Spejlet

havde kun nydt godt her i Verden. Hun havde

haft det kærligste og bedste Hjem paa Jorden,

og hun havde faaet en Plads, som alle Pigerne

i Byen misundte hende, og hvor hun heller

ikke hørte andet end godt. Som nu dengang,

hun var kommen til at slaa Præstens Mundkop

itu. Havde Fruen saa meget som skændt paa

hende? Havde hun siden ladet hende høre

noget derfor? Eller Præsten selv? . . . Alene for

denne Kops Skyld, for den Overbærenhed, som

hun havde lønnet saa ilde, syntes det hende

nu ganske umuligt at leve længer. —

Ude i Forældrenes lille Husmandsstue pus

lede paa denne Tid den gamle Moder halvt at-

klædt omkring ved Skæret at et tyndstøbt Lys,

der stod paa et Bord mellem Vinduerne. Faderen

havde forlængst søgt Sengen. Træt af Dagens

Arbejde laa han dybt nedsunken i Halmen og

snorkede tungt med Ansigtet vendt mod Væggen.

Mariane var en runken lille Tykkert af Dværge

arten. Hun stod just henne ved Bordet beskæf

tiget med at omvikle sit store og næsten skal

lede Baghovede med et Tørklæde, hvis Ender

hun langt 0111 længe fik fæstet sammen over

Issen med en Naal. Hun gav sig god Tid med

alting. Men det var heller ikke af Nødvendig

hed, at hun færdedes oppe i denne silde Time

og under Afklædningen idelig gav sig til at

sysle med noget enten her i Stuen eller i det

tilstødende lille Køkken. Denne natlige Puslen

var en gammel Vane fra den Tid, da hendes

Børn var hjemme, og hun ofte maatte sidde

oppe halve Nætter for at bøde deres Klæder.

Der var altid saa meget, der skulde lappes og

stoppes, og Søren tillod ingen Efterladenhed.

Nu var alle Børnene draget hver sin

Vej ud i Verden; men endnu kunde

hun aldrig rigtig tinde Hvile 0111 Nat

ten, før hun et Par Timer havde nøslet

i Ensomhed og i Tankerne hæget 0111

dem ligsom i fordums Dage.

Endelig fdi hun sig da helt afklædt

og slukkede Lyset. Ved det hvidblaa

Skær af Maanen, der aftegnede to ly

sende Vinduesfirkanter paa det mørke

Lergulv, satte hun sig paa Sengekanten,

trak Strømpeskafterne halvt ned over

de svulne Lægge, bandt et gammelt

Uldstykke 0111 Maven og krøb op i

Halmen ved Siden af Manden. Under

megen Stønnen fik hun sine stive

Lemmer lagt tilrette under Dynen;

men endnu laa hun længe uden at

kunne sove. Der rørte sig altid saa

mange ængstende Tanker i hendes

indbundne Hoved, naar hun laa saadan og

hørte det gamle^Skabs-Uhrs strenge »Tid-en-gaar«

og Botterne, som tumlede sig oppe paa Loftet.

Omsider begyndte dog Øjenlaagene at blive

tunge. Hun foldede Hænderne over Brystet og

fremmumlede sin Aftenbøn:

»Nu siger A dig Tak, Vorherre, for Helsen

og Velfærd. Udfri os alle fra Synd og Sorrig og

det Ondes Fristelser. Det samme siger A for

dig, Per; for dig, Sofie; for dig, Ane-Mari’; for

dig, Hans Jørgen, og for dig, hitte Kirstine. Gud

Fader i Himmelen annamme os i sin Varetægt.«

Hun havde sovet en Timestid, da hun plud

selig vaagnede. Det forekom hende, at hun

havde hørt Nogen græde saa utrøstelig, og hun

skulde just til at vække Søren, da det faldt

hende ind, at det naturligvis var noget, hun

havde drømt. Hun kunde nu ingenting høre

uden Uret. Og hun sov da ogsaa straks ind igen.

Men nogen Indbildning havde det alligevel

ikke været. Udenfor paa Stenflisen foran Hus

døren sad Kirstine. Hun havde ikke kunnet

komme over at forlade Livet uden at tage Af

sked med det Hjem, hvorom tilsidst alle hendes

Tanker under Dødsangsten havde klamret sig.

Hun sad nu der sammenkrøben under sit For

klæde og trykkede Kinden mod den ru Dør

som et Barn, der søger Beskærmelse ved sin

Moders Skørter. Hun græd ustanselig; og det

var slet ikke altid, hun gjorde sig Umage for

at dæmpe Lyden af sin Graad. Et Par Gange

begyndte hun endog at kalde paa Forældrene

— ganske sagte men dog med et Haab 0111 at

blive hørt og samtidig paa Springet til at flygte

ved den mindste Støj derinde fra.

KNUD LABSEN.