Spejlet

58 / 191

E t Nu — og Abildgrenens Silke plettes.
Langs alle Grene hænger Bundt paa Bundt
a f griske Skadedyr , der kravler rundt
og borer Brodden ned, hvor Frugten sættes . . .
Abilden krymper sig. Den lider ondt.
Og Blomstens Foster, endnu bitte lille,
bulner med et og rødmer sygt og sart.
Saa løsner Stilken sig til Fald og Fart.
Og kærnetomme Abildens Frugter trille
som Stjærnedryp fra Nattens dunkle Kilde.
Ung Abild.
Nr. 7.
V e d Solens Opgang ligger en Urtegaard
i uforstyrret Fred bag hvide Mure.
Fra Portens Taarnglug vogter Havens Kure
med Sølverhjælm paa lokket, guldgult Haar
og Flammesværd i Haand, en evig Vaar.
Forinden skinner alle Farver pure.
den blaa Gudshimmel, flammehvid i Syd,
det grønne Græs, hvor fromme Urter prange,
Viol og Lilje, Smørblomst og Tusindfryd,
det røde Guld, der gruser Havens Gange.
Hen gennem Luften bølger blide Sange
og Engleharpers klingre Strengelyd . . .
I Urtegaarden gror et Træ blandt mange.
Dets unge Grene drages lindt og blødt
i Silkeærmer smaa med P u f og Poser,
paa hvert et Ledemod et Brus a f Roser,
hvis skære, hvide Blade randes rødt —
for hver en Blomst en Duft a f bittersødt,
en sælsom Blandingsduft a f Fryd og Smerte . . .
Der staar en Abild m idt i Havens Hjærte.
Dens Liv har Blomstring. Og dens Længsler Flugt.
Men Dagen lider. Dagens Sol er slukt.
Og Urtegaardens Himmel fjærnt sig livælver,
de lyse Nætters Himmel a f Gletscheris.
Fra Mulden driver varm og tung en Dis,
hvori omtaagede Stjærneøjne skælver.
Keruben taber ør sit Flammeris
og slumrer ind bag Gluggens Gitterlaage . . .
Og Maanen selv forvandles til en Taage,
der bølger, flænges, hvirvles bort i Dans,
hvor hvide Arme smidigt fletter Krans
og hvide Fødder spidses over Bunden . . .
En Gysen risler gennem Abildlunden.
Men Elverlegen gaar bag klare Lin.
I Nattens Stilhed alle L yd forstumme,
kun Straalens Piasken i en Springvandskumme
klimprer sin Melodi, en sprød og fin.
Den krydrede Natteluft er hed som Vin . . .
Den unge Abild svimler som beruset.
Da svirrer over Haven Vingesuset
a f Milliarder smaa Insekters Hær.
Og som en vældig Sky, der fjærnt og nær
bedækker Himlen tyk og filtret, kruset
den slukker Sommernattens blege Skær
og samker sig blandt Urtegaardens Trær.
„Er vi der snart?“
Nr g. Brudstykke.
So r g e n kom til det lyk k elig e Hus. P lud selig, for­
færdende, lamm end e. D en unge liv sg lad e Fru
Kate Jürgens fik en F oraarsdag et Ild eb efindend e
m ed høj Feber. Hun gik til Sengs og H u slæ gen
h en tedes. Han erklærede det for et stærkt T ilfæ lde
a f Influenza. Næ ste Dag kon staterede h an L u nge­
b etændelse, og paa S ygdomm en s fem te Dag døde
Fru Kate. Hun h avde selv ingen Anelse haft om
Faren. Og det sid ste Døgn h en laa liun uden Be­
vid sthed . Hun fantaserede om Rejsen til de store,
brogede Byer og de so lly se M idd elhavskyster, som
hun elskede. U stand selig kørte hun paa Jæ rnbane.
Over gyn gende Broer og genn em gungrende T u ­
neller. I febrilsk Angst for ikke at naa Maalet. Hun
knuged e sin Mands k o ld e Haand i sin e k lamm e,
h ed e Hænder og spurgte m ed b arn lig Graad i S tem ­
m en: »Er v i der snart? Er vi der snart?« Kun n ogle
faa S ekunder ly sn ed e B evid sth ed en i h ende. Hun
slog et Par store, klare Øjne op, sm iled e vem od igt
og en Smu le d rillende og sagde: »Skal det b live
god t at være alene? . . Længes du efter at slipp e
fri for din Plageaand?«
Ordene skar h am ind i Hjertet. Han følte et
harm fu ld t protesterende Skrig trænge sig frem. Men
h an betvang sig. Han sad jo ved en S ygeseng og
hun vid ste ikke, hvad hun sagde. Mildt, m en fast
m ødte h an h end es lid t skadefro B lik og sagde m ed
øm Sagtm odighed: »Kate, Kate, at Du kan nænne!«
Hans Øjne fyld tes m ed Taarer, og han k y ssed e
h endes magre Hænder. Saa lo hun og straks efter
græd hun . Men i det samm e var hun atter paa
Rejse, i Toget, der dundrede over Broen og gung­
rede genn em Tun ellen . »Er vi der snart? Er vi der
s n a r t? « -----------------