43 / 191
over Vandet i de to runde Mosehuller, der laa
dernede og' stirrede ubønhørligt op paa hende
som et ondt Øjepar.
Kirstine satte sig ned paa et Jorddige og faldt
i Graad. Hun vilde dog saa nødig dø. — Men
heller ikke nu var det den gulkrøllede Ven,
hun tænkte mest paa. Det var Forældrene, især
Moderen og det hele lille fattige Barndomshjem
derude mellem Skovene, som gjorde hende Af
skeden med Livet saa tung. Men paa samme
Tid var det netop dem og Tanken paa den
Sorg og Græmmelse, hun voldte dem, der gjorde
hende det saa helt umuligt at overleve denne
Nat.
Hun iølte sig som det brødefuldeste Menne
ske, der havde levet. Alle de andre store Syn
dere, hun havde kendt eller hørt 0111, syntes
hende nu at have haft en Undskyldning for
deres Overtrædelser, enten at de var kommen
fra daarlige Hjem, eller — som røde Ane —
havde haft en ond og gerrig Madmoder. Kun
h u n havde ingenting at forsvare sig med. Hun
- 40 —