68 / 188
E t skjul for al slags elendighed
boerne atter vende tilbage, om end ofte i
reduceret antal, da sygdommene normalt
krævede sine ofre.
Dunstende fernis og limkogning
De fleste af gadens lejligheder blev brugt
til beboelse. Men der var også næringsdri
vende, hvis virksomheder prægede gadens
hverdag og muligvis også dens omdømme.
I 1871 lå der således fem skænkestuer
eller værtshuse.32 Værtshuset i nummer
14 var ejet af Emil Elias Theodor Ferdi
nand Olsen, der endvidere drev et logihus
i ejendommen med plads til 12 logerende.
Ved folketællingen i 1870 var de alle på
nær én ugifte mænd mellem 21 og 73 år.
Det natlige logi blev betalt pr. dag. Prisen
var otte skilling,33 og de typiske kunder
var arbejdsmænd, tørvesjovere, hjælpere
for fiskerkonerne ved stranden og lignen
de.34 De samme mænd var også en del af
kundegrundlaget for beværtningen.
Flere steder i fremstillinger om Køben
havns historie er det beskrevet, hvordan
logihuse kunne være fyldt til randen,
hvordan der gerne sov flere i hver seng,
og hvordan de logerende endda kunne
betale mindre for at sove stående ved at
hænge i et reb.35 De registrerede logihuse
i Peder Madsens Gang var imidlertid un
der Sundhedspolitiets kontrol, og forskel
lige optællinger fra Olsens logihus tyder
på, at der højst boede 12 ad gangen. E t
natligt logi hos Olsen betød altså en seng
til hver.36
I nr. 16 havde høker Martinus Emil
Søndersøe butik i stuen. Han ejede også
ejendommen og boede selv på anden sal
med hustruen Agnete, parrets to børn, to
tjenestepiger og en logerende. I nr. 11 boe
de pantelåner Theis Dideriksen, hos hvem
gadens beboere kunne supplere deres ind
komst. I 1869 fandtes ca. 160 pantelånere
i København og til distriktslæge Ulriks
store fortrydelse benyttede mange mu
ligheden for en hurtig og kontant gevinst:
”For at tilvejebringe de første Fornøden
heder, bødes der på dette Afsavn ved at
udsætte de få Gjenstande, Familien ejer;
thi Forsynlighed er desværre ej alminde
lig. Det tarvelige Indbo vandrer Styk på
Styk til Pantelåneren, og når Våren kom
mer og Arbejdet atter begynder, så op
tager Indløsningen af disse Gjenstande,
deres Søndagsklæder, Ur, små Kostbarhe
der, ja endog Sengklæder og de fornødne
Arbejdsredskaber, med de påløbne høje
Renter, hver Skilling, der efter Bestridel
sen af de første Fornødenheder kan und
væres af den tarvelige Indtægt”.37
Der var ikke regler for benyttelse til er
hverv eller bolig. Det var derfor ikke ual
mindeligt at lejemål for en tid fungerede
som værksted, for eksempel angivet med
”for tiden Smedeværksted”,38 for derefter
a tter at blive anvendt som almindelig bo
lig. Bolig og værksted kunne også kom
bineres, hvilket ikke var uproblematisk.
F.eks. hos den 59-årige ugifte forgylder
Carl Ludevig Jørgensen, der boede i nr. 22
på 4. sal: ’’Dette Værelse benyttes dels til
Forgylderværksted og dels til Sovekam
mer, trods de mange Dunster de forskj el
lige Fernisser og Liimkogning afgiver i
et Værelse, hvor al Mangel paa god Luft
er tilstede”.39 Dunsterne fra Jørgensens
værksted var også en af de mangfoldige
årsager til stanken i gaden.
Der var også andre håndværkere, som
udøvede deres håndværk hjemme; i nr. 20
boede f.eks. skomagermester Jens Rosen-
berg med hustruen Anna Sofie og parrets
to børn. I samme hus boede en skrædder
mester, og i nr. 8 en sadelmager.
Offentlige fruentimmere
Udover ovennævnte, der på den ene eller
anden måde drev forretning i gaden, var
65