Previous Page  135 / 154 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 135 / 154 Next Page
Page Background

12

Kong Christian den Femtes Rytterstatue

Kongens Nytorv

I første Halvdel af det 18de Aarhundrede.

En Tidlang laa „K r i n d s e n “ dybere

end Gaden omkring den, og 2 Trin førte

herfra ned til den, men ved Midten af det

18.

Aa

i sin Glans, begyndte man at omkalfatre

det og greb ind i Havens oprindelige Idé.

Det store velholdte Haveanlæg med sin

frodige Vegetation uden om „ H e s t e n “,

hele Spadserehaven samt „K r i n d s e n s “

Lindetræer blev opgivet, og efter Frederik

den Femtes Befaling fjærnet, fordi Be­

plantningen heromkring saaledes betog

Synet, at man ikke kunde overse Pladsen med dens skønne Bygninger, og den store be­

plantede „ K r i n d s “ havde ogsaa dengang næsten kunnet faa Folk til at glemme Torvets

uregelrette Form.

Stakittet fjærnedes og Træerne blev bortflyttet, en Del anvendtes ved nye Alleers

Anlæg uden for Øster- og Nørre Port, og nogle af „Krindsens“ Træer voxer den Dag i

Dag i Parken ved et sjællandsk Herresæde, hvis Ejer fik dem af Kongen.

Pladsen blev saa brolagt, men ved at „K r i n d s e n“ og Haveanlæget forsvandt, blev

der givet fri Udsigt til det til Hest siddende „Corpus“. Denne Forandring blev dog ikke

til Gavn for Pladsbilledet, thi paa det store Torv maatte Statuen næsten blive helt borte.

Paa kongelig Bekostning var Statuen bleven stærkt forgyldt, og maa have gjort en

skøn og ejendommelig Virkning.

Torvet skulde saa bruges til Garnisonens Exercer- og Paradeplads.

Men at denne Forandring her paa Torvet vakte Fortrydelse blandt Kjøbenhavnerne,

der saae sig berøvet et meget yndet Spaserested, ses af nedenstaaende lille Vers, der fin­

des i Haandskrift i det kgl. Bibliothek:

Et Vers giort, da Kredsen 1749 blev ruineret,

som stod paa Kongens N ye Torv.

I kære Venner, som er vant til at spasere

den smukke Kreds omkring, for der at promenere,

H ø r her en Tidende, som jeg at bringe har:

De nøder os nu til, at vi der A fsked ta ’r.

De har besluttet vist vor Kreds at ruinere,

Soldaterne de skal i vor Sted der spasere.

Vor Sorrig er saa stor, at vi maa sige her:

Men ak, hvad hjælper, naar vor Kreds den borte er.

Ja vi har Aarsag nu os selv at condoleré,

Thi vi kan herimod ej contra protestere.

N u ønsker jeg os da til Bod for denne Skade,

at vi paa andet Sted maa faa ny Promenade.