203 / 295
2. AARGANG Nr. 17
FØR OG NU
1
. SEPTEMBER 1916
Slutningen af forrige Aar, Søndagen den 18. December, fandt en
større Højtidelighed Sted ude paa det nye Alm. Hospital, idet
Sjællands Biskop foretog Indvielsen af den til Hospitalet hørende
Kirke og derigennem tillige indviede selve Anstalten. Denne er
et enorm t Frem skridt paa det kommunale Forsørgelsesvæsens Om-
raade. Det gamle Hospital i Amaliegade var i alle Henseender
saa lidet tidssvarende, at man stadig mere og mere m aatte til
stræbe en Forandring; in tet Under, naar man betænker, hvor
gamle Bygningerne nu var bievne.
Og nu er denne Kæmpeflytning bragt til Ende, som i saa lang
Tid lagde Beslag paa Magistratens Embeds- og Bestillingsperso
nale: hele det gamle Almindelig Hospital er nu anbragt i den
store, smukke Anstalt i Nørre Allé, den i sin Tid saa meget om
talte „Jacobis P lan“ har naaet fuld V irkelighed.“
Siden nuværende Borgmester Lehmann i 1892 skrev
denne Redegørelse, har „Almindelig Hospital“ i
Nørre Allé h aft følgende Inspektører: Kan-
celliraad Kruse (til 1905), Carl Lehmann
(1905 —
1 1
) og Chr. Laur. Friis (fra 1911)
sam t følgende Overlæger: Nicolai
Holm (1895—1913) og Herman Ja
cob Bing (1913—16).
A ntallet af Indlagte er i Øje
blikket 1070.
E fterat have passeret den
D u n tz f e l d ts k e Ejendom
standser vi ligefor Frede-
riciagade ved en Gaard,
der har en ikke ubety
delig historisk In ter
esse. I den boede nem
lig, hvad en indmuret
Tavle paa dens Fa
cade kundgør, Dig
terkongen
A d am
O e h l e n s c h l a g e r
ved sin Død i Aaret
1850. Og Stedet har
haft en anden no
tabel Beboer, Over
generalen de Me z a,
hvis Navn en ublid
Skæbne har k n y ttet
særlig til Dannevir-
kestillingens Røm
ning i 1864, en Be
givenhed, for hvil
ken han i den offent
lige Bevidsthed bar
Ansvaret.
E fterføl
gende Tider har ren
set hans Navn og hans
Minde og gengivet ha in
det Renomée, han nød,
somen overordentlig mo
dig og krigskyndig Offi
cer. I sin ypperlige Bog
„E n B r i g a d e a d j u t a n t s
E r i n d r i n g e r “ om taler Ge
neralmajor H. H o lb ø ll ham
paa hædrende Vis og skriver
bl. a.: „Vi beundrede de Meza,
fordi han havde tag et det Ansvar
paa sig at rømme Dannevirkestillin-
gen, uden at tage Hensyn til at Fol
ket neppe straks vilde forstaa, at denne
Beslutning var den eneste rigtige. Vi be
undrede ham, fordi han, da Meldingen om Til
bagetoget var afsendt til Krigsministeren, lod Tele-
Frederik
grafen afbryde for at forhindre, at han fik Ordre til
at blive i Stillingen. Vi saa i de Meza en Mand, der vidste,
hvad han vilde og vidste a t udføre sin Vilje uden at se til
højre eller venstre, uden at se opad eller nedad — kort sagt en
M a n d ! Og vi beklagede i højeste Grad, a t Krigsministeren
havde kaldt denne General bort fra Hæren“. — —
Vi er nu naaet til A m a lie n b o r g P la d s , et a,f vor Bys minde
rigeste Punkter, hvis Historie vi vil forsøge at rekapitulere for
vore Læsere.
For at kunne give en fyldestgørende Beskrivelse af Amalien
borg Slots Tilblivelse og Skæbne gennem Tiderne maa vi søge
tilbage til Kong Frederik den 3dies forfængelige og pragtelskende
Dronning, S o p h ie A m a lie , der udenfor Vesterport om trent paa
den Grund, som nu indtages af Tivoli, havde ejet sin egen „Lyst
have“, der tidligere havde tilhørt G ø d e rt B ra em , men som i
Aaret 1650 var købt af H a n n ib a l S e h e s te d , der galant for
ærede den til Hds. Majestæt. Under Københavns Belejring var
Haven im idlertid bleven ødelagt, saaledes at der af Herligheden
kun var tilbage nogle firkantede Fiskeparke, som endnu i mange
Aar blev henliggende i en meget forsømt Tilstand, idet der nem
lig i Mellemtiden udenfor Østerport paa Terrænet for Enden af
Sortedamssøen var bleven anlagt et kongeligt Fiskehus med til
hørende Damme, af hvilke „ A g g e rs b o rg S ø “ , som vi under
Omtalen af Classens Have og Rosenvænget baade har om talt og
afbildet, var en sidste Levning.
Man kan let forklare sig, at Dronningen kunde ønske at faa
sin Lysthave Hyttet til et sikrere Sted indenfor Voldene, og hun
besluttede sig da til at indkøbe en Del af Haverne udenfor gamle
Østerport, det vil sige Grundene i Strandstræde og den „brede
Gade“. Som Mellemmand ved denne Handel optraadte Kongens
højtbetroede Kammertjener J a c o b P e te r s e n , der paa Grund af
denne Kommissionsforretning, der sagtens ogsaa har kastet rige
ligt af sig, er bleven nævnet som en betydelig Grundejer i dette
K varter af Byen.
Da Dronning Sophie Amalie havde bragt sit Køb i lykkelig Or
den, og de Vaaninger, der laa i Vejen for Anlæget, var bleven
fjernede, galdt det selvfølgelig om at paaskynde Opførelsen af
Hovedbygningen, eller, som det hed, det „store Lysthus i Haven“.
Fra 1667 til 1673 ses Arbejdet at skride godt frem, og
i det sidstnævnte Aar, da Kirken indvies, staar
„Lysthuset“ da ogsaa nogenlunde fæ rdigt i
det Ydre, medens der fremdeles arbej
des videre paa det Indre, der paa
Grund af Omstændighederne paa
kræver større Omhu og Agt i Ud
førelsen end fra først paaregnet.
Sagen er nemlig den, at Sophie
Amalie i Mellemtiden er ble
ven Enke, og den Bygning,
der fra Begyndelsen kun
har været bestemt til ko rt
varige Ophold — som f.
Eks. Rosenborg Slot —
nu maa indrettes saa
ledes, at den kan tjene
som fast Bolig. Deraf
fulgte, at man be
standig ser sig nød
saget til at forandre
og ombygge. Helt
færdigt, i Ordets
strengeste Forstand,
blev det første Ama
lienborg vistnok a l
drig.
Slottets Beliggen
hed ud mod Søen
og med den tilhø
rende store Have
foran sig, illustre
res tydeligt gennem
en Beskrivelse af en
Hoffest, som afhold
tes den 5. Oktober
1676. I denne Be
skrivelse hedder det
nemli
g,
at „Deres Maje
stæ ter tilligemed Prins
Georg og andre fyrste
lige Personer om Aftenen
var Gæster hos Hds. Maj.
Enkedronningen. Som de
droge derhen Klokken 7
blev fyret Skud af den „nor
ske Løve“, som var behængt
med 1500 Lygter, tilligemed tre
andre Skibe. Hds. Maj. Have og
Slot var med Æ reporte og mang
foldige Lys vel stafferede, Banketten
ogsaa meget prægtigt, og der Maaltidet
var gjort, blev et stateligt Fyrværkeri an
tændt. Dette varede til Klokken 10 om Aftenen,
n Femte.
da Hs. Maj. drog til Slottet igen, hvor paa Vejen udi
alle Gader Lys var tændte udi Vinduerne.“
Det vilde jo føre altfor vidt, om vi gav en fuldstændig Redegø
relse for Sophie Amalienborgs Udseende og Indretning. Vi vil
kun anføre nogle Enkeltheder.
Terrænet hegnedes mod Syd, og ved Bredgade mod Vest, af
Plankeværker. Langs den nuværende St. Annaplads’ Nordside laa
en Række Smaahuse. der tjente til Opholdssted for Dronningens
Livgarde, og langs Udkanten af hele Slotsterrænet stod 19 Ege
pæle med Lanterner nedrammede. Foran Slottet var plantet flere
Rækker Lindetræer.
Som en Kuriositet kan vi med Hensyn til Slottets Indre anføre,
at man allerede for halvtredjehundrede Aar siden har haft For-
staaelse af en „Elevator“s Velsignelser, idet der forefandtes et
Elevatorrum, der var forsynet med en „broderet, opfarende Stol“,
og som førte op gennem hele Huset til Pavillonen paa Taget.
Saadanne Stole fandtes forresten ikke blot her men ogsaa. paa
andre af Datidens Fyrsteslotte, f. Eks. paa Københavns Slot.
Eleonora Christine U lfeldt skriver saaledes i „Jammersmindet :
„I dette Aar, 1684, saa jeg Enkedronningen falde ned af den Stol,
hun hidses op med til Kongens Gemak. Stolen løb a,f Tridserne
for hastigt ned, saa hun faldt næsegrus og stødte sig paa
Knæerne“.
For at give vore Læsere et Begreb om Værelsernes Udstyr, kan
197