Spejlet

et Glimt af Liv i de sløve Øjne. »Du kan stikke

mig den under Bordet, men pas paa, at Skole

læreren ikke ser det, for saa hugger han den!«

Den ny Dreng halede Bollen op af Lommen,

hans Kammerat snappede den begjærligt, og

dermed var Forbundet sluttet og Venskabet be

seglet. Det var paa Tiden, for i det samme tog

Skolelæreren fat.

»Kan Du dine Bogstaver?« spurgte han den

ny Dreng.

»Det kan Du da nok begribe!« svarede Purken

lidt fornærmet. »Jeg kan læse og skrive Bog

staver og tælle til Hundrede og lægge sammen

og fortælle Historier og sige Vers!«

»Du er nok lige saa rask paa det i Skolen

som i Kirken — i Munden i det mindste!«

sagde Skolelæreren. »Saa lad os da høre!«

Det lod Fyren sig ikke sige to Gange. Han

læste og talte til Hundrede og fortalte Historier

og sagde Vers, og Munden gik paa ham, saa

alle Skolebørnene sad og hørte paa ham rned

Munden aaben af Forbauselse, og Skolelæreren

kunde ikke faa et Ord indført, førend han var

færdig med hele sin Lærdom.

»Naa, Du har nok haft en god Skolelærer,

kan jeg høre!« sagde Læreren, da han holdt

op for at trække Vejret. »Det gik jo som det

var smurt!«

»Tante Line har selv lært mig det Altsammen,«

svarede Purken og saa stolt op.

»Det er nok en hel Karl, den Tante Line!«

nikkede Læreren. »Men lad os saa engang til

en Forandring høre Din Ven dér ved Siden af

Dig. Naa, op med Dig lidt rask, Du dovne

Krabat!«

Egentlig rask gik det nu alligevel ikke. Lang

somt og nølende rejste han sig, mens Børnene

vendt omkring satte sig velbehageligt i Lave til

den Fornøjelse at se en Kammerat i Vinden.

Men det var dog en mærkelig Forandring, der

lige med Et var foregaaet med Fyren, da han

endelig kom op, og de rigtig fik ham at se —

han var som forvandlet. De magre Kinder var

pludselig blevet runde og struttende, de sløve

Øjne store og stirrende, og Blikket løb med et

raadvildt Udtryk rundt i Skolen, som om det

ledte efter noget, det ikke kunde finde.1

»Naa!« spurgte Læreren utaalmodigt. »Kan

Du faa Munden op!«

Men det var netop det, han ikke kunde. Tæt

tere og tættere kneb Læberne sig sammen, det

var, som der var Noget, han for enhver Pris

vilde holde paa, Kinderne blev rundere og

rundere, og Drengen blev staaende og stirrede

med dunnne, opspilede Øjne paa ham.

»Du vil ikke?« sagde Læreren bister, for nu

var han vred. »Da skal jeg nok lære Dig det,

Du stridige Knægt. Op med den!«

Ned foer Skolelæreren fra sit Katheder, stod

i et Øjeblik foran Fyren, og saa knaldede der

en Kindhest.

»Sprut!« sagde det i det samme, de runde

Kinder smækkede sammen, Munden fløj op,

og en Strøm af udblødt Bolle sprøjtede ud af

den over Skolelærerens hvide Krave. Det var

der noget i, som ikke gjorde ham mildere

stemt.

»Hvad var det?« spurgte han i en Tone, der

ikke lovede godt.

»Bolle!« kom Svaret forvirret og stammende.

»Sidder Du og tygger Bolle lige midt i Skole

tiden, Din Slubbert?« udbrød Skolelæreren. »Og

hvor har Du faaet den? Oven i Kjøbet har Du

vel stjaalet den et eller andet Sted — hvor har

Du taget den?«

Barsk og truende trængte Spørgsmaalet sig

ind paa Livet af ham, men Drengen kneb nok

engang Læberne sammen og saa trodsig og util

gængelig ned for sig, beredt til at tage mod Alt,

hvad der vilde følge paa. For første Gang i

hans Liv var der vaagnet en Kammeratskabs

følelse i den stakkels Fyrs Hjerte, og hvad det

saa skulde koste, havde han besluttet at vise,

han var ikke den, der vilde forraade en Ven.

Men han behøvede det for Resten heller ikke.

»Han har slet ikke taget den, for jeg har selv

givet ham den!« lød i det samme en frimodig

Røst, og det var den ny Drengs. »Jeg havde to,

og han havde ingen, og saa delte vi. Det sagde

Præsten, vi skulde, og det siger Tante Line

m ed !«

»Har Du maaske ogsaa sagt, at han skal sidde

og gnave Boller i Skoletiden i Stedet for at høre

efter og lære Noget, som han haardt kan trænge

til?« spurgte Skolelæreren spydigt.

»Nej, men han var sulten!« svarede den ny

Dreng uforknyt. »Og han trængte til den!«

»Trængte!« udbrød Skolelæreren i Vrede. »Han

trænger til en Omgang af Spanskrøret. Det er

hans Ret, og den skal han faa!«

(Fortsættes).

J »

- 46 —