Spejlet

Ansigt, da de begge to, fulde af Iver og Travl

hed fulgtes ad til Bagerens Hus igen.

Da Vognen kørte ud fra Bagerens Port, da

sad den Herre, som kaldtes den ny Dreng, alene

bag i den, men da den bagefter alle de andre

svingede ud af Byen, da var de blevet to, og

lige over for ham sad Dummepeter med et Grin

over hele sit Ansigt, vadsket og pyntet, som

aldrig nogen havde set ham før. Paa Hæders

pladsen sad de, Bollekurven havde de imellem

sig og foran sad Bagerkonen og smækkede paa

den gamle Enspænderhoppe med en Holdning,

som om hun var kommet ud at kjøre for Her

skab. Det var et stolt Syn! Alle Byens Folk

vendte og vendte sig 0111 paa Vognene foran og

kunde ikke blive trætte af at betragte det, mens

Kjørselen gik med Sneglefart over Lyng, g'jen-

nem Sand, nærmere og nærmere Maalet, til

Klitterne løftede sig foran dem.

»Det er da løjerligt,« tænkte Bagerkonen til-

sidst, »som de Allesammen sidder og kigger

efter mig. Der skulde dog vel aldrig være noget

galt paa Færde med Drengen der bag ved!«

Bagerkonen vendte sig 0111 og standsede En

spændervognen med et Ryk.

»Ili, Du Frelsens!« udbrød hun bestyrtet.

»Hvad er det?«

»Det er Dummepeter!« svarede den ny Dreng

med Sindsro.

»Ja, men Vorherre bevares, hvor er han

kommet fra?« jamrede Bagerkonen. »Her sidder

jeg arme Kone og kører for saadan et Par

Skarns Knægte og ved ikke et levende Ord af

det!«

»Han kom op til mig bagfra, mens vi kjørte!«

forklarede den ny Dreng. »For vi er Venner!«

»Ja, men med Tøjet da,« spurgte Bagerkonen.

»Han er jo blevet saa fin, saa det er farligt?«

»Vi delte, kan Du jo nok forstaa!« sagde

Purken. »Han tik min nye Trøje, og jeg fik

min gamle Trøje, og han fik mine gamle Buxer,

og jeg tik mine nye Buxer, og min nye Hue

og min gamle Hue skal vi være sammen 0111

og skiftes med!«

Den lille Fyr saa op med et samvittigheds

fuldt Ansigt, vis paa, at det Hele var gaaet saa

stilfærdigt som muligt og sikkert til alle Parters

Tilfredshed. Men Bagerkonen var alligevel ikke

tilfreds.

»Ih, Du Forbarmende — har man hørt

Magen?« sagde hun og slog Hænderne sammen.

»Lige frem at tage Klæderne af Kroppen og

kaste dem hen til en sølle Stymper, man aldrig

kan faa saa meget som en Trævl af igen!«

»Jeg kunde da ikke være bekjendt st tage

ham med i det Tøj, han havde paa,« forestillede

den ny Dreng hende alvorligt. »Og jeg har jo

baade mit ny Tøj og mit gamle Tøj, og saa

delte vi det. Det siger Præsten, og Tante Line

siger, at hvad Præsten siger, det er rigtigt!«

»Aa, Du med Din Præst og Din Tante Line!«

sagde Bagerkonen. »Du g'jør mig helt tosset

med dem — saa, nu kjører de helt fra os, og

vi sidder her midt i Redeligheden. Herre Gud,

hvad skal der komme ud af alle de Galskaber?«

Den skikkelige Bagerkone smækkede paa En

spænderhoppen, og afsted gik det igen, men

aldrig havde hun tænkt sig, hvad Besvær det

kunde give at tage saadan en lille Knægt til sig,

mens Søster Line laa paa Sygehuset. Det løb

rundt i Hovedet paa hende, hvad hendes Mand

vilde sige, og hvad Byens Folk vilde sige, og

hvad der dog skulde komme ud af det Alt

sammen.

Foreløbig kom der det ud af det, at da den

ny Præst selv samme Dags Aften sad i sit

Kammer og syntes, som han før havde syntes,

at han var ene paa fremmede Steder, da ban

kede det igen paa Døren. Og ind kom Bager

konen nok engang, trækkende efter sig en lille

Aars Purk, der aabenbart just ikke havde

nogen overdreven Lyst til at følge med, men

saa sig lidt nølende tilbage.

»Ja, undskyld, Hr. Pastor!« begyndte Bager

konen og saa ganske ynkelig ud. »Men her

kommer jeg til Dem i min Nød og Elendighed,

for jeg ved ikke længer mine levende Raad.

Jeg er helt ulykkelig over denne her lille Knægt.

Min Mand er saa vred, saa det er en Gru, alle

vore bedste Kunder er gnavne, Skolebørnene

holder et Hus, og hele Byen snakker ikke 0111

Andet end Knægtens gale Streger!«

»Det er slemt!« indrømmede den nye Præst.

»Men jeg forstaar ikke rigtig, hvordan jeg kan

hjælpe Dem.«

»Jo, for ser De, Hr. Pastor,« blev Bagerkonen

ved, »til alle mine Formaninger svarer Knægten

immer, at saadan har Præsten sagt, og saadan

har Tante Line sagt, og det kjører han rundt

med i een Guddommelighed.«

(Fortsæltes).

— 70 -