68 / 191
KNUD LARSEN.
med dig alle dine Dage,« — det Ord havde
trøstet ham i mangen Trængsel.
Han følte sig pludselig saa træt, at han næppe
kunde flytte Foden men maatte sætte sig paa
en Skærvebunke ved Vejen for at hvile sig lidt.
Han saa nu, at det var bleven lysere omkring
ham og tænkte, at det var Vejret, der klarede
ved Solnedgangen. Ude langsmed Himmelranden
strakte sig og'saa en rødlig Glød.
Lidt efter kom en Bondevogn kørende der
forbi, og skøndt han ikke kendte Manden, bad
han om Forlov at age med, hvad han da ogsaa
fik. Men Manden saa dog lidt mistænksom paa
ham; og da Søren var kommen tilsæde, blev
han spurgt om, hvad han hed og hvorfra han
kom. Søren nævnede sin Hjembyes Navn, men
den anden kendte det ikke og sagde, at den
By maatte ligge langt derfra.
Nu først saa Søren sig rigtig om og opdagede,
at han befandt sig i en vild
fremmed Egn. Saa forstod
han ogsaa, at han havde gaa-
et uafbrudt hele Natten, og
at den Lysning over Him
melranden, som han havde
antaget for Aftenrøde, var
Dagen, der gryede.
Han bad Manden 0111 at
stanse, og uden flere Ord
steg han skamfuld ned og
gik tilbage den Vej, han var
kommen.
Det blev næsten Aften igen,
inden han naaede Hjemmet.
Nogle Dage efter fandt Be
gravelsen Sted under stor Del
tagelse. Præsten, der selv var
stærkt greben af det skete,
holdt en lang Tale, som ved
sin Mildhed og sine mange
Salmevers rørte mange til
Taarer. Han var ikke af den
Slags Dommedagsprædikan
ter, der i enhver Grav saa
en Nedgang til Helvede, paa
hvis Virkelighed han over
hovedet officielt ikke længer
troede. Men som Erstatning
for Truslen 0111 dette evige
Pinested, som ikke mere
med nogen Virkning kunde
anvendes i en oplyst Menig
hed, talte han nu som altid
0111 Samvittigheden. Idet han
benyttede den ulykkelige Piges sidste Levedage
til ret at levendegøre for sine Tilhørere Synds
bevidsthedens langt forfærdeligere Gru, udtalte
han, at i denne Syndsbevidsthed ytrede sig den
himmelske Letfærdighed, som straffede Over
trædelsen ogsaa der, hvor Landsens Sæd og
Skik ikke vilde anerkende en saadan, ja som
otte nedslog Sjmderne jDaa T rod s af alle Love
og Vedtægter, baade kirkelige og borgerlige.
Hvad det derfor galdt 0111 i alle Livets Bryd
ningsforhold var at give Ågt paa Samvittigheden,
at være lydhør for Hjertets Stemme, for den
indre Kaldelse, der var Guds Bøst i Mennesket,
ja Gud selv. Ikke udenfor os, men alene i vort
eget Indre kunde vi finde den Rettesnor for
vort Liv, som aldrig vildførte. End ikke i de
hellige Bøger, end ikke i Jesu egne Ord, der jo
i og tor sig blot var døde Bogstaver, indtil den
r e tte Aand levendegjorde dem, — nej, kun i
— 66 —