77 / 191
?
— Jo forstaar De, den Lov, vi søgte, giver den
ugifte Kvinde samme Myndighed som Manden, og
dette Systemskifte betegnede de juridiske Studenter
mere slaaende end nøjagtigt som
Kønsforskellens
Ophævelse.
— Je g husker ogsaa, hvor langsomt,
hvor særdeles langsomt A. S. Ørsteds Betydning gik
op for os, efter at vi jævnlig havde set ham anført
som Ophavsmand til juridiske Lærdomme, der gen
dreves som urigtige, medens hele hans for vor Rets
videnskab grundlæggende Virksomhed med Urette
forudsattes som bekendt.
— Men da saa Studieaarene var til Ende, og De
selv blev Professor —?
— Ja , da lovede jeg mig selv, at jeg skulde gøre
mit til, at der kom en bedre Gænge i Tingene. Lige
fra Begyndelsen a f min Virksomhed som Universi
tetslærer holdt jeg mig fri a f Diktatforelæsninger.
Je g gjorde det blandt andet ogsaa, fordi jeg ikke
havde Taalmodighed dertil, og fordi jeg gerne gen
nem egentlig Lærervirksomhed vilde se at komme
i mere direkte Forbindelse med de Studerende. Da
nu frie Forelæsninger over juridiske Æmner, hvor
man har at gøre med saa mange positive Data, er
vanskelige uden et trykt Grundlag, og dette ikke
bør være saa udførligt, at det gør Forelæsningen
overflødig, udarbejdede jeg efterliaanden korte Frem
stillinger, som ganske vist blandt andre Ulæmper
har den ikke ret at egne sig til Selvstudium. Især
lagde jeg dog Vægt paa Eksaminatorier, om end
jeg snart saa, at den store Mængde af juridiske
Studerende og deres forskellige Udviklingstrin hin
drede mig i indgaaende at beskæftige mig med hver
enkelt, og at Fremgangen rnaatte blive for lang
som. Th i hverken Lærere eller
Studenter er jo her som andet
steds vante eller oplagte til
tre—fire Timers daglig Under
visning paa Universitetet, vi
maatte nøjes med nogle faa
spredte Timer ugentlig.
— løvrigt kan naturligvis en
enkelt Lærer ikke omforme
Undervisningsmaaden i et F a
kultet. Men jeg tror at have
gjort mit til, at Dikteringen lidt
efter lidt saa godt som for
svandt, og at en sundere Me
tode indførtes. En otte—ni Aar
efter min Ansættelse erfarede
jeg ved en tilfældig Samtale
med unge juridiske Studenter,
at det var dem ganske ube
kendt, at Diktatforelæsninger
havde været almindelige i de
res Fakultet. Je g kunde jo
ellers nok have lidt, at Erind
ringen derom var blevet til
bage.
Derefter falder Talen paa den
unge Professor Deuntzers ældre Kolleger ved Uni
versitetet. Konsejlspræsidenten viser sig her saare
galant mod de Mænd, der nu staar som hans bitre
politiske Modstandere i Landstinget.
— De Kolleger, som modtog mig ved min Ind
trædelse i Fakultetet, var Aagesen, Nellemann, Goos
og Matzen. Matzen, der var udnævnt kun et Par
Aar forinden, var endnu saa temmelig blank som
Politiker og dybt inde i Bearbejdelsen a f den over
vældende Mængde a f jurid isk Stof, som han har
sin Styrke i at fremdrage. Vor Ældste, Aagesen, stod
paa sin Anseelses Højdepunkt og helligede sin V irk
somhed et uhyre stort Arbejde. Det staar endnu
klart for mig, hvorledes Sandhedsforskningen pinte
og trykkede ham, og hvorledes han stadig mente
at maatte gaa endnu dybere. Flere Gange har jeg
hørt ham ytre den gamle Sætning: Sandheden er
simpel nok, det gælder bare om at finde den. Han
havde den Tro, at det kunde lykkes at finde de
første abstrakte Grundprinciper for de retlige Fæ
nomener, og han irriteredes ved Følelsen a f stadig
at være nær ved at gribe den store Grundtanke.
— Naturligvis kom Aagesen i nøje Forbindelse
med Goos, der docerede Retsfilosofi og Strafferet.
Goos’ glimrende Behandling a f den positive danske
Ret beundredes a f Juristerne, og samtidig dermed
vakte han ved sin yderst frisindede filosofiske og
socialpolitiske Udvikling Begejstring blandt F ler
tallet a f Studenterne. Aagesen, der foruden dansk
Privatret ogsaa docerede Romerret, udviklede nu
efterliaanden sine Forelæsninger over Romerretten
saaledes, at de ogsaa optog til Drøftelse flere a f de
moderne Teorier, Goos forfægtede. Som et snurrigt
Udtryk a f Misbilligelse fra deres Side, der mente,
Deuntzer ved sit Arbejdsbord paa Landet.
- 75 —