253 / 318
246
tage Plads, indtil han kunde faa Lejlighed til
at melde mig. Derpaa tog han Plads foran
Døren til Avdienskabinettet for at afvente den
første Vakance.
Først under denne Ventetid fik jeg et
Begreb om, hvilken forbavsende Indflydelse Hr.
Agenten maatte udøve, idet jeg saa Mængden
og Forskelligheden af hans Klienter. Endskønt
det, som sagt, lakkede mod Enden af Audiens
tiden, sad der endnu paa hver Side af Salen
to Rækker af Ventende, mindst en Snes paa
hver Side, alle, saa vel Herrer som Damer i
fuldt Puds. Der var tydeligt nok Aspiranter til
enhver Plads paa Scenen, i Orkestret, paa
Snoreloftet, i Sufflørhullet, paa Trampolinen, i
Trapetset, paa Staaltraadslinen, i Løveburet og
— paa Café-chantant-Tribunen! De var næsten
alle uden Undtagelse dekorerede med Guldkæder,
Diamanter, Brystnaale, Liljeteint, Rosenrødme
og Tusch-Øjenbryn, og jeg gjorde vistnok i min
Rejsedragt en yderst beskeden Figur mellem
alle disse Storheder
in spe
— i alt Fald var
det med meget nedladende Blik, at de maalte
mig som den sidste Forsildekomne.
I samme Øjeblik, som den Avdienshavende
kom ud fra Agentens Kabinet og Tjeneren