KøbenhavnskCirkuslivGennem100Aar

151 / 224

123
ud til sin gam le Ven S chumanns Søn A lbert og hans sta r­
tende Selskab for — 30,000 Kroner.
Mere kunde det velsagtens heller ikke nytte at forlange,
da den unge rejsende D irektør selvfølgelig ikke vilde k u n ­
ne gøre større F o rretn ing i en By og i et Lokale, i hv ilket
C irkuskongen Renz havde sat Penge til.
Men var Renz end en stor Beriderdirektør, der kunde
dressere Heste og Mennesker — navnlig Tyskere —•. saa var
han ikke nogen stor Folkepsykolog.
Renz kendte navnlig ikke Københavnerne.
De havde elsket ham , da h an i 1860 som den store Gøgler-
konge, slog sin T ræ cirkus op und er de gam le Voldes grønne
T ræ er m ed et Selskab, der var fu ld t af Eventyr og Rom an tik
lige til Kåthchens F lugt.
De havde beundret ham , da han 17 Aar senere vendte
tilbage som den storstilede Beriderdirektør, der ruttede med
Kostumer, Lys og F arver i de p rag tfu ld t opsatte Udstyrs­
pantom im er, der fik selve Bournonvilles Balletter til at blegne.
Men de følte sig irriterede af Cirkuskongen Renz, af hans
stivbenede, opfiksede Gammelmandsskikkelse, af han s jern-
haarde, hum ø rd ræ bende Disciplin, af hans clichéagtige He­
stedressur uden Fantasi, og hans Arrogance og Snobberi, men
først og sidst af den m ilitæ rskoleagtige Korrekthed, i hv il­
ken det glade, ubundn e Gøgl var stivnet i den g ru n dm u ­
rede C irkus’ Sten- og Jern ramm e.
Renz var bleven en Institution , et hippologisk Akadem i;
et kongelig, kejserlig t Hofetablissement med Ordner, Titler,
V elhaverartister og Moralballeteuser.
Renz var bleven kedelig, og det er den eneste Genre, som
Københavnerne, mere end noget andet Folkefærd finder
utilstedelig.
De vilde have en G irkusdirektør, som de med Klap el­
ler Klaps kund e danne i deres eget Billede, fordi han i For­
m at bedre passede til deres egen Bys Størrelse, og ham fandt
de netop i — A lbert Schumann.