Spejlet

60 / 191

Paa Engen gum led e Kreaturerne m ed lukk ed e
Øjne og vag tsomm e Øren, V arm en stod og leged e
over Jorden , flim rend e, g isp end e — som en F isk i
Vand. D et summ ed e tun g t og b edøvende. Lyd en
k om alle V egne og in gen Steder fra.
Oppe over Agrene kom et stort stærkt K vind folk
gaaende. H un var i Skørt, Særk og H ovedk læ de,
hun sk ygged e m ed H aanden for Ø jnene og spej­
dede. Saa skraaede hun ned over Engen , fandt
D rengenes Madkurv, tog d en s In dh o ld og stak det
ind under Særken paa sit fede, sved ige Bryst. Og
h un tog R etningen m od Havet.
Det brast i Granernes Bryn deroppe, og frem
k om Rud, m ed P elle hæ n g end e paa sin Ryg. Ruds
altfor store H oved h ang forover, h an vak led e i
Knæerne, h an s Pand e, som faldt ind v ed Ø jnene
og sprang stæ rkt frem oppe i H aarlin ien , var fuld
a f R ynk er og Buler. Begge D rengene var sk o ld ed e
over h ele L egem et a f de sp id se Grannaale. P elle
lod sig falde n ed paa En gen og b lev liggend e paa
Maven, Rud gik lan g som t h en efter T iøren og rakte
den n ø lend e til E jerm anden.
Pelle saa kærligt paa Mønten. Han havd e haft
den nu i to Maaneder og hver Dag k øb t tyve Ting-
for den ; der fand tes ikk e den attraaværdige T ing,
som han ikk e i T ank ern e havd e erhvervet sig. Altid
tilsk ynd ed e den ham til at give den ud, saa kom
den m ed ét Forslag, saa kom den m ed et andet.
Bare trille, altid trille, det var det, den længtes
efter; og det var, fordi den var rund, sagde Faderen.
Men Faderen h avd e ogsaa sagt, at b liv e rig det var
det samm e som at stopp e P engen e i Farten — og
P elle v ild e være rig. Og saa k rib led e det dog stadig
i F in gren e paa h am etter at give T iøren ud, give
den ud saadan, at h an fik alting for den, eller noget
h an kund e h ave h ele sit Liv.
De to D renge sad igen paa Aabredden m ed h in ­
anden 0111 H alsen . D e talte om deres Legem er og
kæ vled es saa sm aat om , h v em der var b ed st u d ­
styret o: h avde det største. Pelle, der var h a rm on isk
bygget og b arn lig trind, m isund te Rud h an s store
H oved og unaturlige Sm id igh ed — h an kund e lægge
F in grene tilb ag e ad Haanden.
Rud sad og øved e d enne Kunst for at drille P elle,
han h avd e endnu Pryglen e i frisk Minde. P lud selig
h o ld t h an ind e: »Skal jeg saa h av e T iøren? Saa
faar du ti Kroner, naar jeg b liver stor.«
P elle grundede lid t: »Nej, for du b liver aldrig
stor — du er jo en Dværg.« Der var skær M is­
und else i S temm en.
»Det siger Soen ogsaa. Men saa v iser jeg m ig
frem og tjener m ange Penge.«
D et gjorde ond t i Pelle. Sku lde han give ham
h ele T iøren — for slet ingen ting? det h avde endnu
ingen gjort, at h an vid ste. Og saa engang k ansk e,
naar Rud b lev rig — »vil Du hav e den?« spurgte
han.
Rud rakte begærlig H aanden frem; P elle sp y t­
tede i den. »Vi kan vel sp ise først«, sagde h an og
gik over efter Madkurven. En Stund stod de og
gloede paa den tomm e Kurv. »Soen har væ ret her«,
sagde Rud og rakte Tunge. (Det var h an s Moder.)
P elle n ikk ed e: »Hun er en rigtig Satan!«
«En Tyvemær«, sagde Rud.
P elle tog Maal a f Solen. Naar h an k un d e se den
ved at bøje sig forover og k igge genn em Skrævet,
sku ld e K lokken være fem . H an b egynd te at iføre
sig sit Tøj.
Rud k red sede om ham . »Du«, sagde h an p lu d se­
lig, »hvis jeg m aa faa den, saa sk a l D u faa L ov at
p isk e m ig — saadan som Du talte om igaar.«
I et Spring var P elle oppe og h en n e ved en
Gruppe Næ lder. Han rykk ed e dem op ved Hjælp a f
et Skræppeblad, sam led e h ele H aanden fu ld og
vend te tilbage. Rud lagde sig paa Maven over en
Tue, og P iskn in g en begyndte.
Aftalen var hundred e Slag, m en da Rud h a vd e
faaet de ti, rejste han sig og v ild e ik k e mere. P elle
var rød a f Spænd ing og Anstrengelse, S ved en stod
i Perler ned ad h an s slank e Ryg — h an h avd e
lagt godt i.
»Fem og halvfjerds«, sagde h an feb rilsk, h an s
Haand rystede.
»Nej, halvtred s kun — du slaar saa haardt. Og
saa v il jeg have P en gen e først.«
P elle puffede ham om ku ld m ed en u v illig Knur­
ren og p isk ed e løs, m en s Rud borede H ov ed et ned
i Græsset og knuged e T iøren fast for at sam le
Styrke. Men for hvert Slag sank P elles L y st og
Kræfter. D et var bare et Slid dette her, og Rud
vaandede sig ikke rigtig, og T iøren, h an s dejlige
T iøre, gled længer og længer bort fra ham . D a h an
naaed e til det 46de Slag, stak han p lud selig i at
tudbrøle, sm ed de optræviede Næ llestæ ngler laugt
fra sig og løb over ad Granerne til.
Der sad han saa Resten a f D agen under en Klit
og sørgede over sit Tab, m en s Rud laa n ed e under
Aabrinken og badede sit vab led e L egem e m ed
vaad Ler.
Senaften s da Solen sank, drev de to D renge Kvæ­
get hjem , og om N atten gjorde P elle det, h an for­
agtede m est a f alt i Verden. Han lu sk ed e op og
stjal T iøren ud a f Ruds Buk selomm e.
Nattevandring.
Nr. 11. -----------
Som jeg har gjort saa mangen Nat,
naar Søvnen ftgr mit Leje,
jeg driver om, mismodig, mat,
paa Villabyens Veje.
— Saa tyst der er i hver en Krog
og mørkt i alle Stuer,
kun fra en Hjørne-Lygtes Spids
et døsigt Ildpunkt luer,
— 58 -