22 / 249
20
Peter Henningsen
Disse mennesker opfattede sigselv som pæne mennesker — honnette,
skikkelige ellerhvad de nu foretrak atkalde sig— der blot midlertidigt var
kommet iøkonomisk uføre, måske på grund af en hårdhjertet kreditor,
som det f.eks. skete for en af de familier, der ’annoncerede’
i Adresseavisen:
»En borger med familie som er udsat for en hård kreditor, skrider tildet
sidstemiddel atanråbe detædelmodige publikum o m etlån af 50 rigsdaler
imod redelig betaling og sikkerhed. I mangel af hjælp bliver jeg o m
2
dage sat ud af min næringsvej og med kone og børn iden jammerligste
forfatning
«.51
De fattige af skikkelig stand opfattede ikke sig selv som mennesker,
der overhovedet kunne komme ibetragtning tiloffentlig fattighjælp.
Fattigvæsenet og de honnette fattige
Fattigvæsenet fungerede ved hjælp af frivillige pengebidrag og de bøder,
som dømte i byens kriminalretter skulle betale, og som kanaliseredes
videre tilde fattige.Væsenet var blevet skabt foratforsørge de mennesker,
der ellers havde klaret dagen og vejen ved hjælp af tiggeri på gaden eller
ved folks døre. Men tiggeriet blev forbudt i1698, og forbuddet gentaget
og indskærpet i1708, fordi byens fattigkommission ønskede at kanalisere
folksalmisserover tilde virkeligtværdigt trængende, og ikke bare tildovne
slapsvanse, der ikke gad at arbejde
.52
Og de virkeligt værdigt trængende,
dem skulle Fattigvæsenet nok afgøre, hvem var. Det skete ved etgrundigt
forhør, der frem til 1769 afholdtes i Fattigvæsenets hovedkvarter i
Silkegade. Derefter på det nyopførte Almindelig Hospital iAmaliegade.
Ibund og grund repræsenterede Fattigvæsenetdermed de velhavendes
frivilligedonationertilsamfundets dårligststilledeioverensstemmelse med
standssamfundets traditionelle forestilling o m ’værnet’.De, som havde
råd, havde ganske enkelt en religiøs og moralsk pligttilatgive tildem, der
intet havde, men vel at mærke kun til de mennesker, der virkelig havde
hjælp behov. Og hjælp behov, det havde kun de folk, der tilhørtedet noget
flydende begreb ’almuen’.Og almue var de honnette, men ’midlertidigt’
fattige bestemt ikke. Dette befolkningslag var derfor kulturelt afskåret fra
at søge social hjælp hos det offentlige. Hos det offentlige kunne deres
anonymitet hellerikke opretholdes. Det kunne den derimod ved notitseri
Adresseavisen
,indrykket under billetmærke.
En karakteristisk ting ved disse honnette fattiges anmodninger er,
at de altid beder o m lån, aldrig o m almisse. Evt. anmoder de, som den
fallerede købmand Petersen fra Islandsk Kompagni gør det i 1799, o m