Spejlet

Nr.

13. JULI 1902.

SPEJLET

Ungdomserindringer.

Konsejlspræsident Deuntzer og fhv. Konsejlspræsident Estrup fortæller.

Mecl Ungdomsportræter af de Fortællende og Amatørfotografier fra deres Hjem.

Hos Deuntzer.

e n

diskre

te Tapet

dør, der fra

Udenrigsmi

nisteriets

store Vente

værelse fører

ind til Mini

sterens Mod

tagelsessalon,

aabnes inde

fra og fem

kendte Freds

venner i lange

sorte Frakker

og Handsker

glider ud gen

nem Døraab-

ningen og gi

ver Plads for

mig, der kom

mer mindre

højtidelig i

Antræk, men og'saa i mindre højtideligt Ærinde.

Fredsdeputationens Alvor ligger endnu i Luften

derinde. Men Ivonsejlspræsidenten fejer den med

en hurtig henkastet Bemærkning ned i det ære

frygtindgydende Folioark paa Skrivebordet, hvor

den har hjemme. Og i Tilknytning hertil fremfører

jeg mit Ønske:

—

Spejlet

har overdraget mig det Hværv at bede

Deres Ekscellence fortælle nogle a f Deres Ungdoms

erindringer. Siden Freden nu lykkelig er forsvunden,

tør jeg maaske bede Dem dvæle nogle Øjeblikke i

Erindringen om Krigen 1864, i hvilken Deres Eks

cellence jo deltog som ung Løjtnant.

— Krigen. — Nej, om den vil jeg helst tie.

Det lijærtevindende Smil, der saa hurtigt og ofte

lægger sig over Konsejlspræsident Deuntzers A n -,

Deuntzer som ganske ung Professor.

sigt, og som er ejendommeligt for ham, forsvandt,

og Ministeren sad et Øjeblik indfanget a f dystre

Minder. Saa udbrød han:

— Skulde jeg endelig rippe op i min Ungdom —

jeg synes, den ligger saa langt tilbage — maatte

det vel blive den Tid, da jeg begyndte som Pro

fessor ved Universitetet, og Studieaarene, som gik

forud.

Smilet lyste atter frem, og Deuntzer fortalte:

— Det var i 1872, at jeg som syvogtyveaarig

Yngling blev udnævnt til Professor ved Universi

tetets rets- og statsvidenskabelige Fakultet. Hall

var den Gang Kultusminister. Under min skyldige

Visit hos ham i Ministeriet, kom han mig i Møde

med den gemytlige Venlighed, som var ham egen,

og med Armen om min Skulder spaserede han op

og ned ad Gulvet med mig og talte — skøndt han

kendte lidet eller intet til mig personlig — om den

megen Kritik, der i den senere Tid var rejst mod

de juridiske Professorers Universitets virksomhed,

særlig mod deres trættende og uendelige Diktat

forelæsninger.

— Vor Tids Studenter har næppe noget Begreb

om disse

Forelæsningers

Art, de aner ikke, hvad vi

i vore Studenteraar maatte døje! — Man fortalte,

at der var Studenter, som i deres første Studieaar

var begyndt at høre en Diktatforelæsning over en

enkelt Disciplin og med samvittighedsfuld F lid

havde fortsat det ene Aar efter det andet i en fem—

seks Aar, men som dog havde taget Embedseksa

men inden Forelæsningen var afsluttet. Maaske er

det en lille Overdrivelse, men vist er det, at der

var Diktatforelæsninger over et enkelt Fag, som

varede fem å seks Studiehalvaar med fem Timers

Diktat om Ugen.

— Imidlertid var disse Forelæsninger a f forklar

lige Grunde godt besøgte a f de Studerende. Man

kunde jo deltage i dem uden nogensomhelst For

kundskab, og paa en ikke anstrængende Maade

- 73 -