Hals og Pande.
Her sankes op en Haand, der sankes op en Fod,
Som fordom sirlig var paa Jomfrukroppen groet. —
Sørgeligst og mest oprivende har dog sikkert væ ret det Syn af
lemlæstede og forbrændte Børnelig, som B randstedet frembød, og
hvorom Forfatteren af omstaaende Vers fortæ ller i Vendinger,
der selvfølgelig er velmente men for en Nutidslæser saa ubehjæ lp
somme og næsten la tte rlig t naive, at de neppe kan refereres
uden at frembringe Smil snarere end Medfølelse.
Under Indtrykket af den tunge Sorg, der ruger over Byen, skri
ver den svenske Gesandt faa Dage efter Katastrofen til sin Mo
nark: „Paa Slottet og i alle Stadens K irker blev der prædiket saa
saare gribende, at Alle brast i Taarer derved, hvortil selve Evan
geliet, Ohristi Bortgang, der indtraf meget passende, gav Anled
ning. Der er snart in tet Hus i Staden, hvem denne Ulykke ikke
har ram t, og har det ikke m istet sine Egne, da sine nærmeste
Venner, Slægt og Paarørende. Man ser hele Dagen, de Døde bæ
res paa Gaderne, nogle til Graven, andre fra Brandstedet hjem
sam t „deres b etien ter“, medmindre Vedkommende „af egen go
Vilje dennem med noget ville betenke“.
I alle Landets Gudshuse holdtes Sørgetjeneste til Minde om de
frygtelige Begivenhed. En af de Prædikener, der stammer b
denne Lejlighed, blev befordret i Trykken og bevaret til Nutiden
den er fo rfattet af Sognepræsten, Magister H ow s lan'de Hustr
i Lynge og Uggerløse, en D atter af den kgl. Konfessionarius betl
hvilket viser, a t der dengang, ligesom nu i det 20de Aarhimdred
var Damer, der dyrkede Theologi og skrev Prædikener, selv o
de — ogsaa ligesom nu, ialfald foreløbig! — m aatte overlade t
Mænd at holde dem.
Hvor dybt Begivenheden har ram t Befolkningen, beviser d(
Omstændighed, at endnu fyrretyve Aar efter Ulykken udkomnr
„en Sørge-Sang over den forunderlige Forandring, den 19de Ap]
1689, da en Comoedie blev paa en kort Tid omvexlet til en rU
goedie“. Og om hvilket uudsletteligt Indtryk den store l lyk
har gjort paa E n k e l t e , kan følgende Kendsgerning vidne.
En paa den Tid meget bekendt Mand, E tafsraad J ø r g e n E ler
mistede ved Ildsvaaden sine to Børn S o p h ie og E g g e r t El er
hvilket gav Anledning til, at han et Par Aar senere test-amerO
ikke lader sig beskrive. En Samtidig skildrer Rædslerne i et
langt Digt, af hvis naive Linier vi gør enkelte Uddrag:
Her misted mangen Fader sin Søn og sin Ven,
Foruden Moder staa de Døttre her igjen. — —
Den raske Heltemand, hvis Mod var som en Løves,
Hvis Tid fra Ungdom og i R idderdrifter øves,
Hvis Ansigt var en Sol, hvis Haar var klar som Guld,
Se, hvor han ligger her forbrændt til Støv og Muld!
De Kvinder silkeklædt, som vare meget kræsen,
Som aldrig vilde gaa, men altid aag’ i Chaisen,
Hvis Legem som en Sol af D iamanter skjøn
Som Dronninger i P rag t og Prydelser frem tren,
Se, hvor de ligger her af Ilden led og hæslig,
Saa sorte som en Mohr, forstegt, ophoven græs’lig!
til deres Hus. Det allerynkeligste er dog, at ingen af de Døde
lindes uskadte, saa at ikke enten Hoved, Arme, Ben eller Laar
er borte og saa vansirede, a t man har h aft største Møje med at
kende sine Egne. Og de, som have undgaaet Ulykken, ere saa
ilde medfarne af Ilden, a t de aldrig kunde forvinde det.“
Over tre Fjerdedele af de Omkomne hørte til Byens fornemste
Slægter og mest ansete Borgerfam ilier. Og i mer end én Fami
liekreds savnes tre til fire Personer. Geheimeraad v. P iessen .
der selv. var i London, da Ulykken fandt Sted, mistede saaledes
sin Hustru og D atter, sin Svigerinde og sin Brodersøn. Kancelli-
raad G ie se og Kammersekretæ r L in c k e r mistede hver tre Børn,
og i Hofapotheker B e c k e rs H u s ligger fire Lig, hans Hustru,
hans to Døtre og en B roderdatter. —
Dagen efter den store Ulykke udgik en kgl. Anordning, hvor
efter det ltundgjordes, at alle de ved Branden omkomne Menne
sker skulde begraves uden Godtgørelse til Kirke, P ræ st og Skole
202