Spejlet

Pludselig lød der en Mjaven ved Siden af

hende. Det var Husets hvide Kat, der var kom

men listende langsmed den maanebeskinnede

Mur og nu strøg sig kælent henover hendes

Ben.

Først gemte hun sig for den med det be

gyndende Afsinds overtroiske Skyhed. Men da

den blev ved at gnide sig op ad hende, og især

da den gav sig til at spinde med denne fortro

lige Lyd, der levendegjorde Erindringen 0111 de

hyggelige Vinteraftner inde ved den varme Ovn,

overvandt hun sin Angst og tog den op i sit

Skød. Og nu udøste hun over den al sit døds

rædde Hjertes Ømhed, trykkede den til sit Bryst,

rullede dens dugvaade Poter og bad den sige

til Faderen og Moderen, at de ikke maatte blive

vrede paa hende; hun havde været saa ulykkelig.

Men Katten fandt tilsidst hendes Kærtegn for

kraftige og begyndte at hvæse. Saasnart hun

slap den, sprang den bort. Og atter sad hun

ene med sin Anger og Fortvivlelse. Og hun

skjulte Ansigtet i sine Hænder for at samle

Mod til det sidste Farvel.

Da hørte hun Faderen hoste derinde. Lidt

efter knagede Sengen, — og i samme Nu var

hun i vild Flugt borte fra Huset.

Søren Kousted vækkedes regelmæssigt paa

denne Tid af Natten af en naturlig Trang, der

tvang ham op af Sengen. I bar Skjorte, kun

med sine Træsko paa, stillede han sig ud paa

Stenflisen udenfor Døren; og mens Vinden vif

tede med hans stumpede Skjorteflige, saa han

sig søvndrukken omkring paa Himlen for at

tage et Skøn over Vejrudsigterne. Der var nu

ikke en Sky at øjne nogetsteds. Maanen skin

nede ham lige i Ansigtet. — Søren faldt helt

hen i Beundring over den dejlige Nat.

Saa lukkede han Døren til og krøb igen ned

i Sengevarmen med den velgørende Bevidsthed,

at der endnu var et Par Timer til Dag.

Men allerede ved det andet Gry var baade

han og Mariane paa Benene. Søren gav sig til

at flække noget Brænde ovre i Udhuset, mens

Mariane kogte Mælkegrøden; og da denne var

fortæret, tog han sin Skovl og gik til Arbejde

i en nærliggende Grusgrav.

I det hele forløb Dagen foreløbig paa den

vante Vis i det lille Husmandshus, hvortil der

ikke let ad Rygtets Vej naaede noget Bud om,

hvad der allerede optog alle Sind inde i Byen.

Stedet laa helt ensomt, til den ene Side skjult

af høje Bakker, til den anden med Udsigt over

en stor og grund Sø, bag hvilken Landet igen

hævede sig, bedækket med vidtstrakte Skove.

Ud paa Formiddagen kom Mariane gaaende

paa et kort Stykke Sti, der fra Huset førte ned

til Søbredden, hvor der i en Udhugning i det

brede Bælte af Bør og Siv, som kransede Vandet,

var anlagt en lille Vaskebro. Hun bar et Banke

træ og lidt Tøj, der skulde skylles, da hun plud

selig stansede helt forskrækket. Der var noget,

som viste sig derhenne i Sivene. Hun hørte det

pjaske og bruse, som 0111 et eller andet stort

Dyr flygtede afsted gennem Risskoven.

Et Øjeblik efter var alt igen stille; men den

gamle Kone var bleven saa opskræmt, at hun

vendte 0111 og gik tilbage til Huset med sit

Vasketøj. Hun havde det gerne med at blive

forkyst, naar hun saadan gik der ene ved Hjem

met og hørte eller saa noget, som hun ikke

straks kunde forklare sig.

Da Søren en Stund efter kom hjem til Mid

dagen og de sad ved Bordet 0111 den hede Stege

pande, hvor Flæskestykkerne laa og spruttede

i Mælkejævningen, fortalte hun ham 0111 sin

Oplevelse og spøgte nu selv med sin Forskræk

kelse. Men i det samme lød der Trin udenfor.

Mariane vendte sig mod Vinduet og saa, at det

var Præsten.

Baade det ganske uventede i dette Besøg og

den sære Maade, hvorpaa han saa sig ligesom

søgende omkring i Stuen, vakte straks Foræl

drenes Uro. Præsten var ogsaa meget bleg.

»Der er da ikke noget i Vejen med Kirstine?«

spurgte Mariane.

„Hun er altsaa ikke her,« sagde han efter et

Ophold, hvorunder han havde lukket Øjnene,

nu maatte da alt fortælles, som det var.

(Sluttes).

— 42 —