Spejlet

Deuntzer i sin Have.

erhvervede man sig Attest for at have hørt det An

tal Forelæsninger, som krævedes, for at man kunde

indstille sig til Embedseksamen. Desuden fandtes

der i mange Fag ingen ju rid isk Literatur, man var

derfor henvist til at laane et skrevet Ivollegie hos

en Kamerat, hvis man ikke selv havde det, man

skulde bruge, og efterhaanden udviklede der sig

en Slags Sædvaneret paa Grundlag a f Romerrettens

do ut des,

saa at man ikke let kunde faa et Ivollegie

til Laans, med mindre man var i Stand til even

tuelt at gøre Gengæld for et andet Fags Vedkom

mende.

— Naar vi gik hjem fra disse Diktattimer, hvor

Ordene altid strømmede med rivende Hast fra Pro

fessorens Læber, havde vi en tryg, men som det

senere viste sig, ikke altid helt velgrundet Fornem

melse a f at have Mesters egne Ord til Punkt og

Prikke under Armen. Og vi var besjælede af den

behagelige blandede Følelse a f Lettelse og Dydig

hed, som plejer at indfinde sig, naar man har over-

staaet noget meget kedeligt. Den første Forelæsning,

jeg hørte som nybagt Student og uden at have

nogetsomhelst Begreb om Jurisprudens, v a ren Dik

tatforelæsning a f Nellemann over den ekstraordi

nære Civilproces, en lille Afdeling a f det store Pro

cesfag. Je g beklager, at mit Ivollegiehæfte er blevet

borte for mig, det har sikkert indeholdt gode Mor

somheder at dømme efter de kuriøse Ting, mine

Kameraters Hæfter fra denne Forelæsning vrimlede

med — f. Eks. naar »§ 5 in fine« blev til »§ 5 en

Figne« og »Bilbrev« og »Groshaveri« forvandledes

til »Milebrev« og »Baadslaveri«.

— Alligevel klyngede vi os med en fortvivlet og

krampagtig Kærlighed til Diktatet. Jeg erindrer, at

da Nellemann ved en bestemt Lejlighed lod fore

tage et Plebiscit a f Studenterne om, hvorvidt de

ønskede, at han skulde fortsætte sine Forelæsninger

som Diktat eller som frit Foredrag, vedtog vi med

knusende Majoritet at holde fast ved Diktatet. Je g

selv var ligesom alle mine Ruskammerater meget

ivrig derfor. Men det var egentlig ikke saa under

ligt, eftersom vi vidste os aldeles ude a f Stand til

at følge en fri Forelæsning og derfor ikke saa nogen

Udvej til at faa vort Kollegiehæftes hvide Blade

beskrevne, naar Dikteringen hørte op.

Paa mit Spørgsmaal, om den samme udmærkede

Undervisningsmetode paa det Tidspunkt anvendtes

i de andre Falknteter og dér omfattedes med samme

Ømhed, svarede Konsejlspræsidenten:

— Det tør jeg ikke paastaa. At der var glim

rende Undtagelser, erindrer jeg i alt Fald. Saaledes

Anatomen Schmidt i det lægevidenskabelige F ak u l

tet og Rasmus Nielsen. Hvor følte vi Russer os

ikke tiltalte a f Rasmus Nielsens filosofiske Fore

læsninger. Men ganske vist, adskillige a f os, der

var komne fra Skolen med meget ærbødige Fore

stillinger om Filosofer, hensad paa Avditoriets

Bænke i stille Forbavselse over, at en Filosot kunde

være saa vittig, og at han saa liaardnakket kunde

holde sig borte fra Positiviteter og Definitioner. I

det Hele tror jeg dog, at den Tids Universitetslærere

betragtede det som deres Hovedopgave, ved Siden

a f at holde Eksamen og deslige, at forøge det viden

skabelige Stof, medens den egentlig docerende V irk

somhed stilledes en Del i Skygge. En endnu levende

højt anset Historiker har fortalt mig, at da han

som ung Mand havde opnaaet Ansættelse ved

Universitetet og fuld a f Glæde og Arbejdslyst med

delte den store Nyhed til Historieprofessor Schiern

svarede denne: — Naa ja, jeg gratulerer! Men De

har vel husket at betinge Dem Fritagelse for at

holde Forelæsninger?

Hr. Deuntzer fortæller videre

0111

, hvordan de

temmelig faa Eksam inatorier, som blev holdt i

det retsvidenskabelige Fakultet, kun samlede faa

Deltagere, fordi de gik saa langsomt frem og for

dybede sig | saa meget i Specialiteter. Studenterne

maatte derfor søge Vejen gennem den juridiske

Labyrin t hos Manuduktører og ved Samarbejde

med Kamerater.

— Den sidste Fremgangsmaade anvendte jeg og

enkelte a f mine Venner ret flittigt og med smukt

Udbytte. Jeg sender en venlig Tanke til en nu

værende højtstaaende Embedsmand, med hvem jeg

drøftede Myndighedsreglernes Gaader. Endnu ser

jeg det udholdende B link i hans Øje, da vi ikke

i Lovsamlingen kunde finde Loven a f 29. Decbr.

1857 — vi anede ikke, at der er en stor Mængde

forskellige Love a f den Dato — og han efter en

omhyggelig Granskning i Lov a f 29. Decbr. 1857

om Grindefangst paa Færøerne bemæ rkede:— Det

er vidtløftigt, men meget interessant; kun forstaar

jeg ikke, hvordan man vil gøre Overgangen til Køns

forskellens Ophævelse.

—