58 / 188
udskrivningen blev hun hentet til forhør
på politistationen. Hun var mistænkt for
igen at lide af syfilis og endnu værre, at
have erhvervet sig sygdommen ved at er
nære sig ved prostitution. Mistanken var
grundet i hendes foregående indlæggelse
samt det faktum, at hun havde haft et
barn i pleje, der nogle måneder tidligere
var død af syfilis. Alvoren i politiets for
nyede interesse for Marie blev forstærket
af, at hendes dengang tre år gamle barne
barn, Dagmar Hallstrøm, netop var blevet
indlagt med sår om munden og erklæret
smittet med syfilis. Hvordan Dagmar var
blevet smittet, nægtede Marie at have
nogen mening om.5 Hun selv var rask og
Dagmars moder, Maries ældste datter, li
geså. Da Marie ved den efterfølgende læ
gevisitation viste sig ikke at fejle noget,
fik hun lov at gå.
Ved forhøret på stationen blev grund
trækkene i Maries liv noteret. Hun var
født den 10. oktober 1803 i Hillerød. F a
deren var kontorist, mens moderen stod
opført som hustru. Marie voksede op i
Nordsjælland, men blev konfirmeret i
Lentofte ved Nakskov. Umiddelbart der
efter kom hun til København for at tjene.
Hun tjente mange forskellige steder over
en periode på 16 år, inden hun i 1833
ægtede skomagermesteren Johan Chri-
stinus Wahrendorff. Med ham fik hun to
døtre, inden han døde i 1848. Efter to år
som enke giftede den 47-årige Marie sig
med smedesvenden Johannes6, der forlod
hende efter 13 års ægteskab for at arbejde
på landet. Marie mistede kontakten med
ham og lod sig igen opføre som enke.
Det samme overgik Maries ældste dat
ter, der i 1858 var blevet gift med drejer
svenden Edvard Ferdinand Hallstrøm.
Efter syv års ægteskab flyttede han til
et ukendt sted og efterlod hende og de to
børn, sønnen William på fem år og dat
teren Dagmar på næsten to. De flyttede
derefter sammen med Marie. I husstan
den levede også Maries yngste datter, der
var krøbling.
E t skjul for al slags elendighed
430 kubikfod luft
De tre kvinder og to børn boede på det
tidspunkt i et lille værelse i Peder Mad
sens Gang nr. 3 på 3. sal. Ejendommens
forhus havde fire etager med ni små lej
ligheder, der husede 37 voksne og 10
børn. Baghuset havde tre etager, hvoraf
kun stuen blev benyttet. Her var indret
tet stald til mellem 20 og 26 køer7 samt
pakrum til opbevaring af materialer til
brændevinsbrænderiet i naboejendom
mens baghus.8 Køerne spiste affaldspro
dukterne (bærmene) fra brænderiet, og
kølevandet fra brænderiet skyllede køer-
nes møg ud gennem porten til Peder Mad
sens Gang. Her flød det langsomt gennem
den åbne rendesten. Sidst på året 1866
blev brænderiet dog nedlagt og lavet om
til boliger. Uden vand til at skylle møget
væk, henlå det i gården til endnu større
gene for de mange beboere i de nærlig
gende ejendomme.
I kildematerialet angives ikke, hvad
der skete med Marie Andersen, hendes to
døtre og børnebørnene fra 1866 til 1871.
Men sikkert er det, at Marie og børnebør
nene flyttede over på den anden side af
gaden til kvistværelset i nr. 4, hvor både
fattigforstanderen og distriktslægen kom
på besøg i slutningen af maj 1871.
Ferdinand Ulrik skrev næste dag til po
litiinspektør Petersen om besøget: ”Men da
hele Rummet næppe indeholder 600 Kubik
fod og da der hersker et græsseligt Svineri,
er jeg så fri at henlede Deres Opmærksom
hed på dette Tilfælde hvor det forekommer
mig, at der i Henhold til Tillægget til Sund
hedsvedtægten kunde være Anledning til at
fjerne den stedsfindende Overbefolkning”.
Efter den opfordring kom to betjente fra
Sundhedspolitiet forbi næste morgen med
55