97 / 188
Ja k o b S eeru p
af Saly, og saa kostbart for det Ostindiske
Compagnie.8Vi stod rundt om en temme
lig stor aflang nedhuling, dog kuns lidet
dyb, hvorunder voksstykket stod, med
tyk ler tæt omkring sig, hvorfra gik rør
op, som den gloende metal skulle løbe ned
af, bortsmelte vokset, og igen indtage dets
plads. Der var aparte rør, som dampen af
vokset skulle opstige ved, ligesom og et,
den af metallet borttrykkede luft kunne
opfare ved, etc.
Han viste især et rør, som saa snart me
tallet kom øverst opstigende i samme, saa
var det et sikkert tegn, paa at alt var vel
lykkedes.
Metallet havde alt i mange timer været
gloende, og haft al den varme og gløden
hed i den grad, som det var mulig at give
den. Ovnen var ligefor det omtalte bassin,
hvorfra metallet da kunne flyde lige hen
til rørene, for at nedgaa i samme. Ligefor
inderst i ovnen var en liden dør eller et li
det svagere stykke paa ovnen, som skulle
indstødes, at metallet da kunne igennem
denne aabning løbe til bassinet og rørene.
Dette skulle han selv indstøde, hvortil var
en temmelig svær jernstang, der hvilede
med den inderste ende som i en sele, saa
dybt ned, at den i en lige linie var i lige
direction med stykket, der skulle indstø
de, saa han blot ved at tage i den anden
ende af stangen kunne føre den lige der
til og støde med force. Men da det forme
delst indhuling i gruben til dette svage
stykke var noget mørkt, og for at kunne
træffe paa det rette sted med stangen,
tog han en liden sølvstage med en stump
brændende vokslys i, og satte foran for at
oplyse samme. Alt rundt omkring hvor
metallet skulle komme, saa vel nedentil
som oventil, var i lang tid forud vel ud
tørret, for at afværge endog den ringeste
fugtighed at kunne blande sig med metal
let, men vokset, som straks blev fortæret,
gjorde det ingen skade. Da alt saaledes
var færdig tog han i jernstangen, med en
dog kuns liden zittrende haand, og stødte
adskillige slag paa stedet, hvor metal
let skulle gives luft, men som mig syntes
ikke med megen force. Metallet kom der-
paa vældende ud som en gloende strøm,
dog ikke af stor bredde, men med en klar
hed, pragt og hede som jeg ikke havde set
endnu, uagtet jeg dog havde set kanonstø
berier i Norge, etc.
Dens glans havde nogen ligning med
Solens, saa at mine øjne næppe kunne
taale samme, men jeg iblandt maatte se
bort, som jeg og iagttog gik flere ligele
des. En stor del af den blev vel formind
sket ved at søge ned i rørene, hvorved
voksdampen og luften straks opsteg ved
barmen af deres bestemte rør, men den
formerede sig dog stedse mere og mere i
basinnet, hvorved dens hede og brænden i
ansigtet og øjnene blev saa stærk, at mig
syntes i nogle minutter det var et sandt
helvede, jeg maatte ikke alene vende mig
og gaa derfra saa langt jeg kunne, men
endog holde et tørklæde for ansigt og øjne.
Nogle ville været ud straks, men kunne
ikke tillades for luft og fugtigheds skyld,
førend man saa ende derpaa. Jeg erindrer
den gamle gouverneur Grev Ahlefeldt som
og var der, fandt sig en hob incommoderet.
Der var ellers en anselig højde til loftet,
hvor dampen af vokset straks kunne for
det meste opstige. Ved metallets udbrud
tog det straks den liden sølvplade og det
brændende lys med sig, som det alt sam
men smeltede i et øjeblik. Denne [lysesta
gen] kunne ikke reddes, og saaledes forud
var bestemt til et offer for den. Endelig
kom metallet opstigende til de bestemte
rør, som Gor stedse holdt øje med, og som
til et tegn paa, at alt var lykkes, hvorved
han viste en kendelig glæde. Hans kone
kom straks, fløj ham om halsen og kysse
de ham. Hans folk ved arbejdet, der hav
de vist mere frygt end han, kyssede hans
hænder. Hans venner omfavnede ham, og
vi gratulerede ham alle. Da man for en
94