155 / 224
127
Det var iøvrigt netop paa det T id spunkt u retfæ rd ig t at
kalde A lbert S chum ann Tysker, da det var han s Hensigt at
søge Indfødsret i et af de skandinaviske Lande, fordi han
ikke havde aftje n t sin Væ rnepligt i Tyskland.
Forsøget lykkedes im id lertid ikke, hvad der senere skulde
faa alvorlige Følger.
Foreløbig forlod h an København med en god Skilling i
Lommen, og næste Aar kom Renz igen for at skumme F lø
den af det in ternationale Turistbesøg under Udstillingen, der
aabnedes den 18. Maj 1888.
Det blev en Kæmpesæson for Renz. Men denne Gang
havde h an ogsaa g jo rt sig ordentlige Anstrengelser, og flere
af P an tom im erne blev atter store Succes’er.
Sæ rlig den virkelig morsomm e »De lystige Heidelbergere«,
der med m eget Humør var sat i Scene af
Godlewski
— selv
om Renz paa P lakaten var opført som Iscenesætter — og
som endte m ed et veritabelt Regnvejr, under hv ilket S tu
denterne flygtede med deres Hunde.
Gamle Renz selv var blevet endnu mere tilknappet, u til
gængelig og despotisk. Man rystede formelig for ham i Cir
kus, hvor alt skulde lystre ham slavisk, og hvor han lod
S taldkarlene foretage formelige Eksekutioner paa de ulykke
lige Heste, der var bleven nervøse i Manegen over han s h id
sige Gamm elm andsdressur.
I enhver Fejl, hos Dyr som hos Mennesker, der havde op-
naaet den Lykke at være knyttet til hans Cirkus, saa han
kun Udslag af U lydighed eller Insubordination, og han
kendte ku n et Universalm iddel — Pisken!
Han og Københavnerne fand t ikke mere hinanden , og
deres formløse Ligefremhed var ham hjertelig forhadt.
Den m ere joviale ældste Søn
Franz Renz
kom bedre ud
af det med P ub likum , og hans Hustru, den nydelige, blonde
Helene Dietrich,
var meget yndet i Pantom im ernes Prinsesse-
og Gretchen-Partier.
Men allerede un d e r Resøget i København talte m an meget