Spejlet

Saa gik den unge Præst igjen alene frem og

tilbage i sit Studerekammer, mens Sommersolen

skinnede venligt ind ad Vinduerne, og det var,

som havde ogsaa han slaaet sig til Ro. Nu vidste

han, at han havde havt een virkelig Tilhører,

og var det kun en lille

Aars Purk, saa for

langte han dog ingen bedre.

II.

Hvordan den ny Dreng gjorde

hvad den ny

Præst sagde.

a a l e d e s

havde den ny Dreng indtaget sin

Stilling som den, alle Folk i Byen havde

faaet Kig paa, og gav sig nu af alle Kræfter i

Færd med at befæste Stillingen.

»Sin Lærdom maa Drengen ikke forsømme,«

erklærede Bagerkonen, da de Søndag Efter

middag var kommet tilbage fra det vellykkede

Besøg hos den ny Præst. »For Lærdom er

nyttig til alle Slags Ting og mange Gange bedre

end at drive omkring og finde paa Kunster.

Selv kan jeg nu ikke give ham den saadan som

Søster Line, for det har jeg ikke Tid til, og

saa maa han i Skole!«

Deri var Bageren ganske enig med sin Kone,

og Mandag Morgen fulgte Bagerkonen ham selv

til Skolen. Alle de smaa Piger og Drenge —

det var mindste Klasse, der havde Skoledag —

skyndte sig at skotte mistænksomt til den ny

Dreng, for smaa Gryder har ogsaa Øren, og de

havde hørt megen Snak 0111 ham. Heller ikke

var den ny Dreng sen til at tage dem i Øjesyn,

og mange gode Formaninger gav Bagerkonen

ham imens.

»For Alting, hold dig pænt til de pæne Børn,

det gjør agtet!« sagde hun, idet de gik ind i

Skolen.

»Hvem er han?« spurgte Drengen og pegede

paa en lappet og pjaltet Dreng, der sad ene for

sig selv paa Enden af en Bænk og havde et

anseligt Rum mellem sig og de andre Børn.

Saa lille han var, havde han et gammelagtigt

Ansigt, magre graa Kinder, blaa Ringe under

et Par store Øjne og tynde Arme og Ben.

»Han er ingen pæn Dreng!« svarede Bager

konen. »Daarlige Forældres Barn — Fa’ren er

en Drukkendidrik og MoTen en Sjuskemalene,

de giver ham flere Hug end Mad, siger Folk,

og Drengen er da ogsaa derefter, sølle Stymper.

Han løber mere paa Landevejen, end han er

hjemme, ligger og tygger Skraatobak, hvor han

kan fiske nogen. Skolelæreren siger, at han er

den daarligste Dreng i Skolen — han hverken

kan Noget eller vil Noget — tvær og ondsindet

er han, og der er ingen andre Børn, der vil

være Yen med ham!«

»Saa vil jeg være Ven med ham!« sagde den

ny Dreng kort og bestemt efter med Hovedet

lidt paa Siden at have hørt opmærksomt paa

den afskrækkende Beskrivelse.

»Nej, Vorherre bevares — gør ikke det!« ud

brød Bagerkonen helt forskrækket. »Det er paa

Omgangen, man skal kende sine Folk. Pæne

Børn kommer kun paa pæne Steder og holder

sig fra Snavset. Det skylder de sig selv!«

»Tante Line siger, det kommer mere an paa,

hvad man skylder de andre, end hvad man

skylder sig selv,« indvendte Drengen. »Og Tante

Line ved det, og Præsten ved det ogsaa. Ikke?«

»Ja, lad Du nu bare Tante Line og Præsten

være, de mener det nu ikke saa slemt, som de

siger det!« svarede den forstandige Bagerkone.

»Saa beholder De Drengen, Hr. Lærer, vi skal

nok fornøje Dem for det, for der skal Noget

for Noget. Og lad mig nu se, Du er en pæn

Dreng, der søger Selskab med de pæne Børn

og holder dig fra Snavset. Farvel, og husk kjønt

paa, hvad jeg har sagt dig!«

»Saaledes undervist og formanet styrede den

ny Dreng lige løs paa den pjaltede lille Fyr og

satte sig helt hen paa den alleryderste Ende af

Bænken, endnu et lille Stykke længere ude end

han.

»Her vil jeg sidde!« sagde han.

»Det kommer vel an paa, 0111 Du maa!« be

mærkede Læreren.

»Nej,« paastod Drengen, »for naar jeg vil

være Ven med ham, saa maa jeg jo da ogsaa

sidde hos ham!«

Ved denne Ytring glimtede det lidt i den

pjaltede lille Persons Øjne, som saa op med et

Sæt, og Læreren svarede:

»Naa, saa Du vil være Ven med ham. Ja,

saa passer I maaske til hinanden, og saa er det

vel bedst, at I ogsaa sidder sammen!«

»Her hedder jeg den ny Dreng, og hvad

hedder du?« skyndte Purken sig i Fortrolighed

at hviske til sin ny Kammerat, efterat han saa

ledes havde faaet sin Plads, og Læreren havde

vendt dem Ryggen.

»Hvad kommer det Dig ved?« svarede Kam

meraten uden at betænke sig.

»Jo, for naar vi skal være Venner, saa maa

vi jo da vide, hvad vi hedder!« forklarede den

ny Dreng ham ivrig. Kammeraten skævede mis

tænksom til ham og mødte et Ansigt, hvori der

ikke var et Træk af Svig eller Bedrag.

»Saa hedder jeg Dummepeter. Det kalder de

mig Allesammen, og saa kan Du med!« svarede

—