138 / 318
131
du synes passer til vor Forening ved „et godt
Sindelag“.
— Jeg var ikke i den Grad Optimist, at
jeg skulde kunne tro paa det gode Sindelags
Tilstedeværelse hos hvem som helst, der tages
med af Hvemsomhelst. Mine Venners Venner
behøver ikke at være mine Venner, og mine
Venners venners Venners venner kan gerne være
mine personlige Uvenner. Jeg kunde saaledes
ikke tro, at et Selskab, hvis Sammensæ tning
beroede paa ethvert enkelt Medlems tilfældige
Forgodtbefindende, gav nogen Garanti for, at
det vilde være velvalgt, eller ret længe kunne
bevare denne Egenskab. Imidlertid fik jeg Lyst
til ved Selvsyn at gøre Bekendtskab med denne
frie Institution og lod mig tage med.
Jeg maa dog tilstaa, at baade de frie og
de despotiske Vedtægter forduftede efter faa
Møder, saaledes at den Beskrivelse, jeg fra
først af havde faaet, inden kort Tids Forløb
kun havde Gyldighed som et af de Oldsagn,
ethvert Samfund bevarer om sin „T ilblivelse“.
Men i hin gyldne Tid var „det gode S indelag“
et meget morsomt Selskab.
JNfaar P h i s t e r og R o s e n k i ld e fortalte
deres Ungdomsæventyr, og især naar C a rl
9*