78 / 191
at Romerretten skulde behandles rent historisk,
fremkom en Gang en gammel Højesteretsdommer
med den Ytring: — Det er muligt, at Ju stin ian ikke
ret har forstaaet Goos, men det behøver man da
endelig ikke at fortælle Studenterne!
— Nellemann behandlede med en beundrings
værdig Klarhed og Ro Processen og Retshistorien.
Han saa væsenlig Retsordningen som et rent histo
risk Faktum , hvis praktiske Side interesserede ham
mest. Det var en Fornøjelse at overvære Nellemanns
Udspørgen ved Eksam inerne; hans Spørgsmaal gav
ikke Anledning til mindste Misforstaaelse, og det
var umuligt for Nogen at slippe uden om det.
— Og hvorledes var nu det personlige Forhold
mellem Dem og Deres ældre Kolleger?
— Særdeles godt. Men ganske vist krævedes der
a f os Yngre en temmelig stor Føjelighed. Vi havde
pænt at være enige i de Æ ldres Anskuelser. Og
efter at vi i nogen Tid havde prøvet at give vort
Besyv med, mistede vi Interessen og lod det gaa,
som det kunde. Engang var der i en ret vigtig Sag
skrevet en uhyre lang Erklæring a f Aagesen, og
Matzen og jeg erklærede os kortelig enige med ham.
En Dag kom saa Matzen og spurgte mig om visse
Punkter i Erklæringen, og jeg maatte da tilstaa, at
jeg ikke havde læst den. Hvorefter han øjensynlig
lettet betroede mig, at det havde han heller ikke.
Forresten har jeg det Indtryk, at Regeringen i alle
Fakulteter var i de Æ ldres Hænder. Universitetets
Fællesanliggender styredes under et blidt Eneherre
dømme a f Konsistorium, og de almindelige Lærer
forsamlinger afholdtes næppe regelmæssigt og be
søgtes ikke stærkt. Je g selv var ikke nogen stadig
Gæst, men det forekommer mig, at jeg undertiden
vovede en lille Indvending eller endog gik saa vidt
at stemme imod Udvalgsforslag. Det skaffede mig
Ord for at være en uforbederlig Oppositionsmand,
men blev iøvrigt ikke taget mig synderligt ilde op.
— Den lange Tid, slutter Konsejlspræsidenten sine
Udtalelser, har kastet en Taage over min Erindring
for de Flestes Vedkommende a f dem, der kun i mine
første Læreraar var mine Kolleger. Alene Madvig
staar klart for mig med hans aldrig svigtende E lsk
værdighed og hans Lyst til at diskutere juridiske
Æmner. Han paastod, at han var skabt til at være
Ju rist og henviste til sine Aner, en hel Række born
holmske Retsbetjente. Vist er det, at han aldrig
lod sig sætte til Vægs i vore Disputer.
— I det hele staar disse mine første Universitets-
aar for mig som en god og lykkelig Tid. Maaske
var Universitetet endnu den Gang som Institution en
noget søvnig Anstalt, men for den enkelte Lærer
var der den rigeste Lejlighed til uforstyrret Arbejde i
det Fag, hvortil han havde helliget sig, og jeg tror,
der blev arbejdet ivrigt og udholdende.
Hs. Ekscellence tav. Om hans Mund lagde der
sig et halvt vemodigt Smil. Skyldtes det Erindrin
gen
0111
Universitetsavditoriets stille Fred, der for
ham er afløst a f Kampbulderet paa den politiske
Arena, hvor han selv er Føreren, — og hvor selve
Fredsvennernes Deputation er et Stridens Tegn?
Kristian Dahl.
En Skak-Match.
»SPEJLET« h a r .opfordret to af vore mest bekendte Skakspillere Overretssagfører
Johs. Giersing
og Cand.
A.
C. M. Pritzel
til at spille et Skakparti i Bladets Spalter. Da Partiet skal afsluttes i Nummer
8
og et normalt
Korrespondanceparti vil udkræve ca.
40 Træk af hver Spiller, vil de to
Herrer foreløbig i al Fald kun gøre
hver 10 Træk om Ugen.
Nedenfor vises Spillets Begyndelse.
Notationen er den sædvanlige af alle
Skakspillere kendte. I de følgende Num
re vil vi tillige ved Diagrammer vise
Spillets Stilling efter det sidst fore
tagne Træk.
Hvid.
Sort.
A. C. M. Pritzel.
Johs. Giersing.
e
2
- - e4
1
e7 — e5
s gi -
- f3
2
S b
8
— c
6
L fl - - b5
3
a7 — a
6
L b5 -- a4
4 SgB — f
6
S h l - - c3
5 L f
8
—■e7
d
2
-- d3
6
d7 — (16
S c3 -- d5
7
b7 — b5
L a4 - - b3
8
0
—
0
a
2
-- a4
9 T a
8
— b
8
a 4 -- b5
10
a
6
+ b5
A. C. M. Pritzel.
Johs. Giersing.
— 76 —