Spejlet

NR. 14.

ALKOVEN.

„Kend dig selv!‘

Nr. 15.

v i l k e n

tv iv lsom Leveregel er den antike: Kend

dig selv ! R im eligvis har den i T idern es Løb

gjort ik k e ringe Skade, dræbende for In stink tet,

som den er. Ingen B ekym ring ligger en sund Natur

m ere fjærn.

Hvad En duer til, lærer L ivet ham af sig selv

uden at han lægger sit H ov ed i Blød. B ehageligt

overraskes han, naar han overgaar sin e F o rv en t

ninger, og om Brist i sin F a sth ed eller Fæ rdighed,

om sv ig tend e Mod eller g lipp ende E vn e op ly ses

han i afgørende Ø jeb likke til sin Skræk og Skam ;

in gen S elvran sagelse har k un n et m eddele ham Er

faringen paa Forhaand . Uden al A n strengelse lærer

Enhver sig da tilstræ kkeligt at kende. U n gd omm e

lige Grublere p iner sig selv og keder Andre til

ing en N ytte v ed U nd ersøg else af, hvordan deres

Væ sen i Grunden er. Jo mere de trævler sig op,

des udygtigere b liver de til Arbejd og Handling.

Ingen D rik er m ind re nærende end E n s eget Blod.

D en S elvb esku else, som anbefales m ed: Kend

dig selv! m en es at fremm e S elvudv ik ling . Men

S elvud v ik ling er et daarligt Ord, som leder til den

Tro, at Selvets Forandringer foregaar ved, at noget

samm en ru llet udfoldes. Der udk ræ ves tvertim od

stærke u forud selige T ilsk ynd elser udefra til at den

saakaldte S elvud v ik lin g kan foregaa, og den har

ikk e sjæ ldent Karakter a f en F o rvand ling som In 

sekternes, und er h v ilk en A and slivet skifter Form

og lægger n ye Egen skab er for Dagen.

— BO —