47 / 295
2, AARGANG N
r
, 4
FØR OG NU
af Andre end de udsendte V agtpatruljer. •— fit lystigt Fugleliv
var der i Glaciset. Alle vore danske Sangfugle, med Nattergalen
som øverste Musikant, trivedes udmærket her, hvor Ingen vovede
at sæ tte Snarer for dem. Og i Stadsgraven slog Fiskene hvert
15. FEBRUAR, 1916
Syn af en Mand, der i Tillid til Stedets Ensomhed havde hængt
sig i et Træ. Og saa nyttede det ikke, at man hidkaldte Vagten.
Subordinationens P ligt føltes dengang dybere, og det er ialfcfald
flere Gange hændt, a t Skild vagten har krævet, at Sagen først
K a s t e l le t : U dsigt igennem Sj æ 11a n d s p o r t e n til V agthuset udenfor, som laa paa Ravelinen ved Indgangen til Sm edelinien. Efter Akvarel af Arkitektur
m aleren, Prof. C. V. N ielsen.
Øjeblik Ringe i Vandets Overflade, men de m aatte vogte sig
for deres fødte Fjender, Odderne, der laa paa Lur efter dem
under de tæ tte Løvhang, der hvælvede sig udover Skrænterne.
Foruden de om talte Skildvagter traf man sjeldent levende
menneskelige Væsner. Derimod kunde man, som en gammel Ven
af mig har fortalt, ikke saa sjeldent møde det mindre hyggelige
burde meldes for Kommandantskabet, inden Manden m aatte skæ
res ned, hvoraf dén ligefremme Følge var, at man kunde være
vis paa, at han var fuldkommen død, naar alle Form aliteter var
rigtigt bragt i Orden.
Respekt for Autoriteten var et Begreb, man i de Tider ikke
kom udenom. Og man holdt ikke af at tage sig selv til Rette.
48