Spejlet

havde tilsidst helt forvildet hende. Ilaaret hang

i lange Tjavser ned under Hovedklædet, og

hendes Klæder var vaade til op over Knæene.

Efter at Lyset var bleven slukket i Forældre

nes Hus, havde hun allerede nogle Gange vovet

sig op imod det. Idet hun for hvert eneste

Skridt stansede, saa sig om og lyttede, var hun

et Par Gange kommen det helt nær, men ved

den mindste Lyd, hun troede at høre, flygtede

hun igen. Ogsaa nu forsvandt hun rædsels

slagen ved Synet af Katten, der kom springende

imod hende henne fra Huggehuset. —

Den følgende Morgen fortsattes Efterforsknin

gen uden noget Resultat. Men om Eftermid

dagen fik Byen Besøg af en vandrende Uld-

kræmmer, der fortalte, at han i Skoven hinsi

des Søen havde overrasket et afsindigt Pige

barn, der sad under et Træ og spiste Blade.

Han havde villet tale til hende, men saa saare

hun havde faaet Øje paa ham, var hun styrtet

afsted og var forsvunden for ham i Under

skoven.

Nu fik man i Hast et stort Mandskab samlet

for at anstille en formelig Klapjagt efter den

Ulykkelige. Men det var forsiide. Hun var alle

rede død. I Rædslen over at være bleven set

af Nogen var hun løbet lige ned til Søen; og

efter endnu en kort Nølen havde hun kastet

sig ud.

Her fandt man hende Dagen efter umiddel

bart ved Bredden og med kun faa Tommer

Vand over Hovedet. Hun havde, idet hun ka

stede sig ud, slaaet sit Forklæde op for Ansig

tet og laa med Hænderne foldede som i Bøn.

Ude i Forældrenes lille Stue blev der om

Eftermiddagen et livligt Rykind af Slægtninge

og nysgerrige Kendinge, der kom for at bevidne

de Gamle Deltagelse og tilbyde deres Bistand

ved Jordeklædningen. Men da Kvinder fra Na

bolaget vaskede og redte Liget ovre i Ud

huset, sad Mariane paa Sengekanten og rokkede

med sit store Hoved, idet hun under Graad

blev ved at gentage, at Kirstine jo »slet ikke

havde haft det nødigt«. Præstens havde vist til

givet hende det, og Søren saamænd ogsaa.

»For vi har jo da i vor Ungdom selv gjort

det samme«, slap det hende engang i bortviv-

lelse ud af Munden.

Blandt de Besøgende var ogsaa Marianes

gamle Fader, en

-aarig Drukkenbolt fra f a t 

tighuset, som straks, da han hørte 0111 Ulykken,

var rokket herhen, — mindre dog for at trøste,

end fordi han mente, at der ved en saa usæd

vanlig Lejlighed maatte »falde lidt tilgode«.

Han sad en Stund og slikkede sig om sin tørre

Mund og sagde saa, for dog at sige noget:

»Ja ja, Søren. Du var kanske ogsaa lige lov

lig haard nok ved Barnet.«

Søren saa ved disse Ord misbilligende op paa

Oldingen, men svarede ikke noget. Han havde

overhovedet næsten ikke talt i de sidste Dage.

Men om Natten, da han laa søvnløs og vendte

sig i Halmen, blev Ordene ved at lyde for ham

og med en stærkere og myndigere Røst. »Du

var kanske lovlig haard ved Barnet.« Tilsidst

begyndte ogsaa det gamle Skabs-Ur at snakke

0111 det i Nattens Stilhed. Men Søren foldede

sine Hænder som En, der værger sig mod onde

Aander, og svarede med Skriftens Ord:'»Den,

som elsker sit Barn, tugter det tidlig,« . . . og

han sov da ogsaa omsider trøstet ind.

O111 Morgenen, endnu tør Solopgang, stod

han op, klædte sig ved Marianes Hjælp i sin

Højtidsdragt og gik ind til Købstaden for —

indtil Bogstaven tro mod Lovens Forskrift —

»uopholdeligen« at mælde Dødsfaldet til Skifte

retten.

Det var en Gang paa stive tre Mil, men Vejen

faldt ham ikke lang; han havde nok at tænke

paa. Hans Ærinde paa Herredskontoret var

hurtig besørget, og efter at have drukket en

Skaal Kaffe til sin medbragte Mellemmad nede

i en Beværtningskælder, begav han sig straks

igen paa Hjemvejen.

Det var imidlertid bleven ud paa Eftermid

dagen. Himlen var overtrukken, og der faldt

en kort Støvregn. Søren mærkede dog ingen

ting. Han havde stadig saa meget at tænke paa.

Det var den gamle Bedstefaders Ord, der blev

ved at rumstere inde i hans Hoved, som i For

vejen værkede af Mangel paa Hvile og Søvn.

Det forekom ham nu, at ogsaa Fuldmægtigen

havde set saa underlig paa ham derhenne paa

Kontoret. Han syntes ligesom at have kunnet

læse en Anklage i hans Øjne, dengang han

havde dyppet Pennen for at skrive i Proto

kollen og spurgte 0111 Kirstines Alder. Det var

næsten, som 0111 det havde staaet prentet paa

lians Brilleglas; »Var Du 1111 ikke ogsaa lovlig

haard ved hende, Søren Kousted?«

Der sprang en kold Sved frem paa Sørens

Pande, mens han gik der paa Landevejen, hvor

der efterliaanden blev mere og mere mørkt

omkring ham, uden at han tænkte derover.

Han gennemgik i Tankerne sin Bibel, og i For

tællinger som den 0111 Abrahams Lydighed mod

Guds Paabud fandt han lidt efter lidt paany

Hvile for sit Sind. »Tro paa din Gud og dine

Fædres Gud og hold hans Lov, og jeg vil være