66 / 188
E t skjul for al slags elendighed
sivede ned i jorden og inficerede kældre
og brønde, mens der bredte sig en stank
i de lukkede gårdsrum. Omgivet af de tre
til fire etager høje huse fungerede baggår
dene i Peder Madsens Gang som skakter,
hvor luften stod stille. Mange lejlighe
der havde vinduer ud til disse baggårde,
og ikke mindst om sommeren må lugten
have været stram.
Men ikke kun Peder Madsens Gang
havde problemer med stank. Hele Køben
havn døjede med det mangelfulde renova
tionssystem, hvor latringruberne dunste
de. Også kloaksystemet var forældet og
kunne ikke rumme udledningen af spilde
vand fra de mange husholdninger og in
dustrivirksomheder, som lå inde i byen.28
Selvom københavnerne i 1870 var vant til
at byen stank, har spildevandet fra krea
turholdet, affaldet fra husholdningerne,
de mange mennesker samt den tæ tte be
byggelse alt sammen bidraget til, at stan
ken i Peder Madsens Gang må have været
ud over det sædvanlige.
Overbefolkning og sygdom
”Det er en Selvfølge, at en saadan Befolk
ning i høi Grad maa være hjemsøgt af
Sygdomme; thi Armod og Nød, en haard
Kamp for Opholdet og dertil et overfyldt,
usselt Hjem i en fordærvet Atmosfære
svække i høi Grad Individets Modstands
evne, saa de fleste mere eller mindre lig
ge under for de skadelige Paavirkninger,
som de alle ere udsatte for”.29
Sådan skrev Ferdinand Ulrik om be
folkningen i Peder Madsens Gang og un
derstregede dermed, at fattigdom ikke
kun var et økonomisk og socialt problem,
men også et fysisk. E t liv med hårdt arbej
de, tæt samliv i små rum og uden fast og
stabil ernæring betød, at mange menne
sker var underernærede, fysisk svækkede
og mere modtagelige for sygdomme.30 I
gaden florerede flere forskellige sygdom
me, og børnedødeligheden var markant
højere end i andre dele af København. Om
nogen, prægedes beboerne her alle af fat
tigdommens kendetegn.
De to farligste epidemiske sygdomme
var kolera og tyfus og rapporterne fra
Peder Madsens Gang viser, at der ved så
danne sygdomstilfælde blev fulgt en fast
procedure:31 Når fattigforstanderen eller
distriktslægen konstaterede et sygdoms
tilfælde, blev den eller de syge straks ind
lagt. Derefter blev Sundhedspolitiet kon
taktet. Betjentenes opgave var at tømme
lejligheden, hvor smitten var opstået.
Ofte blev også de andre lejligheder på
samme sal tømt, og de fleste af beboerne
blev sammen med deres ejendele midler
tidigt anbragt i Ladegårdens særlige hus-
vildeafdeling.
Selve opholdet på Ladegården blev ad
ministreret af Magistratens 3. afdeling,
mens overflytningen af ejendelene var po
litiets område. Når det i enkelte tilfælde i
rapporterne er anført, at beboerne har ta
get ophold på et ukendt sted, hænger det
sammen med, at overflytning til Ladegår
den medførte indskrivning som fattiglem.
Mange af beboerne i Peder Madsens Gang
fik allerede offentlig støtte. De der hidtil
havde undgået denne sociale devaluering,
ville gøre meget for at bibeholde den frie
status og fandt derfor selv et andet op
holdssted.
Efter rømningen blev lejlighederne
desinficeret ved ’’Chlorrygning”. Sengetø
jet eller ’’Sengklæderne”, som de kaldtes i
rapporterne, blev sendt til dampdesinfice
ring på Almindelig Hospital, hvor der var
en dampdesinfikationsanstalt. Hvis der
ikke fandtes noget sengetøj blev halmen
og de klude, hvor folk havde sovet, smidt
væk. Herefter skulle lejligheden typisk
stå tom i 14 dage til udluftning, og eje
ren skulle hvidte murværket samt lade
træværket rense og oliere. Så kunne be-
63