Spejlet

Drenge.

Nr.

Ronian-Brudstykke.

e t

var Somm er nu. Varmen siod stille og legede

over Jorden, tindrende, med doven V ellyst og

b løde Lader — som Aaens F isk . Langt inde dirrede

K lippep lateauets Bryn i et uroligt F limm er al hvid-

blaat; n ed en for strakte Markerne sig hen under den

bagende Sol; det drev over dem som Krudtrøg,

naar Rugen dræede. Indover stod Køerne i lange

Rækker, de bang tun gt m ed H ovedet og hold t Ha

lerne i jæ vn sv in gend e Bevægelse.

D erind e sprang nok Aaen a f Sted, m en herude

gav den sig god T id og skabte en bred Eng, inden

den skar sig genn em den tørre Klit og lyd lø st gled

ud i Havet.

Paa Engen græ ssede Stengaardens Ungkvæg og

Stude, vel et lialvt Hundrede Stykker i alt. De fleste

laa ned, nog le stod m ed Hovederne ind til h inanden

og gum led e m ed lukk ed e Øjne. Der var ikke et

M enneske at se.

Men saa lød der Stemm er inde i Klitternes sm aa

Graner, og en nøgen Dreng kom til Syne, og en til.

D eres Legem er stod som gyldne Funker i Luften,

idet de løb over Marehalmen og Engen m ed hver

sin lukk ed e Hue i Haanden.

De satte sig paa Aabredden med Fødderne i

Vandet og aabnede forsigtig for deres Fangst —

det var Guldsm ede. En for en, som de krøb frem

i den snævre A abning, nappede Drengene Hovedet

a f dem og lagde dem i Græsset. N i var der i alt,

og ni Gange 35, ja det b lev da over tre Kroner! Den

mægtige Sum gjorde P elle skep tisk. »Er det nu

ikke Løgn bare,« sagde h an og slikk ed e sig paa

Skulderen, livor han h avde et Myggestik. Det hed

sig, at m an fik 35 Øre for S tykket inde paa Apo

teket.

»Løgn?« for Bud op. »Jo, det kan god t være,«

føjede han spagfærdigt til, »det er nok Løgn, fol

det er saadan noget altid. Du kan jo give m ig dine

ogsaa.«

Men det vild e Pelle ikke.

»Saa giv m ig T iøren da, saa skal jeg sæ lge dem

for dig. De koster 35 Øre, for det siger L andvæ sen s

eleven.«

Pelle rejste sig, ikke for at h en te T iøren, for den

vild e han ikke give fra sig for alt i Verden, m en

for at forvisse sig om , at den endnu laa i hans

V estelomm e.

Da han havde bortfjernet sig, løftede Rud hastigt

en Græstørv i Brinken, stak noget ind under den

og sprang i Vandet. Og da Pelle atter nærmede sig,

krøb han i Land paa den anden Side og satte i

Rend.

P elle løb ogsaa, i korte hastige Spring. Han vidste,

at han var den hurtigste, og det gjorde ham kaad.

Han slog' med Hænderne ned efter de gule B lom 

ster under Løbet, svejede til Siderne som en Ballon,

stejlede og stampede i Jorden — og for frem igen.

Saa lukk ed e de sm aa Graner sig om dem begge,

T oppenes Bevægelser angav, hvor de løb, ljærnere

og fjærnere, til alt b lev stille.

NR. i).

HUSARER.