Spejlet

Det store Spøgelse.

En Fortælling. Af

Henrik Pontoppidan.

—

Par Maaneder gik alting godt; men da

begyndte Præstefruen at fatte Mistanke. Der

var nu ogsaa noget altfor overdrevent og fe

brilsk i den Arbejdsiver, hvormed Kirstine om

Dagen søgte at gøre Bod for Nattens Forsyn

delser. Fruen lagde tillige Mærke til, at hun

aldrig mere saa hende lige i Øjnene, og hun

talte tilsidst til sin Mand derom.

Præsten var ellers en saare fredsommelig

Person, en af den Slags mildt dømmende Gejst

lige, der tillod Folk at mene 0111 Vorherre og

Helvede og Verdensordenen saadan omtrent,

hvad de selv fandt for godt. Men til Gengæld

forstod han ikke Spøg, naar det gjaldt Moralen.

Som saa mange andre af sine Kaldsbrødre tog

han i det hele paa Følelsens Omraade Oprejs

ning for, hvad Kirken i den senere Tid nød

tvungent havde ofret til Fornuften.

E11 Aften noget efter, at Præstefolkene var

gaaet til Ro, stod de efter forudgaaende Aftale

op igen og gik begge ned til Køkkenet for at

anstille en nærmere Undersøgelse. Forrest skred

Fruen i Nattrøje og Uldklokke og med et Lys

i den opløftede Haand; bagefter kom Præsten

i Slobrok og med Briller paa den løftede og

ligesom snusende Næse. Da de et Par Gange

havde banket paa Ivirstines Kammersdør uden

at have faaet Svar, aabnede de den sagte, idet

de gennem Dørklemmen løftede den paasatte

Haspe ved Hjælp af en Haarnaal. Stuen viste

sig at være tom. Men Vinduet stod paaklem og

angav den Vej, ad hvilken Flugten var fore-

gaaet. Udenfor funklede en dejlig, dyb Septem-

ber-Stj ernehimmel.

Kirstine gik paa den Tid ude paa Landevejen

ved sin Kærestes Arm og tænkte ikke paa nogen

Fare. De kom sjiaserende ude fra en lille Skov,

der ikke uden Grund kaldtes Kærlighedslunden,

og de var nu paa Hjemvejen.

Naar Kirstine saaledes var ude paa egen

Haand, kunde hun blive helt overstadig. Her

ude i Friheden og under Kærlighedens Paa-

virkning slog hendes Angst og Samvittighedsnag

0111 i næsten fjantet Lystighed og forvandlede

den frygtsomme lille Pige til en Bakkantinde.

Hun gik nu der og svang sit løse Hovedklæde

og kastede sig hvert Øjeblik 0111 Halsen paa sin

Kæreste, skønt denne var begyndt at blive

svært utidig og oftest besvarede hendes hede

Kys med en lang Gaben.

Det var da heller ikke hende, der havde 011-

Med Tegninger af

Knud Larsen.

(Fortsættelse).

sket at komme hjem allerede nu. Hun søgte

tvertimod ved alle Slags kvindelistige Paafund

at overtale Kæresten til at bie en Stund endnu;

de kunde jo da i hvert Fald sidde lidt paa

Grøftekanten og smaasnakke, mente hun og

kyssede ham igen. Men den gulkrøllede var

ubønhørlig, og udenfor Byen skiltes de. — Kir

stine krøb gennem Præstegaardens Havehegn

og listede videre langsmed Muren hen til sit

Yindu.

Da hun saa, at Vinduet var bleven lukket

under hendes Fraværelse, og at Haspen var sat

paa indvendig, begreb hun straks, hvad der var

sket. Hun stod stille lidt, med Hovedet ligesom

ydmyg bøjet. Hun vidste i samme Øjeblik, at

hun maatte dø. Afgørelsen havde ligget færdig

hos hende . . . havde blot ventet paa denne

Rystelse for fuldt at forme sig til Beslutning.

Præstefolkenes mange opbragte Ord 0111 andre

af Egnens Piger, der var kommen paa Afveje,

havde indgivet hende den Overbevisning, at de

vilde jage hende bort, saasnart de opdagede

noget, — og den Skam vilde hun ikke overleve.

Uden at hun havde gjort sig det helt klart —

fordi hun i den sidste Tid overhovedet havde

haft en Sky for at tænke sine Tanker tilende

— havde hun Gang paa Gang sat sit Liv i Vove

for sin Kærligheds Skyld.

Hun knyttede sit Tørklæde under Hagen og

gik stille tilbage ad den samme Vej, hun var

kommen. At Kæresten endnu ikke kunde være

naaet længere bort, end at hun let vilde kunne

indhente ham, tænkte hun ikke paa. Der var

for hende gaaet Timer og Evigheder, siden de

skiltes. Hun tænkte overhovedet ikke paa ham.

Den, for hvem hun havde sat sit Liv paa Spil,

var allerede ikke længer til for hende.

Da hun først var kommen udenfor Haven,

gik hun hurtigere til, — paa maa og faa ud

over de afmejede Marker. Helt uvilkaarlig var

hendes Gang dog ikke. En Slags Instinkt førte

hende omtrent den lige Vej ud til en Tørve

mose, hvor hendes Skolekammerat, den røde

Ane, Sommeren før havde skjult sin Skam over

at have stjaalet et Par Strømper fra sin Mad

moder.

Først da hun naaede op over en Bakkekam,

hvorfra Udsigten aabnede sig til den øde og

mørke Sump, blev hun sig selv helt bevidst.

Ude i Øst var just Maanen stegen op over Sko

vene; og dens hvide Lys lagde ligesom en Hinde

—