304 / 318
297
Kampen mellem „Grevinden og hendes Søskende
barn “, og den dybeste Tavshed viste, at det
var til den, man havde gemt sin Opmærksomhed.
Under den korte Exposition og det første Kuplet,
der var af fredelig Karakter, kunde man have
betegnet Stilheden med den hyperbolske Tale-
maade: at den gjorde det muligt, at høre en
Knappenaal falde til Jorden, men nu kom den
Sang, hvori Vikomte de Lauzun motiverer sit
Had til Grevinden. Det var som sagt en næsten
ordret Oversættelse af en historisk, ægte Vise
om Grevinde Dubarry fra 1765, som jeg havde
indlagt i S tykket til Illustration for Stemningen.
Regissør Rasmussen, der skulde synge den,
var belavet paa, at den vilde blive Signal til
en Pibekoncert, maaske til en Bestormelse af
Scenen, men han sang med udmærket Bravour
de to Vers:
Jeg hader Den, som steg fra Dybet
Bedækket med et Lands Foragt —
Som nu behersker hele Krybet
Med stjaalet Guld og ranet Magt —
Som fræk fortrænger, hvad vi ejer
Af hædret Navn og ædelt Blod,
Og med sin Skare lydige Lakajer
En Skanse slaar om Tronens Fod. —