53 / 295
2. AARGANG N
r
4
FØR OG NU
15. FEBRUAR 1916
Bagved den nye Kirkebygning og sammenbygget med denne
opførtes nu en Bygning, der udelukkende skulde forbeholdes
A rrestanter og da særlig fornemme Militærpersoner.
I Sommeren 1726 var denne nye Fængselsbygning færdig, og
dette Aarstal staar den Dag idag a t læse over Indgangen, der
vender ud mod Volden. Den sydlige Del af Bygningen benyttedes
udelukkende som
Statsfængsel, i den
nordlige Del indkvar
teredes Slaverne. Til
at varetage Opsynet
ansattes en saakaldet
Stokmester og en
Stokkeknægt.
Stokmesterens In
struktion indeholdt 29
Punkter, hvoraf liere
er gode at faa For
stand af.
Navnlig
Punkt 8, der bestem
mer, a t Arrestdørene
skal være laasede, er
ikke uden Humor. In
teressant er Punkt 10,
der indeholder Be
stemmelser om, hvor
ledes Opsynet har at
forholde sig, naar Ar
restanterne skal over
være Gudstjenesten,
hvilket bekvemt lod
sig arrangere, idet
Arresterne, som ovenfor nævnt, var sammenbygget med Kirken.
Ud for hver enkelt Arrest var der en lille Aabning i Muren
ind til Kirken, der gjorde det muligt, at Fangen, uden selv at
blive set, kunde deltage i Gudstjenesten, og da der fra Kirkens
Pulpiturer var Adgang til disse Aabninger, er det ikke urimeligt,
at man havde forudset, at der kunde udvikle sig en livlig Kom
munikation mellem Fangerne og de mere regulære og skikkelige
Kirkegængere. Det var derfor en af Stokmesterens fornemste
lnstruxer, a t han under Kirkegangen
skulde have et vaagent Øje med, at
der ikke i Aabningerne blev henlagt
mistænkelige Genstande, Instrum en
ter, der kunde benyttes af Fangerne
til Udbrud, — Brevskaber, osv. osv.
Punkt 12 i Instruxerne er heller
ikke ueffent. Det paabydes i den, at
naar der om V interen udleveres Ild-
tænger til A rrestanterne, m aatte disse
„ikke være spidse, men forsynede
med en rund Knop“. Ogsaa Punkt
14 er godt, hvori det siges, at Bræn
det om V interen leveres af en Ge-
frejter fra Vagten, og at Stokmeste
ren skal passe paa, at Gefrejteren
ikke benytter sig af Lejligheden til
at forsyne sig selv og sin Familie.
At den honnette Ambition, som
Holberg paa de Tider havde et godt
Øje til, ogsaa har faaet Indpas i Ka
stelsfængslet, fremgaar af Oplysnin
gen om, a t Stokmesteren senere lod
sig kalde Justitssergenten, hvilken
pragtfulde T itulatur omsider endog-
saa forskønnes til Kaptejn-Vagtme-
steren eller Vagtmester-Løjtnanten!
Blandt de Fanger, som Skæbnen
viste den tvivlsomme Ære at være de
første, der indviede det nye Fæng
sels Æra, indtager Englænderen Jo h n
N o r c ro s s en Særplads, ikke blot paa
Grund af hans Forbrydelses K arak
ter men ogsaa fordi han forstod at
give Fængselsopsynet noget a t be
John Norcross i Buret.
stille. Han var en meget livlig Fange. — John Norcross var født
i England 1688 og deltog som Kaperkaptajn i den store nordiske
Krig paa svensk Side. Han havde i 1718 udkastet en Plan til at
føre Kronprinsen, den senere Christian den 6te, som Fange til
Sverig. Forsøget mislykkedes, han blev selv tag et til Fange og
anbragt paa Bremerholm, hvor han snart efter viste sin livlige
F antasi ved et snildt
udspekuleret
F lugt
forsøg.
Nogle Aar senere
dukker han paany
frem i Danmark, hvor
han tilbyder Frederik
den 4de at tage P e
ter den Store af Rus
land til Fange. Kon
gen afslaar det ge
nerøse Tilbud, forvi
ser ham fra Landet og
lader ham underskrive
en Erklæ ring om for
bestandig at holde sig
udenfor dansk T erri
torium.
Mr. Norcross vender
ikke destom indre et
Par Aar senere tilbage
til København og har
endogsaa den utrolige
Frækhed at melde sig
paa Frederiksberg Slot
for at faa Kongen i
Tale. Han bliver im idlertid strax genkendt og sat i Arrest, først
paa Hovedvagten, senere i Kastellet.
E fter at have siddet syv Uger i Kachotten lykkes det ham at
flygte. Man kan paany ikke undlade at beundre hans Opfind
somhed og Fantasi.
Han har faaet indkøbt en Skinke med et godt Skankeben, som
han ved Hjælp af en itubrækket Sax tilspidser. Med Skanke
benet, Saxen og Foden af sin Brix som Værktøj faar han Muren
gennembrudt, sprænger derpaa en Dør
i Etagen ovenover, arbejder sig i Løbet
af fire Timer gennem Ydermuren og
hejser sig ved Hjælp af en Strikke,
som han har snoet af sin Sengehalm,
ned paa Jorden, hvorefter han svøm
mer over Kastelsgraven til Langelinies
Pynt, og derfra ivæ rksæ tter han sin
eventyrlige Svømmetur til Hveen og
herfra til Sverig. Man maa sige, at
det er godt gjort! E fter denne K raft
produktion er man næsten tilbøjelig
til at glæde sig over hans Frihed. Men
den varede kun kort. Nogle Maaneder
efter genkendes han i Hamborg og
sidder paany i sit gamle Fængsel i
Kastellet, hvor der nu tages skarpere
Forholdsregler mod ham.
Selvfølgelig pønser han bestandig
paa at bryde ud, saa meget mere som
hans sidste Dom lyder paa livsvarigt
Fængsel. Og paa et hængende Haar
var det nær lykkedes ham. Fra Tid
til anden havde han skaffet sig rige
lig Forsyning af Olie og Sæbe, og en
tidlig Morgen indsmører han sit Le
geme dermed, og idet Justitssergenten
viser sig i hans Dør, slaar han ham
ned, naar over Volden og kaster sig
i Voldgraven, hvor Skildvagten netop
kommer tidsnok til at nappe ham.
E fter dette Flugtforsøg beordrer
Kongen, at Norcross skal sæ ttes i et
Bur af Egeplanker, lænket -til en Jern
stang, saaledes at han fra nu af be