139 / 318
132
H a g e n improviserede sine H istorier om, hvad
han havde oplevet sammen med en af de til
stedeværende Rangspersoner, der maatte gøre
gode Miner til slet Spil og gaa ind paa Spasen
— naar A n to n M e lb y med sin elskværdige
løbske Fantasi gav sine umulige Rejseæventyr
tilbedste — naar Kapelmester P a u l i dirigerede
Ouverturen til „Vilhelm T ell“ udsat for fire
Mandsstemmer med meningsløs T ekst — naar
H ø e d t deklamerede et tysk Digt, hvortil N o a c k
extemporerede et Melodrama paa Flygelet —
og naar F a b e r dansede Fakkeldans med im
prægnerede S trygestikker, saa blev der en ufor
glemmelig Lystighed.
Men denne Lystighed gik der naturligvis
Ry af, og snart blev der en Indvandring af
„Publikumm ere“ — d. v. s. kedelige Godtfolk,
der gerne vilde mores — som betog de mor
somme Medlemmer deres Humør. Det hændte
da jævnlig, at en lille Klikke af Grosserere trak
sig tilbage til et afsidesliggende i Reglen ledig-
staaende Værelse og inviterede et P ar af Spøge
fuglene derind paa Champagne, og at Trylle-
drikken gjorde sin Virkning, saaledes at der
snart tonede et Latterkor ud fra de „Udvandrede“s
Værelse, mens der var Tavshed i det sædvanlige