Spejlet

61 / 191

E t aandeagtigt Natteslør
staar over Vej og Haver,
hist svinger fra en Tørresnor
en Ræ kke hvide Kraver,
en ensom Mis sig lister om,
vi kender — jeg og Katten —
at aldrig er her større Fred
end K lokken to om Natten.
H in travle Flok, som tripper om
ved Dag paa disse Veje,
sig strækker nu m e d Velbehag
pa a Kamrets bløde Leje,
hensunken d yb t i B lund og Drøm
bag trygge Slaar og Stænger,
ej anende, a t ude gaar
en søvntræ t Nattegænger.
— Jeg standser ved en Laage brat
og ser bag Frugttræ -Stammer
et Hoved pa a et h vid t Gardin
i L ysskæ r fra et Kammer,
jeg ser en Skygge a f en Ske,
en Flaske bliver r y s te t--------
da er det, som med et jeg faa r
et sæ lsom t T ry k for Brystet.
sigt saa tom t, som laa der h end e ik k e det m ind ste
paa Sinde.
Da Grethe h avde bragt det saa vid t og forresten
ud tom t de h jem lige Kilder for A and sn ydelse, kom
h un i Børnehave. Og der skete det forfærdelige.
Hun sad m ellem elleve andre sm aa P iger og lyttede
til F røkenen , der var m id t i en fortræffelig H istorie.
Saa rejste hun sig, fordi det nu ikk e kund e være
andet, og gav den F orestillin g, h vori h un var en
Mester. Hun gav den saa godt, at F røk en en stop ­
pede op i H istorien og stirrede betaget paa hende.
»Hvor skal lille Grethe hen?«
Grethe sm ilte forbindtlig, bar over m ed F røk e­
n en s Mangel paa Tak t og gik h en im od Døren. Dér
attrapperede F røk en en hende, saa b estem t paa
hende, m en forstod p lud selig S ituationen.
»Ja . . . m en saa m aa lille Grethe sige det. En pæn
lille P ige siger det og gaar ikk e saadan uden videre
sin Vej.«
Grethe saa u sikk ert paa h ende. Der var ingen
T vivl m u lig — det var F røk en en s Alvor.
Da brast det altsamm en for Grethe, som briste
kunde.
Og h un stod sk am fu ld og fortvivlet og fik Skænd
som en gan ske lille Tøs, sk øn t hun i V irk eligheden
havde opført sig som fu ldkomm en grand dame.
Tyst gaar jeg bort, med B likket vendt
op m od det hvide Klæde,
det er, som g ik jeg paa et Gulv,
hvor jeg skal varsom t træde.
— Jeg vandrer hjem ; m in kære Flok
i tryg gest B lund jeg finder
— hvor takker jeg den gode Gud
for disse røde Kinder!
Skolen og Livet.
Nr. 12.
Li l l e Grethe har in tet m edfødt Talen t for D is­
kretion. Hun m eddeler sig til hvem der i Øje­
b likk et er h end e næ st uden sm aaligt H en syn til,
om M eddelelsen er egnet for hans Øre eller m aaske
ju st burde gaa forbi det.
Im id lertid er Verden jo ond, og det er fint at for­
nægte Naturen. Der gives T ilfæ lde i Livet, hvor en
ung D am e a f Stand m aa ho ld e sin Bøtte, koste,
hvad k o ste vil. Vi havde da ogsaa efterhaanden
ført Grethe frem til en betydelig Kultur. Det var
v irkelig en sm uk F o restillin g i S elskab slivets E le­
gance at se h end e rejse sig fra Bordet, slaa et Par
ligegyld ige Slag rundt i Stuen, titte ud a f V induet
og m archere m od Døren, langsom t og med et An-
Cyclens Triumf.
M el.: I lille Kongensgade.
Nr. 13.
A t Folk dog gider klage: A k, vi har ingen Heste mer!
Aaja aaja aaja osv.
Nu som i gamle Dage vi Helte har paa Væltepe’r!
aja aaja aaja osv.
Leonidas han blev punkteret ved Thermopylæ ,
Ung Absalon det Fæ
Blev hængende i et Træ,
Men dersom han blot havde brugt en Klat a f Pengene
Til Cycle, — var han aldrig bleven hængende!
Diogenes, den Odder, han trillede med Tøndebaand,
Aaja aaja aaja osv.
Kong E rik Lam , det Fjols, holdt ku n Styret med sin
tynde Haand,
Aaja aaja aaja osv.
L ad GrifJ'enfeldt end have været meget flin k Jurist,
Han fa ld t dog a f tilsidst,
For han var ej Cyclisi,
Og det var kun , fordi Svend Tveskæg ikke cycle gad,
A t D anm a rk led et Nederlag ved Stiklestad!
- 59 —