Spejlet

En Historie om en ny Præst og en ny Dreng.

L. Budde.

— Med Tegninger af

Carl Thomsen.

/man nu egentlig ogsaa det?« spurgte

Præsten med lidt Betænksomhed.

»Det kan man!« svarede Bagerkonen med

Overbevisning. »For ser De, Hr. Pastor, Line

nænnede aldrig at opdrage det Barn i Tugt, som

jo dog er et Gode, et Barn ikke kan undvære.

Gud veed, jeg sagde hende tidt nok, at Barnet

maatte dog lære Lydighed, men hun forklarede

altid, som der jo var Noget i, at naar det ikke

blev Noget forbudt, saa gjorde det heller ikke

Noget, der var forbudt. Det kom an paa, sagde

hun, at det blev en god Dreng, og det var han.

Galt kunde han jo nok komme afsted engang

imellem, men saa var det bare en Misforstaa-

else, og han mente kun godt med det. Hun

lagde det kjønt ud, det skal jeg aldrig nægte,

men hvad skulde der komme ud af det Andet

end hvad der kom, og hvad Hr. Pastoren nu

selv kan se?«

»Tante Line er syg!« sagde den lille F yrstil

færdigt og saa op med Taarer i Øjnene.

»Det er hun mit sølle Puds!« skyndte Bager

konen sig at svare, medens hun fik travlt med

at tørre Pudsens Øjne med sit Lommetørklæde.

Og heller ikke er det min Mening at sige et

Ord imod hende, for det har hun alle sine Dage

været for god til. Hun stred længe nok imod,

Stakkel, mest for Drengens Skyld, forstaar De,

men sidste Uge skrev hun, at nu kunde hun

ikke længere, hun maatte paa Sygehuset. Hun

bad mig saa mindelig, at jeg vilde komme og

hente Drengen og være god imod ham, mens

hun var syg. Min Mand syntes ikke saadan

rigtig om det, men ser De, Hr. Pastor, min Sø

ster levede af hjemmebagte Kager derinde i

Købstaden og var ganske alene, havde ikke et

menneskeligt Væsen om sig uden Stumpen her.

Barnet kunde jo da ikke gaa ganske alene i

den tomme Lejlighed, og saa forklarede jeg min

Mand, at som Bagerfolk har man da altid Brø

det. Selv har vi ingen Smaa, saa dem gik det

ikke fra. Det kunde han ikke nægte, og saa —

ja, saa rejste jeg derned og tog ham med. Igaar

kom han, og nu maa Pastoren endelig ikke

længere være vred for det!«

»Hvad! hvad skulde jeg være vred for?« ud

brød den unge Præst og rakte hende Haanden,

for han forstod godt, det var Tante Lines egen

Søster, der havde givet hele den lange Forkla

ring. »Tværtimod! Det var jo netop saa kjønt

af Dem, og De skal ikke have Andet end Tak

(Fortsættelse).

derfor. Men fortæl mig engang, lille Ven, hvor

for Du saa gjærne vilde i Kirke!«

»Tante Line har sagt det!« svarede Purken.

»Og naar jeg giør, hvad hun har sagt, saa kan

jeg da ikke bede om Forladelse for det. Da vi

kørte bort, kyssede hun mig og sagde, at nu

skulde jeg være en god Dreng og rejse bort,

for at hun kunde faa Bo til at komme sig. Men

jeg skulde gaa kjønt i Kirke og høre godt efter,

hvad Præsten sagde, og huske paa at gjøre det,

saa vilde alle Mennesker holde af mig, og hun

vilde blive glad. Tante Line er syg, og hun

skal blive glad, for det trænger hun til. Vil Du

ikke nok sige til hende, at jeg har været i

Kirke og hørt godt efter, for det har jeg!«

»Det kan Du stole paa, jeg vil!« forsikrede

Præsten og klappede det lille Ansigt, der vendte

sig bønfaldende op imod ham, mens Taarerne

løb ned over det. »Og jeg vil sige, at Du ogsaa

vil gjøre det, saa Vorherre kan blive glad for

Dig!«

»Tante Line først!« sagde Purken, »for hun er

syg!«

»Men ulykkelige Barn, hvor kunde det dog

falde Dig ind at snakke højt i Kirken?« udbrød

Bagerkonen pludselig ihukommende sit Ærinde.

»Min Mand er saa vred derfor, og jeg har grædt

mine modige Taarer derover!«

»Ja, men han sagde jo lige saa bestemt det

Samme, som Tante Line altid siger, og det blev

jeg glad for. Det maatte jeg da nok! Ikke?«

»Det maatte Du, min Dreng!« skyndte Præsten

sig at svare og klappede nok engang det ivrige

Ansigt, der vendte sin høje Pande op imod ham.

»Men Du skal alligevel ikke gjøre det næste

Gang, for nu forstaar baade Du og jeg det, men

det er ikke sagt, at andre Mennesker forstaar

det. De bliver maaske vrede over det, og det

vil Tante Line ikke være glad ved, veed Du

nok !«

»Saa skal jeg heller ikke. Jeg skal gjøre Alt,

hvad Du siger, for det vil Tante Line have!«

lovede Purken og nikkede fornøjeligt. Dermed

tog Bagerkonen ham ved Haanden, lykkelig

over saa godt at have udført sit vanskelige Hverv,

nejede og forsvandt, trækkende efter sig en

lille Person, der ikke mer var saa opsat paa at

komme bort som hun, men vendte sig og nik

kede den ene Gang efter den anden til Bekræf

telse paa, at han ikke skulde glemme, hvad

Præsten og han havde aftalt med hinanden.

— 43 —