54 / 191
« 1
En Forhindring, tages.
en behagelig Ro, glæder sig til noget stort og æggende.
Spiser kun lidt, drikker intet, overlader saa meget som
muligt af den Ulejlighed, som ens Person kræver, til
en god Ven.
Saa er der kun en halv Time, til Løbet begynder.
Man vejer sig selv, Sadeltøj m. m. og passer Vægten
nøje til. Hvis man nu er nervøs, da er det ubevidst.
Selv forekommer man sig snarest lidt døsig rolig, lidt
distrait maaske, man tænker egentlig kun paa at komme
afsted, faa begyndt.
Nu er vi alle til Hest, Opsadlingen er omhyggelig
efterset af en paalidelig Ven. Hvor det dog varer længe,
inden der ringes til Start! Jo, nu kom det. En for en
saa rolig som mulig forbi Dommertribunen til Stedet,
hvor Starteren venter med sit lille røde Flag.
Man arrangerer sig paa Linie, rasende Utaalmodighed
blandt Hestene, pirrelige Bemærkninger blandt Med
rytterne — de synes bagefter aldrig, at de har været
ubehagelige, — Starteren: »Er d’Hrr. klar? Nej, nej
ikke mase frem, klar! Rid!« og det røde Flag synker
til Jorden.
Tærningerne ere kastede.
Hesten vil helst give alting straks, og saa kommer
en fornuftig Rytters Tanker: »Saa, saa ikke vildt, værs-
god, kom rolig i Sving, ja, det er godt; hvem fører?
Naa han, ja værsgod, det h a r god Tid, Du rider for
rask, min Ven, men jeg lader mig ikke narre; naa der
er en Forhindring, første Mand fint over, og Du selv,
jo, Feltet er frit, Afspringet passer, og saa . . . ., aa vi
er jo forlængst ovre og nær ved den næste.«
Au, der faldt Din Kammerat, Du holder lidt til Siden
og ser ned under Springet paa hans Ansigt, der ligger
stille og ser op i Solen. Altsaa et stærkt Sjok, mulig
Hjernerystelse, gid han ikke h ar faaet for meget. Men
Chancen for
Uheld er rykket
Dig selv et
Skridt fra Livet.
Der kommer
et Sving. Pas
paa, Viljen skal
svinge, før Svin
get er der, Tan
genterne drager
som et Scylla,
og mangler Ru
tinen, er ikke
hver Nerve for
plantet til He
sten og Vægten
lagt paa rette
Maade ind, da
triumferer Cen-
trifugalen; mu
lig ligger Du i
Snoren og ro
der til latter
blandet Bestyr
telse for Publi
kum, i heldigste
Fald har Du
tabt uberegne
ligt.
Men Hesten
lystrer, de ind
vendige Stæn
ger passeres
næsten ængste
lig tæt, og hvad
er dog det?
Uden Ulejlig
hed er man
kommen for
rest i Flokken.
Man aander
stærkt, men fø
ler et ubeskrive
ligt Velvære.
Saa, nu kun en
Hurdle tilbage,
passeres glat, og
nu gælder det
Opløbet, men hvorledes? Er der andre, som lure med
friske Kræfter bagved? Eller k an de ganske simpelt ikke
følge med?
Et Blik kastes lønligt ned ad den bageste Øjenkrog,
nej, Du rider forrest, altsaa rid med Anstand. Hvad er
det, en Hest paa Siden, og lidt forbi. Ja ja, Sejren skal
koste noget! Et let Rap af Pisken, Sporen til, jo, Gud
være lovet, det hjalp. Ja, saa hæng i, nu i samme Sving
som Hesten, følg med som i en Gynge, ingen slappe
Tøjler, Armene følge Hestens Hals, som den hæver sig
og strækkes, Sædet dybt i Sadlen, Naboen glider jævnt
tilbage.
Der er Dommerpælen, Sejer! Indvendig næsten Latter,
Jubel, Bifaldsraabene høres knap, taknemmelig standser
man saa lempelig og langsomt det tro Dyr, klapper det
paa Halsen og vender om for at ride til Vægten.
Belønningen venter, Publikum gratulerer; saa rolig
som mulig, men indvendig saare glad tager man mod
det hele.
Reaktionen kommer først om Aftenen, naar man træ t
og forsviret lægger sig til Ro. Tiden er gaaet med op-
rømt Repeteren af Begivenhederne, Højtrykket holder
sig længe«.
— — — Jeg har gjengivet Skildringen ordret,
som han gav mig den. Ikke tilføjet en Stavelse af
mit eget, ikke retoucheret det ringeste. Det er der
for i Grunden ganske uberettiget og malplaceret,
naar jeg underskriver denne lille Artikel
Gustav Hetsch.
Over Hurdlen.