69 / 191
Menneskets eget Hjerte stod de evige Love op-
skrevne, hvorefter Herren engang i sin Visdom
og Retfærdighed vilde dømme levende og døde.
Der var især en, paa hvem denne Tale gjorde
et rystende Indtryk, — det var Søren. Han følte
Præstens sidste Ord møntet umiddelbart paa
ham; og han kunde næsten ikke faa sine Øjne
op fra Jorden af Frygt for Anklagen, som han
troede at læse i alles Miner.
Fra den Dag blev han mere og mere underlig.
Han sad hver Aften med Biblen foran sig og
Øjnene fæstede paa det Ord, hvortil han klam
rede sig i den Storm, det Herrens Vejr, der
havde rejst sig i hans Indre. »Den, som elsker
sit Barn, tugter det tidlig.«
Ingen vidste, hvad der var i Vejen med ham.
Ikke engang til Mariane talte han derom. Men
som et Hus, der indenfra ædes op af Svamp,
lilev hans Skikkelse tydelig mærket af Samvit
tighedens Ødelæggelser. Paa hans blege Ansigt
sporedes tilsidst Dag for Dag Virkningen af
Spøgelserøsten i hans Indre.
En Søndag vilde han mod Sædvane hverken
gaa i Kirke eller klæde sig i Helligdagstøjet. Da
han heller ikke tog Bihel eller Postille frem,
spurgte Mariane ham bekymret 0111 Grunden.
Han svarede da haansk, at Guds Ord jo bare
var Løgn og døde Bogstaver, — det havde Præ
sten selv sagt. Men Væv og Præk havde man
nok af i Verden; det behøvede man ikke at
gaa i Kirke for at høre.
Dermed gik han ud af Stuen.
Men Mariane, der var bleven helt forskræk
ket over hans ugudelige Ord, beroligedes igen
noget, da hun gennem Vinduet saa ham staa
der udenfor og lytte til Kirkeklokkerne, som
hørtes over Bakkerne.
»Herregud, hitte Søren, — hvad er’et dog
med dig«, sagde hun hen for sig, da hun saa,
hvordan der trillede Taarer ned ad hans Kinder.
Der kom i det samme en gammel Mand
forhi med en lille Trillevogn. Han raabte Søren
an ude fra Vejen og spurgte, 0111 han ikke havde
Ben og gamle Klude at sælge.
»Jo«, svarede Søren tilbage, »Di kan komme
igen imorgen. Saa er her gamle Ben og Klude
tilovers«.
Derefter gik han ind i Huggehuset, der endnu
gemte paa Lugten af Kirstines Lig.
Et Par Timer senere kaldte Mariane ham
ind til Middagsmaden; og da han ikke kom og
heller ikke svarede paa hendes Kalden, gik hun
ud for at se efter ham. Men næppe havde
hun stukket Hovedet ind ad Døren til Hugge
huset, før hun foer tilbage med et Skrig.
»Herre Jesus! Hjælp!« raabte den gamle
Kone og løb forvildet ud over Markerne.
En Historie om en ny Præst og en ny Dreng.
Af
L. Budde.
— Med Tegninger af
Carl Thomsen.
»TAu maa ikke slaa ham, for det er slet ikke
-L' hans Ret!« sagde Purken og saa den vrede
Skolelærer dristigt ind i Øjnene.
»Hvad siger Du, Din Spirrevip, maa jeg ikke!«
udbrød Læreren. »Tag Dig lidt i Agt, Du, ellers
kan Du let faa at føle, at jeg har faaet et Spansk
rør for at give uvorne Knægte en Omgang af
det!«
»Hørte Du da ikke, hvad Præsten sagde igaar,«
spurgte Purken og saa alvorligt op paa ham,
»at dem, der er de stærkeste, ikke maa gøre
dem, der ikke er stærke, Fortræd, men skal
hjælpe dem og være gode imod dem. Og Du
er jo den Stærkeste, og han er slet ikke stærk,
saa kan Du da nok forstaa, at Du ikke maa
slaa ham!«
Der blev ganske stille i Skolen. Hvert eneste
Barn vendte et forskrækket Ansigt 0111 mod den
dristige lille Fyr og holdt sit Vejr i bange kor-
—
(Fortsættelse).
ventning, men Skolelæreren saa ligesom lidt
forvirret ned paa ham og sagde:
»Tante Line har nok ikke lært Dig at holde
din Mund i Ave!«
»Nej!« svarede Purken. »For Tante Line siger,
at jeg maa gjerne sige Alt, hvad jeg mener,
naar jeg bare ikke mener andet, end hvad jeg
maa sige!«
Et Øjeblik endnu saa Skolelæreren forskende
ned paa den lille Fyr, men Alt, hvad han saa,
var et ærligt og oprigtigt Barneansigt, der vendte
sig frimodigt op imod ham. Da han havde staaet
og set lidt paa det, snurrede han sig rundt paa
Hælen og gik tilbage til sit Katheder igen uden
at sige et Ord mere — det vilde jo ogsaa have
været under hans Værdighed at indlade sig i
videre Forhandling med Smaapersoner 0111 Ting,
der angik hans Kald og Embede.
Skoletiden gik. Den ny Dreng sad ganske
— 67 —