Spejlet

stille, hans Øjne veg ikke fra Skolelæreren, og

hans Mund stod igjen aaben, som gjaldt det

om at sluge hvert Ord, han sagde. Og da I iden

tilsidst var forbi, stod lige med Et en ind

smigrende Smule Purk ved hans Side, lagde

sin lille Haand i hans og sagde:

»Du er saadan en rar Mand, og jeg holder

af Dig. Farvel!«

Men alle de smaa Piger og Drenge styrtede

over Hals og Hoved hjem og fortalte:

»Den ny Dreng er blevet Ven med Dumme

peter, og han gav ham en Bolle, saa den sprøj

tede ud over Skolelæreren, og da han vilde

give Dummepeter en Omgang at Spanskrøret,

saa sagde den ny Dreng, at han maatte ikke,

og saa gjorde han det heller ikke!«

Alle de smaa Pigers og Drenges Forældre

korsede sig over den Dreng, Bagerens dér havde

faaet fat paa, og sagde, at Ingen kunde vide,

hvad den Knægt endnu kunde ånde paa. Der

var saa meget mere Grund for dem til at føle

sig betænkelige derved, som Skolebørnene den

næste Dag, efter Skik og Brug, hvert Aar ved

Midsommertid, skulde paa Skovtur, saadan som

der 1111 kunde gjøres Skovtur i den By. Skov havde

man nemlig ikke i Miles Omkreds, men ikke

en Mil borte havde de det friske, aabne Hav

og foran det brede Klitter med vejende Mare

halm, buskede Klittjørn og glohedt Sand til

midt op paa Benene. Paa Stranden kom Søerne

skummende af Hastværk og sydende af Ivrig

hed farende langt op paa det hvide Sand og

fangede efter Smaaben, der trippede hen over

det, men Benene var dog de rappeste. De nar

rede dem og smuttede langt bort, mens Søerne

langsomt og slukørede gled tilbage igen til Havet,

hvor de havde hjemme og kunde være bleven.

Der var store Kløfter og Huler imellem Klit

terne, Skjulesteder bag Marehalm og Klittjørn

og al den dejlige Mad og Drikke, de fleste førte

med sig. Oven i Kjøbet hørte det med til Skik

ken, at Bagerkonen med sin Enspændervogn

kjørte bagest i Vognrækken og havde en stor

Kurv Boller bag i sin Vogn, for at der dog og-

saa kunde blive Lejlighed til at give Smaa-

skillinger ud. Mere kunde man ikke forlange

af en Skovtur, og Aar for Aar, saa længe nogen

kunde huske, var Vognene i lange Rækker

svinget ud af Byen med Skolebørn og Fader

og Moder til Skovtur mellem Klitterne. For

nøjelsen havde altid været lige stor for Store

og Smaa, og aldrig havde der været Skygge af

Forstyrrelse derover, mere, end der havde været

Skygge over Stranden selv under Sommersolens

Straaler. Under disse lykkelige Omstændigheder

kunde der nok være Grund til at nære Be

tænkeligheder overfor en lille Person, der havde

et saa sikkert Greb paa at bringe f o istynelse

med sig allevegne, hvor han kom, som denne

samme ny Dreng. Og undgaas kunde han ikke,

for Bagerkonen maatte med for at slutte Vogn

rækken, Bollekurven maatte med for Smaa-

skillingernes Skyld, og den ny Dreng maatte

med for Bagerkonens og Bollernes Skyld.

Og ganske rigtig! Da Vognrækken næste Mor-

gnn svingede ud af Byen, og Vejen i ret Vinkel

svingede ud til Siden, sad den ny Dreng og

tronede nok saa stolt ved.Siden al Bollekurven

bagest i den bageste Vogn, synlig for hele det

øvrige Selskab. Det var nu ikke Andet end,

hvad ventet var, men hvad Ingen havde ventet

det var, at paa den anden Side af Kurven tro

nede Dummepeter, ikke mindre stolt, i egen

Person. For aldrig havde Nogen drømt om, at

saadan en Fyr som Dummepeter, snavset og

pjaltet som han altid var, ilde set af alle Byens

agtværdige Folk, skulde med paa en Stadstur

som Skolebørnenes Skovtur. Hvad i al Verden

skulde det betyde, og hvad gik der dog af

Bagerkonen?

Jo, Bagerkonen havde i den tidlige Morgen

stund haft travlt med at pakke Kurven og gjøre

Alting istand, og den ny Dreng var kommet

ind, iført en flunkende ny Dragt og et skin

nende Ansigt og havde med stor Deltagelse set

derpaa.

»Hvem skal spise alle de Boller?« spurgte

han.

»Skolebørnene!« svarede Bagerkonen i Kort

hed, for hun havde jo travlt.

»Faar de hver en af Dig?« lød Spørgsmaalet

igjen.

»Alle de, der har Penge, kan faa en Bolle!«

var Svaret.

»Faar jeg da ingen, fordi jeg ingen Penge

har?« spurgte den ny Dreng lidt betænkelig.

»Du skal faa to!« lød det beroligende Svar.

»Er det, fordi jeg ingen Penge har, og faar

Dummepeter ogsaa to, fordi lian ingen Penge

har?« spurgte Purken vel tilfreds.

»Dummepeter!« udbrød Bagerkonen i For-

bauselse. »Hvor falder Du dog paa det, Barn?

Dummepeter kommer slet ikke med, for ham

kan man ikke være bekjendt. Han ejer jo kun

de Pjalter, han gaar og staar i, Stymperen, og

heller ikke er der Nogen, der vil tage ham

med.«

»Saa vil jeg tage ham med!« sagde den ny

Dreng paa sin egen bestemte Maade.

»Ikke for alt det, der er til!« udbrød Bager— 68