60 / 188
blev udskrevet fra hospitalet, men hvad
der siden skete med ham og søsteren Dag
mar ved jeg ikke.
’’Skjul for al Slags Elendighed”
Peder Madsens Gang blev opført omkring
1630 i Christian 4 .s regeringstid. Den
var en af flere smalle gader, hvoraf andre
kendte var Nissegangen, Didrik Badskærs
Gang, Prammandens Gang, Trompeter
gangen, Peder Rohdes Gang, Malerens
Gang og Smedens Gang.9 Alle var de op
ført efter det samme mønster med mange
lejemål presset sammen på lidt plads og
ofte med ulovlige tilbygninger på baghuse
ne. Lejlighederne var små, hvilket gjorde
sig gældende for en stor del af byens bo
ligmasse. I 1600-tallet var det almindeligt
at bygge små etværelses lejligheder, der
sjældent var på mere end 20 m2. De blev
opført til mindrebemidlede familier, og det
var ganske almindeligt, at flere lejligheder
delte køkkenfaciliteter.10
Peder Madsens Gang blev aldrig berørt
af de omfattende brande og bombarde
menter, der udslettede store dele af den
øvrige ældre boligmasse i kvartererne i
den indre by. Området omkring gaden for
blev derfor intakt, hvorimod der i de ned
brændte områder blev bygget nye boliger.
Lejlighederne i de nyopførte huse, også
kaldet ildebrandshuse, var på to værelser.
I forhusene var de omkring 40 m2 store, i
baghusene var de noget mindre.11
Forholdene i de gamle, smalle, tætbe-
boede gader var kummerlige. Den snævre
Peder Madsens Gang med de faldefærdige
huse stødte op til byens fornemme hoved
strøg, Østergade, hvor der var en vrimmel
af mennesker fra morgen til aften. I fysisk
forstand var befolkningen i Peder Madsens
Gang kun et blik væk, men i social forstand
var der langt til de spadserende på Strøget.
De forbipasserende kunne kaste et blik ind
på den mørke gade og forestille sig livet
derinde.12 Det var forestillinger, de kunne
få bekræftet i byens liberale aviser, f.eks. i
Fædrelandet, hvor en skribent den 14. juli
1871 beskrev Peder Madsens Gang som:
’’Skjul for al Slags Elendighed, Armod og
Snavs, for Last og Brøde, og et Brændpunkt
for fysisk og sædelig Smitstof (...) Ligesom
der er Dyr, hvis Instinkt anviser dem Dynd,
Møddinger, Aadsler og anden Uhumskhed
til Opholdssted, saaledes er der jo aldeles
ingen Tvivl om at der er Mennesker, med
hvem det Samme er Tilfældet. Befolknin
gen i Peder Madsens Gang, Husværter som
Lejere, vilde, forjagne ved Expropriation el
ler frivillig fortrukne derfra, ikke søge det
Lys og den Luft, som ’’Dbgbl.” [Dagbladet]
i sin Menneskekjærlighed vil anvise dem;
men de vilde søge andre Kroge og Huler,
hvor de findes, og vrage hine Goder; fordi
man blev af med Gaden, blev man ikke af
med Befolkningen og dens Maade at leve
paa, men den kom i det Højeste til at leve
under en lille Smule bedre Forhold, og
bedst er det vistnok i hvert Fald ogsaa, at
den spredes”.
E t skjul for al slags elendighed
Et sygdomsfokus
Om ’’pæne” mennesker virkelig kendte til
forholdene i gaden kan betvivles. En af de
bedrestillede borgere, der gjorde, var den
tidligere omtalte distriktslæge Ferdinand
Ulrik. Foruden at være læge var han også
politisk og socialt engageret. 1 1865 stiftede
han den første kooperative byggeforening i
Danmark, Arbejdernes Byggeforening, der
bestod af arbejderne fra B&W-værftet. End
videre sad han i Borgerrepræsentationen
1867-73 og i byens sundhedskommission
1868-87. Alle steder arbejdede Ulrik for en
forbedring af byens dårlige boligforhold.13
I 1871 fik han trykt artiklen ”Kan Peder
Madsens Gang betragtes som et Sygdoms
Focus her i Staden?” i kollegaen Emil Hor-
57