72 / 188
E t skjul for al slags elendighed
beboersammensætningen på et givet tids
punkt.45
Værdigt og uværdigt trængende
De fleste af beboerne i Peder Madsens Gang
modtog offentlig fattighjælp og en mindre
del modtog hjælp fra en privat understøt
telsesforening. ^Understøttelsesforeninger
ne var blevet udbredt, siden præsten Jo
han Holck oprettede den første på Christi
anshavn i 1866.47
Holck deltog ivrigt i debatten om vær
digt og uværdigt trængende.48 En debat,
der delte mennesker, som ikke kunne
klare sig selv økonomisk, op i to grup
per. Værdigt trængende var mennesker,
som syntes at have vilje til at ændre de
res situation. Men en fremtid uden armod
ville de kun få, hvis de tillagde sig gode
dyder som ædruelighed, sparsommelig
hed, arbejdsomhed og nøjsomhed. Uvær
digt trængende var mennesker, som blev
hængende i dyndet og måtte benytte det
offentlige systems tilbud.
Holck argumenterede bl.a. for, at et
usselt hjem ikke kun var udtryk for fat
tigdom, men ligeledes skyldtes husmode
rens ’’Mangel paa Sands for Renlighed og
Orden”. En kvinde, der ikke kunne holde
hus, var ikke værdig til at modtage hjælp
fra den private forening, fordi hun formo
dentlig blot ville spilde sin understøttelse
på sold.49
Denne skelnen mellem værdige og
uværdige fattige findes også hos Ulrik og
er eksemplificeret i hans tidligere citere
de syn på pantsætning. Pantsætning var i
Ulriks perspektiv et udtryk for manglen
de evne til at se frem i tiden og kalkulere
med vanskelige tider.
Spørgsmålet er om befolkningen i Pe
der Madsens Gang overhovedet havde
ressourser til at være fremadskuende.
Meget peger på, at deres økonomiske si
tuation kun muliggjorde en ren overlevel
sesstrategi. At tænke på fremtiden kræ
ver både et fysisk, socialt og økonomisk
overskud. Når livet primært handlede om
overlevelse, var det småt med de fleste
ressourser.
Armod
Det var myndighedspersoner, der afgjorde
hvem som var uværdigt og værdigt træn
gende. Bedømmelsen af mennesker og
deres fattigdom havde grundlag i et per
sonligt skøn og kunne derfor være ganske
forskelligt afhængigt af øjnene, der så.
E t eksempel på det, findes i beretningen
om en begivenhed, der fandt sted i Peder
Madsens Gang.
Søndag den 11. december 1870 skrev en
skribent i Dagens Nyheder en artikel med
titlen ”Dyb Armod”.50Den handlede om en
opdagelsesbetjents jag t på et fruentim
mer mistænkt for ’’Bedrageri med leiede
Klædningsstykker”. Betjenten havde med
hjælp fra stikkere fået oplysninger om
kvindens tilholdssted; ”hun logerede paa
en 2den Bagsal i en af de værste Rønner
i den berygtede Pedermadsensgang”. Be
tjenten allierede sig med en kollega, og
sammen begav de sig ind i ejendommen:
”Der var saa mørkt, at de maatte tænde
deres Blændlygter for ikke at risikere at
brække Arme og Ben paa de faldefærdige
Hønsestiger, hvor et smudsigt Toug traad-
te istedenfor Rækværk. Endelig naaede de
da op til 2den Bagsal, fik den ormstukne
Dør, der hverken havde Laas eller Slaa,
lukket op, og kom ind i et lille mørkt, stin
kende Rum med sprukne Vinduesruder
og aldeles blottet for Meubler. I en Krog
under Vinduet laa et Par Straasække og,
rodet ind mellem dem, tildækket med en
væmmelig Hoben Pjalter og Klude, laa da
det af Opdagelsesbetjentene eftersøgte
Fruentimmer, der ikke engang havde sa-
69