252 / 318
245
var vist en Forsømmelse, ti det sortkjolede,
hvidhalsede, friserede og pomadiserede Exemplar
af en Kammertjener, der lukkede mig ind i
Forstuen, maalte mig fra Øverst til Nederst
med et eget .medlidende Blik — som om han
beklagede, at han var nødt til at afvise mig,
og forsikrede mig, endnu før jeg kunde over
levere ham mit Kort: at jeg kom for silde til
at faa Audiens denne Gang. „Der sad saa
Mange i Ventesalen, at Hr. Teateragenten ikke
vilde kunne modtage Halvdelen, men jeg kunde
jo prøve min Lykke imorgen!“
Jeg havde imidlertid leveret ham mit Kort,
som han betragtede med et lille Skuldertræk,
da det ikke indeholdt mere end nrdt Navn. Vil
De bringe Deres Herre dette, og sige ham, at
hvis h a n ikke har Lejlighed til at modtage
mig nu, saa er j e g at træffe fra Kl. 5 til 7 i
Hotel Meinhard — sagde jeg saa ligegyldigt
som muligt, idet jeg gav ham Kortet, og i
samme Nu, som jeg saaledes udmeldte mig af
de Audienssøgendes Klasse, avancerede jeg
øjensynlig fra det nederste til det øverste Trin
paa Respektens Trappestige. Nu førte Tjeneren
mig straks ind i Ventesalen og rullede en
reserveret Lænestol frem, hvori han bad mig