51 / 295
2. AARGANG N
r
. 4
FØR OG NU
15. FEBRUAR 1916
Æra, og dette første Udslag af den nye Regeringsform var just
ikke velset af Befolkningen, og det fortælles, at Heinrich Riise
endog havde gjort sig saa forhadt, at han mærkede sit Liv efter
stræbt. Man havde baade fra gejstlig og borgerligt Hold gennem
D eputationer forsøgt at faa Kongen til at afstaa fra det pompøse
Anlæg. Man havde kunnet spare sig Ulejligheden. Kongen blev,
sin K arakter og V iljestyrke tro, ved sit Forsæt.
K astellet har ikke endnu fundet sin egentlige Historieskriver,
men Hr. V ic to r K ro h n har i „Historiske Meddelelser om Kø
benhavn“ baade interessant og dygtigt skildret en enkelt Side af
Kastellets Fortid og rige Minder — den Rolle, det har spillet
som Statsfængsel — netop den Side, som vi her ønsker at skildre
for Læserne af „Før og Nu“, og som umuligt kunde forbigaas
under Redegørelsen for vore Fæstningsværkers Historie.
Selv om Kastellet i sine første Aar vistnok neppe har fungeret
som Fængsel, var det dog som Helhed nærmest at betragte som
saadant. Det var utilgænge
ligt. Først efter skarpe Kryds
forhør af talrige Skildvagter
og efter at have passeret
Vindebroer og Porte kunde
man opnaa Adgang. Og i de
paafølgende Aar skærpedes
endda S ikkerhedsforanstalt
ningerne. Sagen var jo den,
at Kongemagten efter Re
geringsforandringen følte sig
vaklende i Sadlen, ikke mindst
overfor den halstarrige Adel,
der måaske i Stilhed pønsede
paa ved et Kup at genindføre
de gamle Tilstande.
Man
kunde aldrig vide det.
Ogsaa af Hensyn til det
paa Kastellet internerede
Mandskab var det nødvendigt
at give det nyopførte Fæ st
ningsværk K arakteren
af
Fængsel.
Det var jo for
Størstedelen hvervede Folk,
paa hvem Pligterne overfor
Fædrelandet just ikke vir
kede med særlig Styrke, og
som man derfor m aatte be
handle med Strenghed. Flugt
forsøg hørte ikke til Sjelden-
hederne, og tiltrods for de
barbariske Straffe, der ven
tede Desertørerne, lod disse
sig ikke skræmme, særlig ved
V intertid, naar de tilfrosne
Voldgrave begunstigede deres
Forehavende. Man udsatte store Pengebelønninger for dem, der
angav et Deserterings-Komplot, selv om vedkommende Angiver
var Deltager i Komplottet. Omvendt fik den, der undlod at an
give et planlagt Flugtforsøg, strax skaaret Ørene af sig og yder
ligere straffet med den behagelige Udsigt til „auf Zeit seines
Lebens auf dem Bremerholm in Eisen zu gehen“.
Saa snart Voldgraven ved V intertid blev tillagt, var man øje
blikkelig parat til Isning. Og manfaar etlevende
Indtryk af,
hvor megen Vægt der laa paa
denneSag,naarmanerfarer, at
den Dag, Isen var stærk nok til at bære sin Mand, udhuggedes
der en lille Isblok, der under en højtidelig Ceremoni blev den
ældste af Regimentscheferne overrakt, hvorpaa den bragtes videre
for at præsenteres selve Kommandanten!
Kastelsfængslet, — — dette Ord er for de fleste Danskes Be
vidsthed sammenvoxet med Navnet P e d e r G r if f e n f e ld , der vel
ikke helt var uden Skyld i den haarde Skæbne, der ram te ham,
da han var stegen til Magtens Tinder. Han legede uforsigtig
med sin Konges Taalmodighed, handlede ofte hovmodigt og egen
sindigt, som om han selv var Majestæten og ikke hans under
danige Tjener. Hadet og Misundelsen over hans næsten exem-
p'elløse Held har vel besørget Resten.
Paa Vejen til Drabantsalen paa Københavns Slot blev Griffen
feld, i Marts 1676, erklæ ret for A rrestant af Livgardens Chef,
Generallieutenant A re n s to rf, og ført over i Bibliotheksbygningen,
som Frederik den 3. havde opført, og hvor det kongelige Biblio-
thek har været installeret indtil 1906. Senere paa Dagen blev
han under streng Eskorte bragt ned i en Baad i Tøjhushavnen
og ført som Fange til Kastellet. Dommen lød paa Fortabelse af
Ære, Liv og Gods.
Hans Ophold i Fængslet var hans høje Stand værdigt. Det for
tælles, at han blev behandlet med skyldigt Hensyn, a t han f. Ex.
sad til Bords med Kommandanten, og at hans Forplejning var
mer end rigelig. Ligeledes var det ham tillad t a t beholde sin
trofaste Kammertjener, Jens Friis, omkring sig. Til hans aande-
lige Behov var baade Helligaandskirkens Sognepræst, E s a ia s
F le is c h e r , og Magister M ik k e l H e n r ik s e n fra Nikolaj Kirke
stillet til Raadighed, og det var maaske under Indflydelse af disse
to Præ later, at han to Dage, før hans Henrettelse skulde foregaa,
med sin D iamantring skrev
det bekendte angerfulde Vers
paa Fængselsruden:
Da Verden blev mig vred,
da læ rte jeg at kende
For Alvor først min Gud, mig
selv, min Ven, min Fjende.
Min Fjende var mig gram,
min Ven var svigefuld,
Jeg selv var skrøbelig, Gud
blev alene huld!
Griffenfelds Dom var haab-
løs. Han skulde degraderes
fra Grevestanden, miste Gods
og Formue, og naar hans
Vaaben, Hjelm og Skjold
var sønderbrudt af Bødlen,
skulde hans Person overleve
res til Skarpretteren, „som
ham paa tilforordnet Sted
skal ham Hovedet afhugge
og fra Livet til Døden hen
rette, saadant ham til ved-
børlig S traf og Andre til et
afskyeligt og eftertænkeligt
Exempel“.
Aftenen før Exekutionen
skulde foregaa i Kastellet,
blev hans Ligtøj og hans Ki
ste sendt derud. Tidlig næste
Morgen blev han berettet og
førtes derpåa af de to P ræ
ster til R etterstedet, der
rimeligvis har været anbragt
lige udfor den nuværende
Kommandantbolig. Bøddelen var nylig død, og Enken forestod
derfor Exekutionen og havde engageret Natmanden Jørgen til at
udføre Henrettelsen.
Med høj og tydelig Stemme udtalte Griffenfeld, at han døde
uskyldig. Han havde aldrig forraadt hverken Konge eller sit
Fædreland. D erefter tog Jørgen hans Vaaben og sønderbrød det,
idet han sagde, at Griffenfeld havde m istet sin Ære, og at hans
Navn fra nu af var S c h u m a c h e r som før. Bøddelens Kone
henvendte derefter en Forespørgsel til ham gennem Magister
Mikkel, om han ønskede sine Øjne tilbundne, hvortil han svarede
et kort Nej, idet han aftog sin Paryk og bad Natmanden hugge
dristigt og has.tigt til med sit Sværd, naar Øjeblikket om lidt
kom. Saa bad han med foldede Hænder en kort Stund, hvorpaa
han knælede ned paa den lille Forhøjning af Sand, der var dæk
ket af et sort Klæde med Silkekvaster i Hjørnerne.
Da kom det dramatiske Øjeblik, som man sikkert erindrer,
naar man blot en Gang har hørt eller læst derom: Natmanden
løfter Sværdet og skal netop til at føre det dræbende Hug, da
Generaladjudanten raaber „Holdt — der er Pardon!“ Griffenfeld
har neppe K raft til at rejse sig, Præsterne griber ham under
Armene og hjælper ham. Han synes ikke overvættes lykkelig
ved Tanken om at skulle beholde Livet, nu da han gatiske har
Griffenfeld.
47